Frans prædiker om ydmyghed og sladder ved morgenmesser i Vatikanet

Pavens morgenprædikener behandler ofte temaer som ydmyghed og risikoen ved sladder og bagtalelse blandt kristne. Ved sin officielle indsættelsesprædiken talte han om at beskytte skaberværket og samfundets svageste. Her ses han til bøn sammen med Vatikanets ansatte forud for en messe i Santa Marta-kapellet i Vatikanet den 23. marts 2013. Foto: - Denmark

Hver morgen klokken syv fejrer paven messe i kapellet i Casa Santa Marta. De korte prædikener bliver holdt for små grupper af Vatikanets ansatte, fra politifolk til læger og bankfolk

Når en pave taler fra Peterskirkens prædikestol eller ved et udendørs alter på Peterspladsen, kan han få hele verdens medieopmærksomhed. Men pave Frans har fundet sig til rette med en mindre menighed til nogle prædikener, som er mere i overensstemmelse med hans afdæmpede stil. Det skriver vatikanekspert hos Religion News Service, Alessandro Speciale.

Hver morgen klokken syv fejrer Frans messe i kapellet i Casa Santa Marta, Vatikanets hotellignende gæstehus, hvor han har valgt at bo i stedet for den luksuriøse lejlighed, som paven ellers har til rådighed. Hans korte, farverige prædikener bliver holdt for små grupper af Vatikanets ansatte, fra politifolk til læger og bankfolk.

Frans bruger sine morgenprædikener til at bringe åndelige overvejelser. De er krydret med anekdoter fra hans liv som præst og ærkebiskop i Buenos Aires, og deres stil ligger fjernt fra hans forgængeres lange og meget intellektuelle offentlige prædikener.

LÆS OGSÅ: Synspunkt: Pave Frans er en helt anden type end Benedikt XVI

Lettilgængeligt stof til eftertanke
Ifølge Vatikanets talsmand, Frederico Lombardi, prædiker Frans i Casa Santa Marta som regel uden at have forberedt et manuskript.

Det står ikke klart, om disse prædikener er officielle pavelige tekster. De bliver ikke offentliggjort på Vatikanets hjemmeside, men Vatikanradioen og L'Osservatore Romano, Vatikanets halvofficielle avis, rapporterer regelmæssigt fra prædikenerne og offentliggør uddrag af dem.

Prædikenerne behandler ofte temaer som ydmyghed, risikoen ved sladder og bagtalelse blandt kristne og djævelens trusler. De giver et indblik i, hvad der optager paven, og de bliver leveret med et enkelt billedsprog, som en sognepræst også kunne bruge. Indtrykket bliver styrket af de hyppige billeder af Frans i bøn på en plads bagerst i kapellet mod slutningen af messen.

Ifølge John Thavis, som er tidligere leder af Catholic News Service og nu en flittigt brugt vatikankommentator, er pavens morgenprædikener "fascinerende, et slags mini-læreembede. De er tilsyneladende beregnet til at give stof til eftertanke på et meget tilgængeligt niveau."

Kritiserer sladder og bagtalelse
I nogle tilfælde kan man dog finde antydninger af, hvordan Frans har tænkt sig at håndtere de større udfordringer, han står overfor som pave.

Den 9. april omtalte han sladder og kritik andre som "fristelser fra den onde, som ikke vil have, at Ånden skal komme til os og bringe fred og ydmyghed", og han anbefalede en fremgangsmåde til at tage sig af et fællesskabs interne problemer:

"Vær tavs, og hvis du har noget at sige, så sig det til de berørte parter, til dem der kan råde bod på situationen ikke til hele nabolaget."

Den 16. april, pave Benedikts 86-års fødselsdag, talte Frans om Det Andet Vatikankoncils (1962-65) 50-års jubilæum. Koncilets moderniseringsreformer blev et stridspunkt, da pave Benedikt prøvede at forsone sig med ultrakonservative traditionalister, som afviser koncilets reformer. Frans kritiserede "dem, der vil sætte uret tilbage" i kirken.

LÆS OGSÅ: Traditionalister: - Det kan ende med et åbent brud

Katolikker kræver afklaring
I takt med at disse prædikener tiltrækker mere opmærksomhed, vokser kravet til Vatikanet om at gøre dem tilgængelige i en mere udførlig form og forklare, om de er en del af pavens officielle lære eller ej.

Den konservative, traditionalistiske blog Rorate Caeli, som har været stærkt kritisk over for Frans, siden han blev valgt til pave, opfordrer Vatikanets kommunikationsansvarlige til at bestemme sig: Enten må de gøre udskrifter af pavens prædikener tilgængelige i deres helhed, eller også må de helt undlade at offentliggøre uddrag af dem.

Morgenprædikerne i Santa Marta begyndte den 21. marts, kun en uge efter at Frans blev valgt til pave. De første tilhørere var gæstehusets ansatte, og derefter Vatikanets skraldemænd og gartnere.

Her er nogle udvalgte citater fra pave Frans' morgenprædikener
"Hvis vores hjerter er lukkede, hvis vores hjerter er lavet af sten, så vil stenene ende i vores hænder, og vi vil være klar til at kaste dem mod nogen." (22. marts).

"I vores liv er tårer somme tider briller til at se Jesus med." (2. april).

"Mange mennesker tyr til spåkoner og tarotkort for at løse deres problemer. Men det er kun Jesus, som frelser, og det må vi bære vidnesbyrd om! Han er den eneste." (5. april).

"Martyrernes tid er endnu ikke ovre. Selv i dag kan vi sandfærdigt sige, at kirken har flere martyrer nu end i de første århundreder." (15. april).

"Hvis kirken ikke bemyndiger lægfolket, er den ikke moderen, men babysitteren der tager sig af barnet og lægger barnet til at sove. Den er en slumrende kirke." (17. april).

"Kristne tror ikke på en 'over det hele'-gud, en 'gud-spray', så at sige, som er en lille smule alle vegne, men som ingen rigtigt ved noget om Vi tror på personer, og når vi taler med Gud, taler vi med personer." (18. april).

"Ideologerne forfalsker evangeliet. Enhver ideologisk fortolkning, hvor den så end kommer fra er en forfalskning af evangeliet. Og som vi har set i kirkens historie, ender disse ideologer med at være intellektuelle uden talent og etikere uden godhed, og de lader os ikke engang nævne skønhed, som de ikke forstår noget af." (19. april).

LÆS OGSÅ: Pave Frans' officielle tale ved indsættelsen: Vær beskyttere af Guds gaver