Grædende madonna skaber postyr i tysk by

Flere turister og pilgrimme ? og her en tysk fotograf ? har set en madonna græde i den tyske by Heroldsbach. ? Foto: Deutscher Fotodienst.

Tysk sogn overvejer dna-analyse af tårer fra madonna-statue. Præst afviser på forhånd, at det er et mirakel

En madonnastatue i den lille tyske by Heroldsbach har forårsaget stor opstandelse. For et par uger siden skal træfiguren nemlig have grædt rigtige tårer, og siden nyheden har spredt sig, valfarter pilgrimme i store strømme til landsbyen for at se det såkaldte "tåremirakel i Heroldsbach".

Meningerne er delte i byen.

- Tårerne er ægte, og jomfru Maria græder på grund af alt det dårlige og onde, der sker i verden, siger for eksempel Inge Benitz, der med egne øjne har set statuen græde.

Annegret Mewis har også set tårerne og endda kysset en af dem væk fra madonnaens hånd.

- Den smagte salt, så det kan kun være ægte tårer, siger hun.

Byens præst hører derimod til skeptikerne i byen.

- Vi så alle tårerne, men ingen ved, hvordan de er opstået. Hvis Himlen ønskede at give os et budskab, ville det da ske på en måde, som vi kunne forstå, og ikke via et tegn, som er så let at manipulere, siger præst Dietrich von Stockhausen mistroisk.

Den katolske præst har gjort erfaringer med et lignende fænomen allerede i 2001. Dengang var en Jesus-figur i byen begyndt at græde, og ingen har endnu den dag i dag fundet ud af hvorfor.

- Da jeg gemte Jesus-statuen i et skab, holdt den op med at græde, og senere fandt jeg nogle pipetter i en papirkurv på det sted, hvor statuen havde stået, siger Dietrich von Stockhausen.

Da madonnaen for nylig begyndte at græde, lykkedes det præsten at fange et par tårer på en papirserviet, som han sidenhen har opbevaret i en plastikpose. Nu diskuterer sognet, om der skal laves en dna-analyse af tårerne.

- En undersøgelse vil koste 30.000 kroner, og vores menighed kan ikke bære disse udgifter alene. Derfor har vi overladt sagen til vores ærkebiskop. Forhåbentlig lader han os ikke stå alene med udgifterne, siger German Schmelmer, der er medlem af byens sogneråd.

Heroldsbachs præst tager sagen med sindighed.

- Jeg er ligeglad med, om der bliver lavet en dna-analyse eller ej. Naturligvis synes folk, det er rart at opleve mirakler, men kristne skal tro og ikke søge efter beviser, siger Dietrich von Stockhausen.

Selvom Heroldsbach ikke er officielt valfartssted, så har byen været et populært mål for mange pilgrimme de seneste 50 år. Berømmelsen begyndte i 1949, da ni piger påstod, at de havde set jomfru Maria og en række helgener i byen.

Maria skal i den anledning have haft følgende budskab til verden: "Bed for mig og for verdens frelse."

- Der var udelukkende tale om såkaldte "privat-åbenbaringer", og derfor er byen kun blevet anerkendt som officielt bedested, siger German Schmelmer.

Nu skal ærkebiskop Ludwig Schick og frem for alt Vatikanet tage stilling til, om den katolske kirke vil anerkende madonnaens tårer som et rigtigt mirakel. Dersom Vatikanet slår fast, at der er sket et mirakel, kan byen meget vel skifte status og blive officielt valfartssted.

Sognets præst håber derimod, at offentlighedens interesse snart vil lægge sig.

- Jeg har ikke brug for mirakler. Folk ringer til mig døgnet rundt. Fjernsyn, aviser, ja, simpelthen alle. Jeg er glad, når dettte postyr er overstået, siger Dietrich von Stockhausen.

GRÆDENDE MADONNAER

Fænomenet med religiøse statuer, som begynder at græde, er kendt fra flere dele af verden. For nogle er tårerne mirakuløse tegn, som giver troen mening. For andre er tårerne ligegyldigt pjat uden religiøs betydning. Her er nogle af de mest omdiskuterede sager:

KØBENHAVN Vor Frue af Jerusalem- ikonet i Alexander Nevskij kirken græd i 1995 duftende olier.

ITALIEN Der er flere tilfælde af grædende statuer i Italien. Det mest kendte er fra byen Civitavecchia nær Rom, hvor stauen La Madonnina delle Lacrime efter sigende i 1995 græd blod.

GRÆKENLAND I et kloster på halvøen Peloppones har et meget kendt ikon siden 1964 afgivet velduftende olie.

BANGLADESH I byen Patharghata fandt man i 2003 en grædende Madonna.

BENIN I 1997 begyndte en statue hos Fransisca søstrene i Gebegamey i Benin, Afrika at græde blod.

SPANIEN I den lille by Mura tæt på Barcelona gik livet i stå i 1998, da landsbyens lokale præst opdagede, at kirkens 70 cm høje Jomfru Maria statue så ud til at græde blod. Statuen står nu til skue for alle på en piedestal foran kirken.

USA I familien Santos hus i Boston skulle der angiveligt findes flere grædende statuer. Det er deres handicappede pige Audrey, der siges at tiltrække mirakler.