Helvede er løs hos evangelikale kristne

Præsten Rob Bell, som har skabt stor debat i evangelikale kredse i USA på grund af sit syn på Helvede, ankommer her med sin kone til en gallafest i New York i anledning af, at Time Magazines har kåret ham som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Den evangelikale præst Rob Bell har skabt stor debat i USA, fordi han tvivler på, at helvede findes. Nu er han kommet på Time Magazines Top 100 over de mest indflydelsesrige personer i verden

Findes der et helvede eller bliver alle frelst? Det spørgsmål har den kristne kirke diskuteret i to årtusinder.

Diskussionen raser nu igen i USA, men denne gang foregår den blandt de evangelikale kristne, som traditionelt tror på både en himmel og et helvede.

Den evangelikale præst Rob Bell mener nemlig, at vi ikke kan vide os sikre på Bibelens ord om frelse og fortabelse.

Det kom frem, da han tidligere på året udgav sin bog Love Wins: A Book About Heaven, Hell, and the Fate of Every Person Who Ever Lived ("Kærligheden vinder: En bog om himmel, helvede og skæbnen for alle mennesker som nogensinde har levet).

I bogen skriver Rob Bell blandt andet, at han ikke kan få et helvede med evige pinsler til at hænge sammen med en kærlig Gud. I stedet tror han, at Jesu forsonende offer kan være universel - det vil sige for alle mennesker.

Se Rob Bell præsentere bogen i en video her.

Bestseller har skabt hellig krig
Idéen om, at helvede ikke findes, er et yderst kontroversielt budskab i et miljø, hvor man traditionelt har afvist tanken om alles frelse og haft fokus på mission og omvendelse. Ikke desto mindre er Rob Bells kontroversielle bog blevet en bestseller, og for nylig bragte den ham ind på Time Magazines Top 100 over de mest indflydelsesrige personer i verden.

På grund af hans synspunkter er der nærmest opstået hellig krig mellem på den ene side Rob Bell og hans tilhængere og på den anden side de evangelikale kirker, som ikke længere vil identificeres med ham.

Præsidenten på sydstatsbaptisternes teologiske seminarium R. Albert Mohler Jr. siger for eksempel til Time Magazine, at Rob Bells bog er en teologisk katastrofe. Også på mange evangelikale blogs har der rejst sig en heftig kritik af bogen.

Krydser grænsen mellem to fronter

Men hvordan kan det det være, at denne debat er blevet så stor i USA?

Forsker i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus Kurt E. Larsen, som følger amerikansk kirkeliv og i en årrække har boet i USA, peger på, at netop i USA står den evangelikale bevægelse, der lægger vægt på en klassisk kristen tro, meget stærkt. Cirka 25% af befolkningen tilhører denne gruppe.

I USA har der i 100 år været skarpe fronter mellem en liberal og en konservativ teologi. Derfor vækker det opsigt, når en mand som Rob Bell giver udtryk for synspunkter, der hidtil har hørt hjemme i den liberale lejr, som han af baggrund slet ikke tilhører, siger Kurt E. Larsen.

Rob Bell er vokset op i et konservativ, kristen familie, uddannet på en af de mest kendte evangelikale skoler og været med at grundlægge en megakirke. Og megakirker er typisk er konservative-evangelikale.

Men med sit teologiske syn på helvede krydser han grænsen mellem de to fronter og stiller dermed spørgsmålstegn ved en helt grundlæggende antagelse hos de evangelikale.

For konservativt-evangelikale kristne i USA er usikkerhed omkring Jesu ord om den evige fortabelse med til at svække behovet for Jesus og hans frelse og svække alvoren i kaldet til omvendelse mens man lever, siger Kurt E. Larsen.

Rob Bell er udtryk for en ny trend
Teologisk set har tanken om alles frelse været hørt længe. Der var røster om det allerede i oldkirken, selvom deres holdninger blev afvist af kirken. Men når Rob Bell melder ud som han gør, flytter det ham fra den evangelikale lejr over i retning af den liberalt-protestantiske gruppe.

Det er en bevægelse, som er udtryk for en ny trend, der finder sted i USA, mener Kurt E. Larsen.

Med sit behov og vilje for at udtrykke sig utraditionelt og forsøge at komme ud i nye kredse med budskabet om og fra Jesus, ligner Rob Bell på nogle måder Emerging Church-bevægelsen (Fremspirende Kirke, red.), som har en mere fleksibel tilgang til dogmatiske og teologiske spørgsmål, siger Kurt E. Larsen.

Time Magazine spår da også, at Rob Bells indflydelse vil komme til at gå i front for en nytænkning af kristendommen i USA.

Se et interview med Rob Bell i TV-programmet "Good Morning America" her.