Italiensk forskning kaster nyt lys over mysteriet om Jesu ligklæde

Ny forskning viser, at et jordskælv i Jerusalem, der målte 8,2 på Richter-skalaen, kan være årsagen til forvirringen omkring baggrund og datering af Torino-klædet.

Ny forskning peger på, at neutronstråling fra et jordskælv i år 33 kan være årsagen til det portrætlignende aftryk på ligklædet i Torino, men også en datering, der tidsfæster klædet til middelalderen

I diskussionen om ægtheden af ligklædet fra Torino, der menes at vise et aftryk af Jesu ansigt, kan man være for og imod. Onsdag i sidste uge fik tilhængerne i begge lejre et nyt argument foræret, da det internationale tidsskrift for teoretisk og anvendt mekanik Meccanica bragte nyheden om, at et jordskælv i Jerusalem, der målte 8,2 på Richter-skalaen, kan være årsagen til forvirringen omkring baggrund og datering af Torino-klædet.

I 1988 viste en undersøgelse foretaget af universitetet i Oxford at klædet kun var 728 år gammelt og derfor sandsynligvis en forfalskning. Nu viser et forskningshold fra Italien, at dateringen fra 1988 kan være foretaget på falske forudsætninger.

LÆS OGSÅ: Det mystiske ligklæde

"Vi mener, det er muligt, at neutronudledningen i forbindelse med jordskælvet kunne have fremkaldt kvælstofkerner i klædets fibre, der har bevirket aftrykket af et ansigt," siger Alberto Carpinteri fra Politecnico di Torino, der forsker i nukleare spaltningsreaktioner til avisen The Independent.

Jordskælvet har produceret højfrekvente trykbølger i jordens skorpe, der har afgivet nogle partikler, som derefter har afgivet billedeformationen på ligklædet. Samtidig har strålingen rejst et højt niveau af kulstof 14-isotoper, der giver klædet en kunstig alder. Kulstof 14-dateringen er altså udført på et forkert grundlag, siger Alberto Carpinteri.

Ligklædet i Torino blev først fotograferet i 1898 af Secondo Pia og har længe været årsag til teologiske og historiske kontroverser. Mange troende siger, at klædet stammer fra Jesu gravlæggelse, mens tvivlere peger på dateringen fra 1988 som bevis for, at ligklædet er en forfalskning skabt omkring 1260. Meget tyder på, at ligklædet har skiftet hænder mange gange indtil det i 1578 ankom til sit nuværende hjem Johannes Døber-katedralen i Torino.

Lisbeth Garbrecht Thygesen er seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og medlem af et netværk af videnskabsfolk, som forsøger at efterprøve forskellige teorier om klædet.

Jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan et jordskælv kan have indflydelse på aftrykket og dateringen af klædet. Den tidsfæstelse, som indtil nu har været gældende, er baseret på en prøve fra ligklædet, som måske har været repareret. Ingen ved, om dateringen er rigtig eller forkert, da man kun måtte tage prøven den ene gang i 1988 og ikke siden.

Christopher Ramsey, der direktør for Oxford Radiocarbon Accelerator Unit, undrer sig også over resultatet.

Spørgsmålet om, hvorfor materialet her er berørt, mens andre arkæologiske og geologiske materialer i jorden ikke er det, må nødvendigvis behandles, siger han til The Independent.

LÆS OGSÅ: Ligklædet i grænselandet mellem tro og videnskab

I forsøget på at bekræfte eller udelukke strålingsteorien er Mark Antonacci, der er grundlægger og formand for Resurrection of the Shroud Foundation (på dansk: forening for ligklædets opstandelse), i gang med at ansøge pave Frans om tilladelse til molekylær analyse af klædet.
Før den katolske kirke giver tilladelse til yderligere undersøgelser, vil mysteriet om Torino-klædet forblive intakt.

Jakob Egeris Thorsen, der er katolik og post.doc ved Aarhus Universitet tager nyheden med ophøjet ro.

Det kan være vældig interessant for dem, der lægger stor vægt på sådanne relikvier. Men for langt de fleste katolikker kommer beviset for ægtheden i anden række. Her er det fromheden, der knytter sig til dyrkelsen af relikviet, der er det primære. Det er ikke helt ligegyldigt, men mindre vigtigt, om det kan bevises, at ligklædet er ægte eller ej.

TIDSLINJE: Nedslag i ligklædets historie
År 33: Josef fra Arimatæa køber et ligklæde og svøber det om den døde Jesus i Josefs egen klippegrav, som forsegles og bevogtes. Ca. 36 timer senere findes graven tom, "...og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv. (Johannesevangeliet, kap.20, v.7).

År 544: Klædet genfindes i Edessas (i dag Urfa i Tyrkiet) bymur og opbevares i de følgende 400 år i Edessas katedral.

År 943: Den byzantinske kejser Romanos den 1. sender en hær ud for at bringe klædet til rigets hovedstad, Konstantinopel.

År 1355: Efter de ukendte år, hvor ligklædet muligvis har været i tempelriddernes besiddelse, udstilles det i 1355 af ridderen Geoffroi de Charny i den lille, franske landsby, Lirey, sydøst for Paris.

År 1453: Geoffroi de Charnys datter Margaret de Charny skænker ligklædet til grevskabet Savoyen. Ligklædet føres midlertidigt til grevskabets hovedstad i Chambéry i Frankrig.

År 1532: Natten til den 4. december udbryder der brand i Chambéry-kapellet, hvor klædet er anbragt. Flammerne er tæt på sølvskrinet, som klædet opbevares i, og det smelter i det ene hjørne. Det smeltende sølv forårsager sammen med et glødende træstykke fra låget de brandhuller og svidninger, vi ser i dag. Klædet repareres i 1534.

År 1578: Ligklædet ankommer til Torino, som nu er Savoyens hovedstad. Her fremvises det den 12. oktober for en skare på 40.000.
År 1694: Bag Johannes Døber domkirken i Torino opføres Guarinikapellet, ligklædets nye hjemsted. Her opbevares klædet sammenrullet bag glas og gitterværk lige indtil 1993, hvor kapellet restaureres.

År 1898: Under en udstilling fotograferes ligklædet for første gang. Negativet viser som forventet klædet i negativ, men skikkelsen fremstår som et fotografisk positiv. Nyheden bringes straks ud til offentligheden.

År 1973: Kriminologen Max Frei udtager prøver til pollenanalyser og tekstileksperten Gilbert Raes afklipper to prøver à 40 x 13 mm til analyse.

År 1978: Efter en velbesøgt udstilling fra 26. august til 8. oktober med 3,5 millioner besøgende i anledning af 400-året for ligklædets ankomst til Torino får et amerikansk forskerhold, STURP og et italiensk hold tilladelse til at underkaste klædet en avanceret, multidisciplinær, videnskabelig undersøgelse. STURP's væsentligste opdagelser er, at billedet ikke er et maleri, men aftegner et virkeligt menneske, der er pisket og korsfæstet. De røde pletter er menneskeblod. Selve billeddannelsen forbliver et mysterium.

År 1988: To års planlægningsmøder, der skulle forberede en omhyggeligt tilrettelagt og velgennemtænkt kulstof 14-datering af Torinoklædet ender i en discountløsning: I stedet for at følge et råd om at anvende mindst syv dateringslaboratorier benyttes kun tre. Prøvematerialet tages fra et forurenet hjørne og ikke fra repræsentative områder på klædet. Den 13. oktober falder kulstof 14-dommen, der daterer klædet til middelalderen, mellem 1260 og 1390. Denne datering er siden draget i tvivl.

År 1998: Offentlig udstilling 18. april - 14. juni i anledning af 100-året for det første fotografi af klædet. Mere end to millioner besøger ligklædet.
År 2000: Offentlig udstilling 12. august - 22. oktober i anledning af millenniet. Skønt ligklædet er udstillet to år tidligere, besøges det alligevel af mere end én million. Ligklædet anbringes udfoldet i et fem meter langt skrin, beskyttet mod forurening.

År 2002: Efter anbefaling af Kommissionen til Ligklædets Bevarelse tillader Vatikanet en gennemgående restaurering under ledelse af tekstileksperten Flury-Lemberg. Alle lapper påsyet i 1534 fjernes sammen med støtteklædet. Klædet udrettes for folder og sys til sidst fast på et støtteklæde, der matcher ligklædets patina.

År 2004: Professor Giulio Fanti viser, at dele af ansigtet er afbildet på klædets bagside, om end meget utydeligt.

År 2005: Kemikeren Raymond Rogers påviser, at området, hvor materialet til kulstof 14-dateringen er taget, ikke har samme kemiske og optiske egenskaber som det øvrige klæde. Der er desuden iblandet bomuldsfibre i hørren. Disse fund sammenholdes med tidligere observationer: at klædet i prøvetagningsområdet afviger i både struktur og tykkelse. Meget tyder på, at området udgør en kunstfærdigt udført reparation i 1500-tallet. Prøvetagningsområdet er derfor ikke repræsentativt for klædet.

År 2010: Selve ligklædet udstilles i Torino og udstilles igen i 2025.

År 2014: Et forskningshold anført af Alberto Carpinteri påpeger, at et jordskælv i år 33 kan være årsagen til aftrykket i klædet og den forkerte datering, der blev foretaget i 1988.

Kilder til tidslinjen:
ligklaedet.dk
kristeligt-dagblad.dk
denstoredanske.dk

SE TV-INDSLAG OM LIGKLÆDET I TORINO:

Ny forskning viser, at et jordskælv i Jerusalem, der målte 8,2 på Richter-skalaen, kan være årsagen til forvirringen omkring baggrund og datering af Torino-klædet.