Jane Austens barnetro skinner igennem i hendes romaner

Jane Austens nevø, James Edward Austen-Leigh, der var præst og søn af forfatterens ældste bror James, skrev forfatterens biografi, A Memoir of Jane Austen, efter hendes død. Heri nævner han, at “religion is a subject on which she herself [Jane Austen] was more inclined to think and act than to talk”. Foto: .

Jane Austens romaner stiller skarpt på menneskelige dyder og laster og de underliggende kristne værdier. Hun er nu aktuel på en udstilling i Winchester Cathedral i Sydengland

Alverdens TV-seere og biografgængere har gennem de sidste to årtier kunnet træde ind i forfatteren Jane Austens dekorative univers og opleve hendes elskede klassikere i forskellige filmatiseringer. Hun er nu aktuel på en ny udstilling i Winchester Cathedral i England.

I hendes romaner har man kunnet følge i hælene på adel og godtfolk, officerer og præster med tilhørende dyd og dårskab set gennem forfatterens skarpe, humoristiske øje. De underliggende kristne værdier spiller en central rolle i det Austenske mikrokosmos.

Austens præster er mennesker på godt og ondt
Persongalleriet i romanerne illustrerer spektret fra adel til borgerskab - de kløgtige og de enfoldige, de hovmodige og de ydmyge, de følsomme og de fornuftige. Som en naturlig del af det respektable borgerskab figurerer også pastorerne i fremtrædende roller i fem af de seks romaner.

Det er værd at bemærke, at præsterne i Jane Austens romaner aldrig griber afgørende ind i handlingen, men at det nærmere er personernes indre og ikke deres embede, der betyder noget for begivenhedernes gang, siger Viggo Hjørnager Pedersen, der er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet.

Pastorerne er ikke ophøjede, moralske karakterer i Austens sædeskildringer, men udtrykker forskellige menneskelige poler: Den hensynsfulde og tiltalende Edward Ferrars i Sense and Sensibiliy, som mange læsere nok husker i skikkelse af Hugh Grant i filmversionen fra 1995; den hovmodige og sleske Mr Collins fra førnævnte Pride and Prejudice og den snobbede og statusjagende Mr Elton i Emma.

Præsterne er først og fremmest mennesker på godt og ondt, og man støder i romanerne ikke på dem i deres hverv i kirken eller som sjælesørgere, men snarere på de bonede gulve i selskabslivet.

På den måde skildrer Jane Austen karakteren af det enkelte menneske med dets formåen og mangler i sammenhænge, hvor det lettere eksponerer sig end på prædikestolens ophøjede stade. At være et ordentligt menneske, en gentleman, er for Austen det vigtigste kriterie, som tilkendegiver troen på de underliggende kristne værdier.

I Jane Austens uafsluttede roman The Watsons, der blev udgivet efter forfatterens død, ser man et godt eksempel på forfatterens opfattelse af, hvordan en præst bør begå sig. Hun taler gennem Mr Watson om pastoren Mr Howard:

I do not like the studied air and artificial inflexions of voice, which your very popular and most admired preachers generally have. A simple delivery is much better calculated to inspire devotion, and shows a much better taste. Mr Howard reads like a scholar and a gentleman.

Jane Austen og religionen
Jane Austen var selv præstedatter fra den øvre middelklasse. Hendes far, George Austen (1731-1805), var sognepræst i landsbyen Steventon i Hampshire, mens to af hendes brødre, James (1765-1819) og Henry (1771-1850), også gik i kirkens tjeneste og med tiden efterfulgte deres far i samme sogn. Hendes bedste- og oldefar var også præster. Austen var derfor omgivet af det klerikale liv fra barnsben, men hvad var hendes eget religiøse standpunkt?

Det er mit indtryk, at Jane Austen tog religionen for givet, at hun ikke faldt på knæ for den, men at hun havde en barnetro, som hun dog ikke skildrede åbent, siger Viggo Hjørnager Pedersen.

Jane Austen var som medlem af Church of England anglikaner og opfattes af litteraturforskere som en samvittighedsfuld troende, hvilket blandt andet baseres på nærtstående Austen-familiemedlemmers udsagn. Sin tro adskilte hun dog fra sin litteratur, og hun er bemærkelsesværdig blandt samtidige forfattere, i og med at hun aldrig citerer Bibelen eller refererer til bibelske personer, scener eller historier i sine værker. Hun formår endda at ironisere over præsteskabet som i romanen Pride and Prejudice, hvor hun lader hovedpersonen Elizabeth Bennet beskrive præsten Mr Collins som a conceited, pompous, narrow-minded, silly man.

Det, der er overladt eftertiden af forfatterens religiøse tanker, er tre bønner fra hendes hånd. Originalmanuskripterne findes i FW Olin Library på Mills College i Oakland i Californien.

Jane Austens nevø, James Edward Austen-Leigh, der var præst og søn af forfatterens ældste bror James, skrev forfatterens biografi, A Memoir of Jane Austen, efter hendes død. Heri nævner han, at religion is a subject on which she herself [Jane Austen] was more inclined to think and act than to talk. Austen-Leigh noterer i samme biografi, at hans tante had lived the life of a good Christian ... piety [...] ruled her in life, and supported her in death.

Jane Austen gik bort for snart 200 år siden, men hendes minde og hendes værker med de humoristiske, men knivskarpe iagttagelser af samtidens værdier, lever videre i bedste velgående. Det vidner udstillingen om hendes liv og litteratur i Winchester Cathedral om. Og hvilket bedre sted at ære dette end selve katedralen, hvor Jane Austens jordiske rester hviler.