Kulstof-faste: Kristne faster for miljøet

Foto: Iris

I den kommende fastetid vil mange kristne faste fra kaffe, alkohol og chokolade, men i år opfordrer det kristne netværk The Angelican Communions Environmental Network til at faste fra kulstof

Fastetiden, som løber fra askeonsdag, i år den 5. marts, frem til påskesøndag, bruger mange kristne på moderat faste og fordybelse. På den måde mindes man Jesu fristelse i ørken, som varede 40 dage, og for mange handler det om at flytte fokus fra egne behov til bibellæsning og bøn.

The Angelican Communion Environment Network er en sammenslutning af anglikanske kristne verden over, og i år opfordrer deres miljønetværk til carbon fast (faste fra kulstof), som de kalder det.

Vil faste fra kulstof
Dette år er vores udfordring sværere, vi vil faste fra kulstof for at reducere brugen af de kulstofbaserede brændstoffer, som vi alle er afhængige af, skriver netværket på deres hjemmeside og forklarer, at man ved at tage små skridt i retningen af at gøre verden mere bæredygtig kan få et nyt forhold til Gud, skabelsen og andre mennesker.

For jeg kan ændre verden lidt på 40 dage, men jeg kan ændre mig selv meget, skriver netværket.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting om kristen faste

40-dages plan med fastetips
Carbon fast er bygget op over fem uger med de fem temaer ting, vand, energi og mobilitet, madproduktion og Reducér, genbrug og reparer!

Til hver uge og tema knytter der sig en bøn, information om emnet og inspiration til, hvad man kan gøre som individ og som fællesskab. Derfor har netværket lavet en 40-dages plan, som man kan printe på miljøvenligt papir og bruge dagligt.

Kødfri mandag
I planen foreslås det eksempelvis, at man kan lave kødfri mandag, bruge mindre vand fra vandhanen, overveje alternativer til plastik i husholdningen, købe lokale fødevarer, som ikke er fragtet langt, låne sine naboer ting, så ikke alle behøver at købe nyt og gøre kontoret på arbejdet papirfrit.

Planen viser, at man let kan gøre en forskel for brugen af kulstof i sin egen dagligdag, og netværket opfordrer da også til at tage nogle af initiativerne med videre ud af fasteperioden.

Der knytter sig også bønner til planen, og et eksempel lyder:

Nådige Herre, mens vi faster fra kulstof, sørger vi over den megen ødelæggelse af dit skaberværk. Må vi tage udfordringen op til at gå den sti, som få går, for at bevare mere af dit skaberværk, end vi ødelægger. Hjælp os til at handle i kærlighed og omsorg for alt, hvad du har skabt.

LÆS OGSÅ: Ny trend: Kristne faster som profeten Daniel

Aktiv på Facebook
The Angelican Communions Environmental Network opfordrer folk til at dele initiativet på Facebook og andre sociale medier og har til lejligheden designet coverphotos, som kan bruges på Facebook.

Du kan læse mere om kulstoffasten og finde fasteplanen på carbonfast2014.wordpress.com.