Læs hvordan Palin blander religion og politik

Er Sarah Palins politik Guds vilje? Og mener hun selv det? Det er nogle af de spørgsmål, Steven Waldman stiller sig selv i sin kommentar på Huffington Post. Foto: Robyn Beck Denmark

Den republikanske kandidat til vicepræsidentposten i USA beskyldes for at sammenblande politik og religion. En kommentator forsøger at skelne mellem, hvad der giver grund til bekymring, og hvad der ikke gør

Den amerikanske forfatning foreskriver en skarp adskillelse af stat og kirke, men det forhindrer ikke religionen i at spille en vigtig rolle i amerikansk politik. Ved valget i november kæmper fire personer om at blive henholdsvis præsident og vicepræsident. Alle fire betragter sig selv som kristne, hver på sin måde. Det gælder ikke mindst den nyeste af kandidaterne, Sarah Palin, som republikaneren John McCain har valgt som sin vicepræsidentkandidat.

Palin er 44 år og mor til fem. Efter kun to år som guvernør i Alaska er hun stadig et ubeskrevet blad i amerikansk national politik. Men siden hun blev udpeget som vicepræsidentkandidat den 29. august har hun vendt op og ned på valgkampen ikke mindst kvinderne har i stort tal skiftet side fra demokraterne til republikanerne. Mange kvinder føler, at de kan identificere sig med Sarah Palin på en helt anden måde end med de tre andre mandlige kandidater.

Palin lægger ikke skjul på sine ærkekonservative holdning til emner som abort, homoseksuelle ægteskaber, skydevåben og dødsstraf. Da hendes sidste barn blev diagnosticeret med Downs syndrom før fødslen, tog hun selv konsekvensen af sine holdning til abort og gennemførte graviditeten. Hendes kompromisløse holdninger har foruroliget nogle og begejstret andre i den amerikanske offentlighed.

Guds vilje
Steven Waldman har i en kommentar på den venstreorienterede internetavis Huffington Post forsøgt at skelne mellem, hvilke af Palins udtalelser, der giver grund til bekymring, og hvilke der ikke gør.

Kommentatoren, Steven Waldman, finder det bekymrende, at Palin har opfordret en gruppe unge kristne ledere til at bede for opbygningen af en gasrørledning, fordi det var "Guds vilje".

Til gengæld ser han ikke noget problem i, at hun har opfordret til at bede for, at de amerikanske soldater i Irak må være ude på en opgave fra Gud. Denne udtalelse har ellers givet anledning til en del løftede øjenbryn hos de kritiske medier.

Den afgørende forskel på de to udtalelser er ifølge Waldman, at den første direkte siger, hvad Palin mener, Guds vilje er. Den sidste udtrykker derimod blot et ønske om, at soldaternes opgave må være Guds vilje.

"Gud er med os"
Det er ifølge Waldman skræmmende, at Palin har givet udtryk for, at det kan hæmme hendes arbejde som guvernør, hvis Alaskas befolkning ikke har deres hjerte hos Gud. Men det er ikke skræmmende, at Palin søger efter forbilleder for lederskab i Bibelen.

Det er formentlig skræmmende, når Palin citerer nationens fædre ude af kontekst for at få dem til at fremstå som fromme kristne og ikke som tilhængere af adskillelse af kirke og stat. Men det er nok ikke skræmmende, at Palins menighed tror på en bogstavelig læsning af Bibelen, og at hun selv efterlever det i sit privatliv.

Alt i alt er det svært at afgøre, i hvor høj grad Palin selv betragter sin politik som udtryk for Guds vilje. Også den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama har skrevet, at "Gud er med os".

Valget den 4. november vil vise, hvem amerikanerne stoler mest på.