"Mangel på nød får danskerne til at svigte kirken"

Teologiprofessor Lotera Fabien fra Madagaskar gæster Danmark i disse uger. Foto: Danmission

Folkekirken må finde nye og effektive måder til at få folk tilbage i kirken på, siger teologiprofessor Lotera Fabien fra Madagaskar, hvor den lutherske kirke oplever eksplosiv vækst

Dr. Lotera Fabien, der er rektor for den lutherske kirkes teologiske seminarium SALT på Madagaskar, er i disse uger på besøg hos forskellige menigheder og organisationen Danmissions netværk i Danmark. Her får han mulighed for at sammenligne kirkesamfundet i Danmark og det på jordens fjerdestørste ø, Madagaskar.

Dr. Fabien mener, at den akutte nød i hans hjemland og manglen på samme i velfærdsstaten Danmark er det, der udgør forskellen for den kristne kirkes med- og modgang i de respektive samfund. 

Madagaskar en ø, hvor kun kirken gror
I Madagaskar, der ligger ud for Mozambique i det sydøstlige Afrika, oplever den lutherske kirke i disse år en eksplosiv vækst. På bare tre år er medlemstallet fordoblet til tre millioner ud af en befolkning på 18 millioner indbyggere, og 50-60 nye menigheder skyder op hvert år. Den lutherske kirke er meget aktiv, og kirkerne er fulde hver søndag, fortæller Lotera Fabien. Religion.dk spørger ham, hvad årsagen er til denne vækst.

Det er en kombination af forskellige faktorer, der gør, at den kristne kirke på Madagaskar oplever denne vækst. Et samfund plaget af fattigdom gør for eksempel sit til, at folket søger kirken, forklarer Dr. Fabien. 

Teologiprofessoren mener, at det kristne samfund i Danmark mister tilhængere, fordi folk ikke står over for forhold i deres umiddelbare livssituation, der får dem til at søge hjælp og støtte i kirkens rammer. Der er ikke det samme behov for kirkelig hjælp som i et samfund, der befinder sig på randen af kollaps. 

Madagaskar er et af verdens fattigste lande med en katastrofal økonomisk og social situation. Ifølge FNs landbrugsorgan, FAO, var tre-fjerdedele af befolkningen underernæret i slutningen af 1990erne, og spritnye tal fra Unicef fortæller, at Madagaskars børn endnu er alvorligt underernærede. Landet ledes af et ikke-demokratisk valgt styre, som overtog magten i 2009.

Naturreligioner eksisterer side om side med kristendommen
Lotera Fabien forklarer, at befolkningen på Madagaskar stadig lægger stor vægt på deres gamle traditioner, for eksempel hvad angår troen på healing og uddrivelse af dæmoner. 

Præsteskabet i den kristne kirke på Madagaskar udøver healing og uddrivelse af onde ånder. Vi har en hel liturgi, der omhandler dette, siger Fabien. 

På den måde stiller kirken en instans til rådighed, der kan hjælpe folk til at finde lindring, et aspekt, der sandsynligvis også har indflydelse på den store tilslutning, kirken er vidne til. 

Dæmonerne får folket til at lide, men i kirken finder de beskyttelse for de onde ånder. De indser, at Kristus er bedre end ånderne, siger Lotera Fabien.

Kristen og traditionel religion eksisterer side om side på Madagaskar. Antallet af kristne ligeligt fordelt mellem protestanter og katolikker udgør ca. 45% af befolkningen, mens hele 50% dyrker de gamle traditionelle religioner, der blandt andet fokuserer på ærbødighed over for forfædrene. 

Råd til en kirke i nød
Dr. Lotera Fabien taler i disse uger ved forskellige arrangementer rundt omkring i Danmark og skitserer blandt andet her det paradoks, at kirken på Madagaskar ikke kan følge med i uddannelsen af nye præster så stort er behovet for forkyndelse. Dette aspekt har naturligvis den danske folkekirkes opmærksomhed. 

Omend han ikke har en opskrift på, hvordan man fylder de danske kirker, opfordrer Dr. Fabien danske kirkeledere til at nytænke i fællesskab:

Kirkelederne i den danske folkekirke må samles og finde nye og effektive måder til at få folk tilbage i kirken på, slutter han.