Megakirke aflyser gudstjenester til fordel for naboer

Megakirkepræsten Rick Warren aflyser sine gudstjenester denne weekend. Det sker for at de 20.000 kirkegængere i Saddleback Church, Californien, kan komme ud på gaden og hjælpe deres næste. Foto: .

Kirkebænkene vil stå tomme i Saddleback Church i weekenden, når den californiske kirkes 20.000 medlemmer udskifter gudstjenesten med konkret hjælp til nabolaget. Kritikere undrer sig over, at projektet skal foregå i kirketiden

Den storsælgende forfatter og ledende præst i megakirken Saddleback Church, Rick Warren, opfordrer sine kirkegængere til at bruge mindst en halv dag i løbet af den kommende lørdag eller søndag på at tjene samfundet og elske sin næste som sig selv. Derfor har han aflyst alle kirkens gudstjenester i weekenden.

LÆS OGSÅ: Hele Amerikas præst

For at sætte skub i projektet vil den sydcaliforniske kirke mobilisere menighedens 5,000 bibelstudiegrupper til at besøge handicappede børn på hospitaler, uddele morgenmad til hjemløse eller hjælpe med husligt arbejde hos familier med udstationerede fædre eller mødre, fortæller kirkemedarbejdere til Christian Post.

Selvom de fleste er godt tilfredse med Rick Warrens planer om at aflyse weekendens gudstjenester, undrer kritiske røster sig over, at det udmærkede velgørenhedsprojekt skal foregå på bekostning af gudstjenesterne.

Et medlem af kirken fortæller til Christian Post at han blev overrasket, da han hørte om planerne.

Hvorfor skal vi aflyse alle vores gudstjenester, når vi søndag efter søndag har mulighed for at gøre noget godt for vores naboer før eller efter gudstjenesten? At gå i kirke er noget, vi gør som familie hver uge, og jeg havde set frem til endnu en god gudstjeneste på søndag, siger familiefaderen, der ønsker at forblive anonym.

Gadeevangelist og forfatter Ray Comfort, der ofte går på gaden for at prædike, synes umiddelbart godt om idéen. Han opfordrer andre kirker til, ligesom Saddleback, at tage utraditionelle metoder i brug for at dele evangeliet. Men Comfort advarer, ifølge Christian Post, imod at erstatte evangeliet med gode gerninger.

Den eneste bekymring, vi skal have, når kirker gør gode gerninger er, at de kan komme til at erstatte evangeliet. Det er lettere at give folk et måltid mad, end det er at fortælle dem, at helvede eksisterer, at Gud er hellig, og at de desperat har brug for en frelser, advarer gadeprædikanten.

LÆS OGSÅ: Megakirke bliver 90 ton lettere

Det er ikke første gang i år, at Saddleback Church har tiltrukket sig opmærksomhed. Gennem hele 2011 har kirken kørt en kampagne med fokus på kirkegængernes fysiske sundhed. I den anledning har en række prominente tv-personligheder og sundhedseksperter lagt vejen forbi kirken, og i sommers kunne menigheden prale at være blevet 90 ton lettere.