New Yorker-kirke dyrker grøntsager på taget

Anden sæson for køkkenhaven er netop skudt i gang. Blå børnebadebassiner gør det ud for bede, hvor grøntsager tomater, gulerødder og auberginer dyrkes. Foto: Metro Baptist Church

Metro Baptist Church i New York har anlagt en køkkenhave på taget af kirken for at hjælpe nabolagets folkekøkkener

I et af de mest belastede nabolag i storbyen New York har en af de lokale baptistkirker indtaget en ny rolle.

I juni 2011 indrettede en gruppe frivillige fra Metro Baptist Church samt tre andre lokale organisationer en såkaldt urban have på taget af kirkebygningen.

Det er en køkkenhave, som leverer lokalt producerede grøntsager til lokalområdets folkekøkkener. For nylig såede de frøene til anden sæson med tomater, gulerødder, auberginer og peberfrugter, der dyrkes i børnebadebassiner på taget.

Visionen for The Hells Kitchen Farm Project, der er opkaldt efter det hårdkogte nabolag, som kirken ligger i, er at skabe et grønt centrum, hvor man dyrker grøntsager og på den måde bidrager til bedre kost og ernæring i lokalområdet.

Køkkenhaveprojektet er en måde for os at udnytte de 370 kvadratmeter tag, vi har, til at øge vores lager af råvarer i folkekøkkenet, og samtidig skabe et forum for undervisning om ernæring og bæredygtighed og opbyggelse af det lokale samfund, siger pastor Alan Sherouse fra Metro Baptist Church til det amerikanske medie, The Christian Post.

Lokalt samarbejde kommer folkekøkkenerne til gode
Ud over Metro Baptist Churchs eget folkekøkken doneres også grøntsager til Metropolitan Community Church, en anden lokal kirke, som har været med til at starte køkkenhaveprojektet.

Sammen med paraply-organisationen for kirkerne i Hells Kitchen-området, Rauschenbusch Metro Ministries, og et lokalt entreprenørfirma blev køkkenhaveprojektet stablet på benene.

Det økonomiske grundlag for projektet sikredes med et tilskud fra United Way of New York, der i 2011 anerkendte projektet som en del af deres Urban Farming-program.
"Som vi delte ideen med de forskellige partnere, udviklede det sig til et fantastisk grundlag for samarbejde med organisationer og leverandører i nærområdet, fortæller Alan Sherouse.

Også områdets beboere blev inddraget i projektets tidlige fase:
"Vi lavede meningsmålinger blandt beboerne, medlemmerne af kirken og brugerne af folkekøkkenerne, før plantningen gik i gang, for at vide, hvad for nogle grøntsager, de ville bruge mest, forklarer Sherouse.

Kirken har andre formål end det åndelige
Nu på sit andet år er køkkenhaven på taget blevet en vigtig del af kirkens identitet.
Jeg forestiller mig det som et vidnesbyrd, siger pastor Sherouse, Køkkenhaveprojektet er et vidnesbyrd om, at der er alternative måder at møde både kirken, menigheden og vores gudsforståelse på.

Kirkens rolle er med andre ord ikke kun åndelig vejledning og forkyndelse. Pastor Sherouse mener, at kirken spiller vigtig rolle i den sociale virkelighed også.
"Både som kristen og som præst forstår jeg forkyndelsen i både en åndelig og social kontekst. Køkkenhaveprojektet hjælper nærområdet og er således en del af kirkens sociale forkyndelse, siger han.

Overalt på kloden er trossamfund begyndt at tage den grønne livsopfattelse til sig. For eksempel sagde pave Benedict i 2008 i en tale til unge mennesker, at:
Mine kære venner, Guds skabelse er god. Værdier som pacifisme, bæredygtighed, retfærdighed, fred og omtanke for vort miljø er alle af umådelig vigtighed for menneskeheden.

Anden sæson for køkkenhaven er netop skudt i gang. Blå børnebadebassiner gør det ud for bede, hvor grøntsager tomater, gulerødder og auberginer dyrkes. Foto: Metro Baptist Church
Køkkenhaven blev anlagt i juni 2011. De frivillige transportede 7 tons jord i spande op på taget af kirkebygningen ved brug af samlebåndsmetoden. Foto: Metro Baptist Church
Køkkenhaven blev anlagt i juni 2011. De frivillige transportede 7 tons jord i spande op på taget af kirkebygningen ved brug af samlebåndsmetoden. Foto: Metro Baptist Church
The Hell's Kitchen Farm Project - et grønt centrum i storbyjunglen. Foto: Metro Baptist Church
The Hell's Kitchen Farm Project - et grønt centrum i storbyjunglen. Foto: Metro Baptist Church
The Hell's Kitchen Farm Project er opkaldt efter det hårdkogte nabolag, som kirken ligger i. Foto: Metro Baptist Church