Paven: Jeg kan føle jeres bønner

Pave Benedikt XVI ankommer til askeonsdags-messe den 13. februar, der symboliserer starten på en 40 dage lang fasteperiode frem til påske. Under messen takkede paven sine tilhængere for deres bønner og opfordrede til yderligere forbøn for den kommende pave. Foto: VINCENZO PINTO Denmark

Pave Benedikt XVI opfordrer katolikker til at bede for ham, den katolske kirke og hans efterfølger

Jeg har i disse dage, som bestemt ikke har været lette, næsten fysisk kunne føle den styrke, som jeres bønner for mig, og jeres kærlighed til kirken, giver mig."

Det sagde pave Benedikt XVI i onsdags, da han for første gang viste sig offentligt siden annonceringen af sin fratrædelse som pave. Hans tale var præget af taksigelser for katolikkernes bønner for ham og en opfordring til, at de troende fortsat skulle bede for ham, den katolske kirke og hans efterfølger. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Catholic News Service.

LÆS OGSÅ: Paven: Min afgang er for kirkens bedste

Som han har gjort hver onsdag formiddag de seneste seks år, ledte pave Benedikt i onsdags den ugentlige messe foran menigheden i Vatikanet i Rom. En forsamling, der ifølge nyhedsbureauet udgjorde 7000 katolikker og turister. Denne ceremoni var dog en af de sidste, før han den 28. februar træder tilbage.

Derfor var der sammen med præster og Vatikanets diplomater mange kardinaler, biskopper og nonner stimlet sammen i Peterskirken for at opleve pavens sidste messe, der tilmed faldt sammen med askeonsdag (En dag, der markerer begyndelsen af en fasteperiode frem mod påske, red.).

LÆS OGSÅ: Billedserie: Askeonsdag i hele verden

Men før paven begyndte at tale om afholdenhed og Jesu fristelser, forsøgte han at forklare baggrunden for sin beslutning om at trække sig tilbage, og takke sine trofaste tilhængere.

Tak for den kærlighed og de bønner, med hvilke I har ledsaget mig. Fortsæt med at bede for mig, for kirken og den fremtidige pave. Jeg har gjort dette uden tvang, fordi jeg mente, det var det bedste for kirken, understregede Benedikt XVI under messen.

Ifølge Catholic News Service bragte pavens tale tårer frem blandt de påhørende, og en af pavens nærmeste kardinaler tog også afsked med sørgmodighed:

Det ville ikke være sandfærdigt, Deres Hellighed, hvis ikke vi fortalte Dem, at der er et slør af sorg i vores hjerter i dag. De skal have tak for det strålende billede af den ydmyge og beskedne arbejder i Herrens vingård, De har givet os som eksempel, lød det fra kardinal Tarcisio Bertones i hans tale til paven.

Den 85-årige pave begrunder sin fratrædelse med, at han ikke længere er i stand til opfylde de pligter, der følger med titlen som den katolske kirkes overhoved, som et resultat af sit forværrede helbred.

LÆS OGSÅ: Alle katolikker kan vælges som pave

Pave Benedikt XVI vil dog fortsat varetage det diplomatiske arbejde og opgaverne, der følger med titlen til og med den 28. februar.

LÆS OGSÅ: Her er de lige nu mest sandsynlige kandidater til pavestolen