Paven kom nærmere Gud gennem smerte

Pave Johannes Paul II led de sidste mange år af Parkinson, og havde som følge deraf store smerter. Men han nægtede til det sidste at modtage smertestillende medicin, fortæller hans daværende livlæge. Foto: Foto: MAX ROSSI

I et nyt interview fortæller Johannes Paul II's livlæge, at paven ikke ville modtage smertestillende medicin. Informationschef for den katolske kirke i Danmark Niels Messerschmidt fortæller, at der findes flere katolske retninger, hvor smerte vægtes højt

De sidste mange år af sit liv pintes den tidligere pave Johannes Paul II af store smerter, blandt andet fordi han led af Parkinsons sygdom.

Pavens italienske livlæge Renato Buzzonetti fulgte paven fra 1978 og frem til dennes død i 2007. Han fortæller i et interview til LOsservatore Romano om sit forhold til paven, og om sin behandling af pavens sygdomme, skriver Catholic News Agency

Især er det bemærkelsesværdigt, at paven nægtede at modtage smertestillende medicin under sygdomsforløbet.
 
Ingen er nogensinde død af en hånd, der ryster, sagde livlægen Buzzonetti til paven, da denne i 1981 fik konstateret sygdommen Parkinsons sygdom, men rystelserne var et klart tegn på sygdommen.

Efter Johannes Paul II fik konstateret sygdommen, blev hans liv hårdere, især på grund af alle de symptomer, der kommer med sygdommen, blandt andet de meget store smerter i højre knæ, som paven døjede med siger Renato Buzzonetti.

På trods af smerterne spurgte paven aldrig efter smertestillende, ikke engang i hans allersidste tid, fortæller livlægen.

Sygdommen gjorde, at paven langsomt mistede sin fysiske formåen, og han kunne til sidst hverken gå, tale, spise eller trække vejret uden problemer.

Livlægen kommer ikke nærmere ind på, hvorfor paven ikke ville modtage smertestillende medicin, men informationschef for den Katolske Kirke i Danmark Niels Messerschmidt fortæller, at der kan være flere årsager til dette.

Den Katolske Kirke har ikke som sådan et fælles syn på brugen af smertestillende, men der findes flere katolske retninger, hvor man vægter smerten højt.

I nogle katolske retninger efterfølger man Kristi lidelse, fordi man mener, at det er en vigtig indgang til at forstå Kristi mysterium. Men om det er det, der ligger til grund for pavens beslutning, kan jeg ikke udtale mig om, siger Messerschmidt.

Buzzonetti fortæller, at et særligt kritisk tidspunkt indtraf omkring pavens sidste dage, da paven skulle have lavet en trakeotomi (et luftrørssnit, red.).

Da han vågnede af bedøvelsen efter operationen, opdagede han, at han ikke længere kunne tale. Pludselig indså han, hvilken svær situation, han befandt sig i. På en lille skriveplade skrev han: Hvad har I gjort ved mig? Men i denne erkendelse fandt paven en styrket tro på Maria", fortæller livlægen.

Denne udtalelse fra livlægen vidner om, at pavens bevæggrund for ikke at modtage smertestillende, måske har noget at gøre med at komme tættere på Gud, Kristus og Maria gennem smerten, mener Niels Messerschmidt.

Pavens sidste dage var specielt intense: fortæller Buzzonetti:

Jeg følte det meget anspændt på grund af det store ansvar, som lå på mine skuldre. Mine kollegaer og jeg var klar over, at sygdommen var i sin sidste fase, og vores kamp foregik med tålmodighed, ydmyghed og forsigtighed, hvilket var ekstremt svært, fordi vi vidste, det ville ende med et nederlag til os.
 
Livlægen afslører, at han faktisk på et tidspunkt forsøgte at sige op som livlæge, men at paven ikke ville acceptere det. Det er en den Hellige Faders vilje, at du fortsætter som læge fortalte pavens sekretær til Buzzonetti, og sådan blev det. 
 
Pavens død var en mands død, der var afklædt alt. En mand som havde levet gennem modgang og medgang, og som indvendigt var nøgen til at møde Herren og vende tilbage til hans rige. I timen af smerte og forbavselse, havde jeg følelsen af at stå ved bredden af Galilæa Sø. Historien blev nulstillet, da Kristus gjorde klar til at kalde den nye Peter, fortæller Buzzonetti.