Præst: Satan står bag medieangreb på paven

Den italienske præst Gabriele Amorth forsvarer den katolske kirke og paven mod det, han kalder for angreb fra medierne. Han mener, at Satan står bag hele miseren. Foto: Wikimedia

De mange pædofilisager i den katolske kirke er djævelens værk for at undergrave den katolske kirke, mener italiensk præst og eksorcist

Det er Satan, der står bag de pædofile overgreb i den katolske kirke, mener den italienske, katolske præst og eksorcist Gabriele Amorth.

- Han (Satan, red.) bruger kirkens mænd til at skade kirken, men han kan ikke gøre noget mod kirken.

- Djævlen vil have død over kirken, fordi den er moderen til alle helgener, udtaler Amorth ifølge Catholicnewsagency.com

Satans iværksættelse af disse forbrydelser skyldes ifølge Amorth, at pave Benedikt XVI er en fantastisk pave og en meget værdig efterfølger til John Paul II, så selvfølgelig vil Satan have ram på ham, lyder ræsonnementet.

Eksorcisten forklarer endvidere, at djævlen udfordrer og frister de hellige mænd, og derfor skal omverdenen ikke være forbavset over, at også præster kan falde for fristelsen.

- De (præsterne, red.) lever også i denne verden og kan fristes til fald ligesom alle andre mænd.