Teenagevampyrer får kristen kritik

Kristen Stewart (tv.) og Robert Pattinson (th.) er de store ungdomsstjerner i vampyrsagaen 'Twilight'. 'Breaking dawn - part 1', hedder filmen, som netop har haft premiere i Danmark.Filmen har skabt røre blandt kristne i USA, der mener, at den ophøjer vampyr-tilværelsen til noget attråværdigt. Foto: HANDOUT Denmark

Vampyrsagaen 'Twilight' møder kritik fra kristne i USA. Vampyrerne får gudestatus, og det er forkert, mener de

Vampyr-idolerne fra 'Twilight'-serien har lige siden, den første film i 2009 fyldte biografer i hele verden, nydt bred kristen anerkendelse for deres mådehold og afholdenhed.

Men nu møder de ny kritik. De er simpelthen ophævet til gude-agtige skikkelser, lyder det fra kristne i USA.

Det skriver den svenske avis Dagen.

Det er den fjerde film i 'Twilight-serien', 'Breaking dawn - part 1', som netop har haft dansk premiere, der har fået folk op af stolene.

LÆS OGSÅ: Det, som unge drømmer om

I filmen gifter parret Edward og Bella sig. Hun er menneske, han er vampyr, og det er selvsagt en farlig cocktail.

Da ægteskabet fuldbyrdes, vil skæbnen, at den unge brud bliver gravid med sin nye vampyrmand, og det får de så en masse problemer ud af.

Twilight-filmene er blevet til på baggrund af den amerikanske forfatter Stephenie Meyers bøger.

Meyer er selv troende mormon, og bøgerne og filmene har grundlæggende været vellidte blandt kristne med deres betoning af dyder som afholdenhed og kyskhed.

LÆS OGSÅ: Mormonerne indtager det amerikanske kulturliv

Men nu er det blevet for meget for kristne biografgængere i USA, som mener, at vampyrlivet ophøjes til noget eftertragteligt.

Det er særligt i diverse filmfora, vreden kan spores.

På den amerikanske hjemmeside movieguide.org, hvor kristne anmeldere vejleder folk i filmvalg i et kristent perspektiv, er der bidske ord til vampyrfilmen.

Okkult, hedensk, sensuel, ubibelsk og kætterisk mormonsk er bare nogle af de ord, filmen får med på vejen.

Filmen kritiseres blandt andet for med slet skjulte budskaber at viderebringe mormonske teologiske betragtninger.

Samtidig understreges problemet i, at vampyrer i filmen gøres til næsten helteagtige skikkelser.

Vampyrer er nemlig nogle onde monstre, og skal ikke tjene som rollemodeller for de mange unge, som særligt er filmenes målgruppe, mener de.

Den svenske religionsantropolog, Piere Wiktorin beskriver til den svenske avis Sydsvenskan, hvordan vampyrerne i Twilight-filmene minder mere om græske guder end monstre, der skal jages væk med kors.

Han finder, at det netop er denne ophøjelse, der får særligt fundamentalistiske kristne til at protestere.

I dag skal vi udvikles til noget fantastisk, noget overmenneskeligt. At blive bidt af en vampyr virker som en lynudvikling i den retning, siger han til Sydsvenskan.

Med vampyrerne som rollemodeller, noget ophøjet eller næsten guddommelig betyder afholdenheden ikke så meget.

Problemet, som kritikerne rejser, er nemlig det forkerte i dette overmenneskelige og unaturlige, siger han til avisen.

LÆS OGSÅ: Religion og fantasy - en dødelig cocktail?

På movieguide.org får filmen to stjerner for sin kvalitet og minus fire stjerner for sit indhold, men som anmelderen også bemærker det kommer nok ikke til at forhindre talrige unge vampyrfans i at strømme i biografen.