Tilbagegang i amerikansk kirkegang mindre end forventet

Gennem de sidste 40 år er antallet af dage amerikanere går i kirke faldet – men ikke så meget som forventet. – Foto: Wikimedia

Kvinderne og den voksende indvandring fra Latinamerika sikrer især den katolske kirkes gudstjenestedeltagelse

Siden 1970 er antallet af dage, amerikanerne i løbet af et år går i kirke mod forventning kun faldet fra 28 til 23-24 gange om året. Det viser en undersøgelse, der offentliggøres i tidsskriftet Sociology of Religion. Men den viser også, at menighedernes sammensætning på kirkebænkene har ændret sig trods stadig overvægt til kvinder, sydstaterne og den katolske kirke. Det skriver MSNBC.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 41.000 amerikanere, der blev spurgt om deres religiøse tro og handlinger. Sociologen Philip Schwadel fra Universitet of Nebraska-Lincoln, der har bearbejdet materialet, fastslår, at tilbagegangen er langt fra så voldsom, som det har været antaget i lyset af kulturændringer og endda forudset af videnskabsfolk. USA er en undtagelse, og amerikanerne deltager mere i religiøse handlinger og tro end de fleste nationer i den rige del af verden.

Ud fra undersøgelsen kan det ses, at katolikker går mere i kirke end protestanter, og kvinder mere end mænd. Undersøgelsen omfatter ikke årsagerne hertil, men Schwadel antyder, at det kan skyldes voksende grupper af minoriteter i befolkningen, ikke mindst tilvæksten af latinoer i syd- og veststaterne i USA. Måske også kvindernes voksende uddannelsesniveau ikke mindst hos den gruppe, der traditionelt har deres virke i hjemmet, spiller ind.

Det, der har overrasket forskeren mest, er netop kvindernes fortsatte dominans på kirkebænkene. Stadig flere kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, og de har dermed nærmet sig mændenes rolle i samfundet. Men dette har tilsyneladende ikke været tilfældet, når det gælder kirkegang.