TV-prædikanter slipper for fængselsstraf

En række TV-evangelister, heriblandt Benny Hinn (billedet), er blevet set efter i sømmene, fordi de har været mistænkt for økonomiske spekulationer og skattesnyd. Foto: Rodolfo Macias/Wikimedia Commons

Efter tre års undersøgelser opgiver det amerikanske senat at retsforfølge seks TV-prædikanter for skattesnyd, overforbrug og ekstravagant livsstil. Selv mener de, at de bliver belønnet af Gud

Senatoren i Iowa, Charles "Chuck" Grassley, må ærgre sig godt og grundigt. Efter at have brugt over tre år på at undersøge flere fremtrædende amerikanske TV-prædikanters og megakirkers økonomiske aktiviteter, må han nu give op. Det skriver Associated Press.

Den republikanske politiker Grassley er afgående medlem af finansudvalget i Repræsentanternes Hus og var formand indtil 2007. Han har stået i spidsen for finansudvalgets undersøgelse af seks megakirker, og det er blevet til en 66 sider lang rapport, baseret på offentlige dokumenter, insider-viden samt tredjeparts-oplysninger.

Det fremgår af rapporten, at flere af prædikanterne har spenderet en formue på privatfly og millionvillaer, at mange af menighedernes regnskaber holdes hemmelige, og at menighedsrådene oftest består af venner og slægtninge. Desuden bruger kirkerne, der ikke er skattepligtige, penge på at købe boliger, ikke blot til præsterne, men også til snesevis af venner og familiemedlemmer.

Men alt dette er tilsyneladende ikke nok til at fælde dom. At skaffe de fornødne oplysninger har været et møjsommeligt arbejde, da flere af kirkerne modarbejdede udvalget og angiveligt truede deres medarbejdere til tavshed.

Hvor to af de tiltalte, Joyce Meyer og Benny Hinn, har indvilliget i at skabe mere transparens og troværdighed omkring deres megakirker, nægter de fire øvrige tiltalte, Creflo Dollar, Kenneth Copeland, Randy White og Eddie Long, at fremlægge de oplysninger, de er blevet bedt om i undersøgelsen.

Grassley kan ikke pege på, at de tiltalte prædikanter overtræder nogle specifikke regler i forhold til skattevæsenet. Desuden har han erklæret, at han ikke vil indlede en vidneindkaldelse, fordi vidner frygter for eventuelle repressalier, og fordi finansudvalget ikke vil afsætte yderligere tid og ressourcer til at fortsætte sagen.

Siden undersøgelsen påbegyndtes i november 2007, er Grassley blevet mødt af en hær af protester, Og de kritiske røster mildnedes bestemt ikke, da han foreslog at modificere skattereglerne, så kirker ikke kunne give støtte til politiske kandidater.

Efterhånden har han måttet sande, at der ikke bare var tale om en simpel skattesag.

Mange af modstanderne har ment, at det var en krænkelse af religionsfriheden, eller at det på sigt ville føre til en føre til indskrænkning af de religiøse organisationers råderum.
Det mener blandt andre den tiltalte Kenneth Copeland, der ser det som en krænkelse af privatlivets fred og som en klar trussel mod adskillelsen af kirke og stat.

Andre har ment, at Grassley simpelthen ikke havde myndighed til at udføre undersøgelsen, og at det var et internt kirkeretsligt anliggende.
Det har Grassley taget til efterretning og bedt Det Evangeliske Råd for Økonomisk Ansvarlighed om at nedsætte en kommission, der kan undersøge kirkernes regnskaber. Det mener formanden for rådet, Michael Batts, er en god idé og udtaler ifølge Huffington Post, at jo mindre regeringen blander sig, jo bedre.

Det midtersøgende kristne magasin Christianity Today mener, at Grassley begik en uagtsom overskridelse, da han begyndte at bevæge sig ind i et teologisk minefelt.

Når han har udtalt sig til pressen, har det ikke altid handlet om skattemæssige teknikaliteter. Sommetider har det været indlæg i en større teologisk debat om, hvordan man skal forkynde evangeliet og hvordan man skal leve som forkynder.

Jesus kom ridende på et æsel, men i dag er der folk der udbreder evangeliet i deres privatfly.

Undersøgelsen skal derfor også ses som et forsøg på at diskvalificere en meget indflydelsesrig kirkelig bevægelse kaldet prosperity gospel (herlighedsteologi eller lykkereligion, red.) Prosperity gospel harmonerer godt med Den Amerikanske Drøm, idet det er en overbevisning om, at de mennesker, der er troende og lever et godt liv, vil blive belønnet med rigdomme. De yderst velhavende TV-prædikanter fremstår dermed, som om de er velsignet til overflod.

Men der er også mange, der kritiserer prosperity gospel. På Lausanne-konferencen i Cape Town i oktober sidste år blev der udarbejdet en erklæring, der er kritisk over for prosperity gospel.

Vi afviser den bibelstridige opfattelse, at åndelig velfærd kan måles i forhold til materiel velfærd, og at velfærd nødvendigvis er tegn på Guds velsignelse (eftersom det kan opnås via undertrykkelse, bedrag og korruption).

Ikke kun teologer tager afstand fra prosperity gospel. Også de amerikanske borgere har indimellem svært ved at blive overbevist om dets sandhedsværdi, ikke mindst fordi de, i kølvandet på finanskrisen og den massive arbejdsløshed er begyndt at stille spørgsmålstegn ved Den Amerikanske Drøm.

Dette problem har journalisten Karen Zacharias tematiseret i sin bog Will Jesus Buy Me A Double-Wide? 'Cause I Need More Room For My Plasma TV)" (Mon Jesus vil skænke mig en større campingvogn? For jeg har brug for mere plads til mit plasmafjernsyn). Det er en ironisk og polemisk kortlægning af prosperity gospel, og hvad den gør ved socialt dårligt stillede. Mens de lever i fattigdom, ser de op til forgyldte TV-prædikanter og drømmer om at blive lige så velsignede som dem.

Ifølge Zacharias er det en misforstået form for kristendom.

Problemet med denne formel, der siger, at Guds trofasthed og min lydighed er lig med umådelige rigdomme, er at det er en fremragende formel, så længe det går dig godt i livet, siger hun.

Når mennesker rammes af ulykke, slår formlen imidlertid ikke til, og dermed mister prosperity gospel sin berettigelse, mener Zacharias.

Det øjeblik, hvor det hele ramler sammen om en, har man ikke troen mere, fordi den Gud, man troede på, ikke eksisterer mere.