Tyske biskopper: Ingen kirkeskat - intet sakramente

Biskop og præsident for Konferencen for tyske biskopper, Robert Zollitsch, understregede i sin åbningstale, at han støtter dekretet om, at kun dem der betaler kirkeskat kan modtage sakramente i den katolske kirke. Foto: UWE ZUCCHI Denmark

Tyske katolikker har ikke ret til begravelsesritual, ægteskab og dåb, hvis de ikke betaler kirkeskat. De tyske biskopper har netop offentligt understreget konsekvenserne ved ikke at betale skatten

Under en konference for tyske katolske biskopper i sidste uge stillede konferencens præsident sig til forsvar for et kirkeligt dekret. Han støtter forslaget om, at medlemmer af den katolske kirke, som stopper med at betale kirkeskat, heller ikke kan modtage sakramente i den katolske kirke, skriver det katolske nyhedsbureau Catholic News Service. Dermed er det slut med dåb, vielser, og syndsforladelse for dem, der vælger kirkeskatten fra.

LÆS OGSÅ: Tyske katolikker vender kirken ryggen

Der må være en konsekvens for dem, som offentligt distancerer sig fra kirken, siger konferencens præsident og ærkebiskoppen af Freiburg, Robert Zollitsch, og erklærer sig hermed enig i dekretet, der blev offentliggjort den 20. september.

Tydeligvis kan en person, som trækker sig væk fra kirken, ikke længere benytte sig af systemet i samme grad som en person, der forbliver medlem, påpegede han under konferencen, der blev afholdt den 24. september i den tyske by Fulda.

Ærkebiskoppen udtrykker i den forbindelse sin taknemmelighed for, at Vatikanet i Rom har givet sin fulde støtte til de tyske biskoppers holdning i sagen.

En af problematikkerne er troværdigheden af kirkens sakramentale natur. Man kan ikke være halvt medlem eller delvis medlem. Enten tilhører man og engagerer sig i kirken eller også giver man afkald på den, var ærkebiskop Zollitschs udmelding.

Katolikker udgør 30 procent af Tysklands 82,2 millioner store befolkning, men dette tal er begyndt at falde.

Selvom interessen for den katolske kirke i Tyskland steg, efter den tyskfødte pave Benedikt XVI i 2005 blev udnævnt, er antallet af vielser og dåb stadig faldende. Statistikker viser, at 13 procent af tyske katolikker i dag deltager i de ugentlige gudstjenester i modsætning til 22 procent i 1989.

LÆS OGSÅ: Positiv protestantisk reaktion på katolsk idé om undskyldning

Ærkebiskoppen pointerede også til konferencen, at hver udmelding er smertefuld for kirken og at biskopper frygter, at mange katolikker ikke er bevidste om konsekvenserne ved at frasige sig betaling af kirkeskatten. Han tilføjer, at mange katolikker måske var åbne for andre muligheden, hvis de var klar over det.

Katolikker bruger kirken uden at betale

Reglerne for de tyske katolikkers brug af kirken har ikke direkte ændret sig med biskop Zollitschs udmelding, siger Niels Messerschmidt, informationschef i den katolske kirke i Danmark. Ifølge ham er antallet af folk, der melder sig ud af kirken, men stadig bruger den, steget markant:

"Selvom problematikken har været kendt gennem mange år, er det først i de senere år, især efter overgrebssagerne og kirkens håndtering af dem, at kirkeflugten har været så massiv. Det er i det lys biskoppernes nylige dekret skal ses i," siger han.

LÆS OGSÅ: Misbrug af børn ryster tyske katolikker

"Igennem de senere år har mere end 100.000 tyske katolikker meldt sig ud af kirken, mange for at slippe for at betale kirkeskat, andre som protest mod kirkens hierarki. Fælles for dem er, at de stadig føler sig som katolikker, selvom de altså ikke ønsker at støtte kirken økonomisk," uddyber informationschefen.

Niels Messerschmidt tilføjer, at det altid har forholdt sig sådan, at vielse, dåb og begravelse i den tyske katolske kirke har forudsat betaling af kirkeskat, men det er ikke alle, der overholder de regler.

"Også i bispedømmet København kender vi til folk, som af en eller anden grund ikke ønsker at betale kirkeskat, men stadig gør brug af kirkens ydelser," siger han, men pointerer dog, at de ikke har planer om at udstede et tilsvarende dekret i Danmark.

Pay to pray
Den tyske katolske kirkes dekret er blandt andet blevet kritiseret af en international katolske bevægelse We are Church (Vi er kirken red.). I en skriftlig udtalelse står der:

Et betal for at bede-budskab sender det helt forkerte signal på det helt forkerte tidspunkt, da de tyske biskopper forsøger at genvinde troværdighed efter et årelangt forsøg på at skjule misbrugsskandaler.

Siden den kirkeskatten blev indført i Tyskland i det 19. århundrede, har den bidraget til tyske kirkes årlige indkomst med 30 milliarder, hvilket også har gjort den tyske kirke til en af de rigeste i verden, skriver det amerikanske nyhedsmedie CathNews.