Med mund og hjerte tager de imod hendes gaver

Kvinden, der salver Jesus fødder med dyr olie og tørrer dem med sit hår i bibelteksten til palmesøndag, minder sognemedhjælper Lissy Hauge Jensen om et menneske, hun engang har kendt. Dette er en poetisk refleksion om hende

Bibelteksten til palmesøndag om kvinden, der ødselt hælder olie ud over Jesu fødder og bagefter tørrer det med sit hår, minder mig om et menneske, som jeg havde stor glæde af at kende i mange år. Jeg har derfor skrevet en poetisk refleksion om hende:

Hvilken ødselhed. Hun har lagt hvide duge på alle bordene. Kridhvide duge, og nogle af dem endda med broderier i de klareste, smukkeste farver. Som et låg over de brune slidte borde ligger de og dækker nænsomt mange års brug.

Bordene har hun dækket med det fineste, blankeste sølvbestik. Glassene med slebne glasmotiver af vindruer på stilke er fundet frem, og kongeblå tallerkener af næsten gennemsigtigt porcelæn svæver som blå skyformationer på den hvide dug. Servietter med guldkant, foldede vifter, står på tallerkenerne.

Som et festfyrværkeri frosset fast i en bevægelse står roserne. Havens absolutte pryd og stolthed. Denne dag har hun stillet dem på bordene, fordi dagen er gul og himmelblå, og græsset så usigeligt grønt, og fordi vennerne kommer.

Hun har skåret alle havens gule, hvide, røde, lyserøde, blodrøde roser og samlet dem til små buketter. Roserne. På visse dage hendes fest og glæde og på andre dage hendes trøst. Der kan være så meget at glædes over - og så meget vemod, hvor hjertet skælver ved synet af en nyudfoldet rose.

Så kommer vennerne. De har gamle øjne. Ikke trætte øjne. Men øjne, som har set meget og har dette årvågne og nysgerrige udtryk fra den, som stadig lever. Det er øjne, som ser, og de ser al denne herlighed og ødselhed.

Det er ikke så meget rejerne på et salatblad med lidt cremefraiche og lidt kaviar, de ser, som det er måden, hvorpå hun har arrangeret dem i de gennemsigtige serveringsglas.

Det er ikke så meget kalvestegen, den flødebrune sovs og de nyopgravede kartofler, de ser, som det er måden, hun har lagt det hele tilrette på det smukke porcelænsfad med håndmalede blomstermotiver.

Det er jordbærrene med deres svulmende blodrøde kinder, de ser, og måden de med ødsel hånd er spredt henover skiver af is og pisket fløde. Friske jordbær. Som en viderebringelse af solens tidlige morgenkys ligger de der. Havens største og fineste bær. Dem alle.

Vennerne ser for sig, hvordan travle, øvede og kærlige hænder med forsigtighed nipper jordbærrenes lille grønne blomsterhat af og med største omhu og akkuratesse passer på ikke at forvanske eller ødelægge jordbærrets sødme og svulmende røde kinder.

Øjnene ser de jordbær, som er plukket af hendes gigtsvage fingre. De ser en ryg, som værker, de ser stive knæ - uvillige til at bøjes. De ser en krop, som kvitterer med smertefulde knivskarpe beskeder til hjernen ved hvert lille foroverbøjet skridt mellem jordbærrækkerne. De ser, at selv i den tidlige morgensol har svedperler fra panden, som regndråber, dryppet deres krystalklare væde på offergangen mellem blade og bær.

Bær, som med sin frugtsødme læsker de tørre ganer og slører de dugvåde blikke. Jordbær, der lyser op, fordi der er et rum af kærlighed og solskin omkring dem. Disse bær er valgt, fordi det er den ypperste frugt i haven, og fordi kun det ypperste er godt nok på en dag som denne, hvor vennerne er kommet.

Med mund og hjerte tager de imod hendes gaver, og velsignelsen sender sin blide vind gennem rummet, som en stille aftenluftning fra de åbne vinduer. De sidste stråler fra aftensolen forlader næsten ufrivilligt dette scenarie af salighed og livsfylde.

Aftenens blå toner indtager farvespillet i stuen. Stroferne med hjertets tak til Gud løftes op mod de første blinkende stjerner på nattehimlen, og hun læner sig med forunderlig glæde op ad dørkarmen og vinker et sidste farvel mod lygterne på vej ud ad indkørslen.

Lissy Hauge Jensen er sognemedhjælper i Måbjerg og Ellebæk sogne.