Grundtvig brugte nordisk mytologi til at forstå menneskelivet

For den danske teolog og digter N.F.S. Grundtvig fyldte nordisk mytologi umådeligt meget. Han måtte igennem en krise for at få plads til kristendommen i sit liv, fortæller lektor

Den danske teolog N.F.S. Grundtvig er især kendt for sine kirkelige salmer. Men hans interesse begrænsede sig ikke til kristendommen, for han så mange ligheder mellem kristendom og nordisk mytologi - særligt i sine tidlige år. Det tog han senere i livet afstand fra, da det stod klart for ham, at mytologien handlede om livsoplysning, hvorimod kristentroen handlede om frelsen.

I sine yngre år var Grundtvigs forfatterskab stærkt præget af både nordisk mytologi og historie. Kristendommen fyldte ikke så meget som senere, for han kunne ikke finde plads til den i sit verdenssyn. Det udløste en berømt og alvorlig krise i Grundtvigs ungdomsliv – en krise, som skulle få stor betydning senere.

“Krisen i 1810-11 står som et afgørende punkt i forhold til Grundtvigs tidligste ungdomsforfatterskab, der næsten kun har mytologisk karakter. Der var meget lidt teologi i hans skrifter før den første krise. Krisen udsprang blandt andet af modstillingen mellem hans forestillinger om at være kaldet som forfatter og et pres fra forældrene om at blive hjælpepræst for den aldrende fader (præsten Johan Grundtvig, red.). Denne krise udløste hans første sindssygeanfald”, siger Sune Auken, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Han har i mange år beskæftiget sig med N.F.S. Grundtvigs liv og forfatterskab.

At der er tale om en form for sindslidelse, er der almindelig enighed om, men det står derimod ikke klart, hvad diagnosen faktisk var.

“Man plejer at sige, at han var maniodepressiv, men den diagnose er ikke stillet på en overbevisende måde, og skønt vi har et stort kildemateriale at arbejde med, er undersøgelsen aldrig ført fuldt igennem,” forklarer Sune Auken.

Da Grundtvig var kommet ud på den anden side af krisen, stod det brændende klart for ham, hvad kristendommen var og betød. Herefter kunne mytologien ikke bevare samme fremtrædende plads i hans tænkning.

Nordboernes forspring

Grundtvig sagde om nordboerne, at de var de ædleste hedninger i verden. Han mente, at myten om ragnarok lignede den kristne forestilling om dommedag så meget, at det vidnede om, at danskerne engang selv havde levet i Paradisets Have og dermed fået hemmelighederne om verden at vide. De havde bare glemt den igen.

Som Grundtvig så det, havde Gud udvalgt det nordiske folk til at genoplive den græske sans for kunst, skoler og videnskab på kristen grund. Hvis nordboerne gik i spidsen, kunne alle folkeslag til sidst blive kristne og Guds frelsesplan lykkes. I det hele taget var der mange ligheder mellem mennesker, hvad end de troede på de nordiske guder eller den kristne Gud.

“Grundtvigs forhold til nordisk mytologi over for hans teologi og kristendom betød mest for billedet af kristendommen i Norden. Hos det hedenske menneske finder Grundtvig den højeste forestilling om verdens indretning og om Gud”, fortæller Sune Auken og fortsætter:

“Grundtvig kunne ikke nå frem til Kristus selv, men oplevede kristendommen som svar på et spørgsmål. Det var rammen omkring hans fortolkninger af kristendommen. Da menneskenaturen forbliver den samme hele livet igennem, forbliver mennesket i sin egen natur - også efter det har mødt kristendommen.”

Myterne brugt symbolsk, historisk og almenmenneskeligt

Grundtvig begyndte med årene at beskrive det nordiske menneskes selvforståelse, og den ledte ham til kristendommen. Set med hans øjne viste mytologien, at menneskene helst så guderne som begrænsede skabninger med fejl. Med andre ord var der i den nordiske mytologi en forståelse af det hedenske menneskes ufuldkommenhed - og dermed var der en åbning for kristendommen, som netop også handler om mennesket som syndigt og ufuldkomment.

Han brugte figurer og fortællinger fra den nordiske mytologi profetisk, så de pegede frem mod frelsen i Kristus.

“Den nordiske mytologis billedsprog har en særlig betydning i Grundtvigs kristendomsforståelse. Mytologien så han som en lokal variant af Det Gamle Testamente i Norden. Men Grundtvig benyttede relativt sjældent nordisk mytologi i sine salmer”, siger Sune Auken.

Grundtvig brugte især mytologien til at opfordre til en åndelig genrejsning af Danmark, og de nordiske guder blev brugt som midler til fortolkning af livet. Han opfattede således myterne som symboler; som billeder på det enkelte menneskes liv, folkets liv og hele menneskehedens og verdenshistoriens gang. Det udsprang af en slags mangel i den nordiske mytologi.

“Grundtvig læser mytologierne teologisk, og han ser grænserne for gudernes magt i den nordiske mytologi. Et klassisk eksempel er Balders død. Balder er den af alle elskede gud, som døde og ikke kunne kaldes tilbage. Men i kristendommen findes den Gud, der på trods af døden selv vender tilbage. Det er den modstilling, der ligger i linjen ’isen optøs ej af gråd for Balder’ fra salmen ’Skyerne gråne og løvet falder’.”

En af Grundtvigs vigtigste pointer om menneskelivet var, at der findes en virkelighed, der rækker ud over vores forstand. Og hvis man undlader at forholde sig til den, lever man et indskrænket liv, for den er nødvendig i forståelsen af os selv og vores liv. Samtidig kan vi ikke forstå den virkelighed til fulde - men vi kan måske beskæftige os med den til en vis grad. Guderne i asatroen står som et symbol på menneskets beskæftigelse med livets store spørgsmål.

Man kan dog spørge: Hvilken betydning har Grundtvigs store fokus på den nordiske mytologi og dens sammenhæng med livets store spørgsmål haft i kirkelige kredse?

“I skriftet ’Om Folkelighed og Christendom’ skelnede Grundtvig selv mellem to slags grundtvigianisme; en for danskhedens skyld og en for kristendommens. Det skilte folk ad, da ingen kunne rumme begge halvdele. I højskolemiljøerne har hans syn på nordisk mytologi fulgt med, mens det i de teologiske kredse har været nedtonet, hvad det præcist indeholdt”, forklarer Sune Auken afslutningsvis.