Da grundtvigianerne blev skabt i litteraturen

Karikaturer af grundtvigianere i dansk skønlitteratur har haft stor betydning for danskernes syn på dem

Det er sjældent, man i dag møder mennesker, som vil kalde sig selv for grundtvigianere, siger lektor ved Københavns Universitet Sune Auken:

Dem, der tidligere kaldte sig for grundtvigianere, bruger nu ordet grundtvigske. Grunden hertil er at grundtvigianerne har fået et rigtig dårligt ry. De bliver opfattet som hykleriske og selvhøjtidelige mennesker, der ikke kan se ud over deres egen næsetip.

Det er blandt andet danske forfattere, der har været med til at skabe dette billede af grundtvigianerne, mener Sune Auken som her udpeger to bøger, der har fået betydning for danskernes opfattelse af grundtvigianerne. Udover Grundtvigs egne tekster mener han, at det særligt er de to danske forfattere Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen, der har været med til at præge opfattelsen af grundtvigianere i dag.

Kendetegnende for både Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen er, at de gengiver det grundtvigianske miljø meget kritisk, men der ophører ligheden også. Pontoppidan og Knudsen er meget forskellige i den måde de kritiserer, beskriver og gør grin med grundtvigianerne på, fortæller Auken.

Henrik Pontoppidan Den hykleriske grundtvigianer

Henrik Pontoppidan blev født den 24. juli 1857 i Fredericia. Hans far var præst og var meget inspireret af den pietistiske bevægelse. Han forkyndte en kristendom, hvor der var fokus på synd og helvede. En kristendom som Pontoppidan senere kritiserede skarpt i sit forfatterskab. Pontoppidan blev meget tidligt inspireret af de to brødre Edward og George Brandes, der var meget tonesættende i deres samtid med kritik af religion, kultur og samfund, og Pontoppidan lagde som følge deraf stor afstand til kirken og dens præster.

Pontoppidans skildringer af de grundtvigianske er meget barske, og han har en særlig modvilje mod grundtvigianerne, hvilket muligvis bunder i hans nærkontakt med dem som barn og ung, siger Sune Auken.

Kritikken af grundtvigianerne er særligt fremtrædende i romanerne Sandinge Menighed, Det forjættede land og især Lykke-Peer. Sune Auken beskriver hans karikaturer således:

Grundtvigianerne i Henrik Pontoppidans romaner gemmer sig bag en hyklerisk maske. De har en meget stor selvglæde og fremstiller sig selv som ideelle mennesker, men virkeligheden i romanerne viser sig at være en helt anden. Bag de ideelle mennesker gemmer der sig mennesker med de samme fejl som alle andre. Ofte er deres fejl endda endnu værre. Det gælder i udpræget grad Pastor Blomberg i romanen Lykke-Peer.

Pastor Blomberg er præst ude på landet. Han er meget populær i området og forkynder en hyggelig kristendom, hvor der er vægt på kulturen og det smukke. I starten virker pastor Blomberg som godheden selv, idet han er jovial og betænksom overfor sine sognebørn, men der tegner sig efterhånden et lidt mere nuanceret billede af ham. Pastor Blomberg betragter sig selv som meget vigtig og udnytter sine tilhængeres tillid til ham, hvilket for eksempel kan læses i eksemplet med de nye køreheste. Lykke-Per får at vide, at Blomberg på et tidspunkt manglede nye heste og at han derfor truede med at forlade sognet for sine børns skyld til fordel for et, hvor han tjente mere. Der gik ikke lang tid, så havde hans tilhængere samlet ind til nye heste og vogn. Ifølge Blombergs forvalter blev der ikke sagt tak for gaven, da Blomberg mente, at folk skyldte ham det. Et andet eksempel på Pastor Blombergs hykleriske væsen er når han hører andre tale, hvilket ses i følgende citat fra bogen:

Ganske vist var han altid den, der allertydeligst gav sit bifald tilkende overfor andre talere og lo højest af deres vittigheder; men på en forræderisk måde steg blodet ham til kinderne, så snart han mærkede, at en anden gjorde lykke. (Lykke-Peer)

Pastor Blomberg lader som om han nyder at høre andre tale og synes de er dygtige, men glæden er ikke oprigtig. I virkeligheden sidder han og bekymrer sig om sin egen stolthed og ønsker ikke, at nogen skal være bedre end ham.

Jakob Knudsen Den snæversynede grundtvigianer

Den 14. september 1858 blev Jakob Knudsen født på Rødding Højskole. Knudsen var ligesom Pontoppidan søn af en præst, men i modsætning til Pontoppidan blev han også selv teolog. Knudsen blev gift igen efter en skilsmisse, og det medførte, at han brød med det grundtvigske miljø, som han ellers var vokset op i.

Jakob Knudsens roman Gjæring-Afklaring (1902) er ifølge Sune Auken den største gennemgang af grundtvigianere, som findes i dansk litteratur. I modsætning til Pontoppidan har Knudsen sympati for grundtvigianerne og kan identificere sig med dem.

I Knudsens roman kan mennesket leve og være i de grundtvigske miljøer uden at blive forkvaklet eller undertrykt. Det er som om at han kan se en åndrighed i miljøet, som gør at han kan se igennem fingrene med alle deres fejl, siger Sune Auken.

Den sympatiske skildring af det grundtvigianske miljø går dog hånd i hånd med en række personskildringer, der er lige så barske som hos Pontoppidan. Disse personers store fejl er, at de lukker sig om selv og lever i en osteklokke. De har en stærk overbevisning om, at de altid har ret og ikke har behov for at vide noget uden for deres eget felt. Det medfører, at de opfinder deres eget regelsæt, som de forventer, at andre lever efter. Det betyder også, at grundtvigianerne i Gjæring-Afklaring får nogle meget tydelige fjendebilleder, hvor de selv er de gode og alle andre de onde.

På et tidspunkt i romanen diskuterer nogle børn, hvilken digter der er den bedste. Diskussionen er et meget godt eksempel på, hvordan grundtvigianerne har nok i deres eget:

Hvem synes Du bedst om af alle Digtere? sagde Anna til Henriette.
Ja, hvor mange er der?
Jeg mener af de rigtige Digtere, dem vi kjender (Gjæring-Afklaring)

Børnene vil kun diskutere de rigtige digtere. Dem de kender. Alle andre digtere er for dem uinteressante.

Knudsen havde en særlig sans for sproget og sprogbrugen i de grundtvigske miljøer. I romanen bruger han de grundtvigske floskler og viser, hvordan et bestemt udtryk kan bruges som argument for noget for øjeblikket efter at blive tillagt en hel ny betydning og bruges i en helt anden sammenhæng.

Pointen er, at grundtvigianerne er udglattende og kan dække over og sige hvad som helst med deres ideer og store mytologiske ideologier, forklarer Sune Auken.

I romanen bruges begrebet jætter således om alle de onde, alle dem der ikke er grundtvigianere. I starten af romanen er det tyskerne, der bliver beskyldt for at være jætter, men på et andet tidspunkt i romanen er det dem, der kæmper imod grundtvigianismen, som er jætterne.

I Gjæring-Afklaring vender hovedpersonen tilbage til det grundtvigske miljø, men han har nu lært at leve og holde af miljøet på trods af alle dets fejl. Her adskiller han sig i særlig grad fra Pontoppidan, hvor hovedpersonen vender ryggen til miljøet.

Karikaturens magt

Skildringerne af grundtvigianerne hos de to forfattere er noget karikerede, og derfor er det heller ikke et helt sandfærdigt billede, de giver. De grundtvigske miljøer omkring år 1900 var langt mere nuancerede og kulturorienterede end skildringerne i romanerne giver udtryk for, siger Sune Auken.

Det er ikke kun hos Jakob Knudsen og Henrik Pontoppidan, at vi finder skildringer af grundtvigianerne i dansk litteratur. De findes for eksempel også i Kaj Munks drama Ordet og Hans Kirks roman Fiskerne, men ingen andre steder står skildringerne af dem så stærkt som hos Knudsen og Pontoppidan. I andre værker er portrætterne langt mere vage og udflydende og mangler den sikkerhed, hvormed Knudsen og Pontoppidan skildrer dem. Karikaturerne af grundtvigianerne har dog ikke fået lige så stor betydning for opfattelsen af dem, som for eksempel Fiskerne af Hans Kirk har fået for Indre Mission, mener Sune Auken.