Boguddrag

Grundtvig nægtede at skælde ud på Gud, da hans Marie døde

Birgitte Stoklund Larsen har skrevet bogen "Paradisskyggen. Med Grundtvig i kærlighed og krise". Foto: Petra Theibel Jacobsen

I 1854 mistede Grundtvig sin højtelskede kone, Marie. Men i stedet for at skælde ud på Gud ved blev han at erindre sin anden hustru i kærlighed. Læs et uddrag af Birgitte Stoklund Larsens nye bog om Grundtvigs kriser og kærlighed her

Da Marie døde, begyndte Grundtvig sin vandring i det, den engelske forfatter og litterat C.S. Lewis har kaldt sorgenslandskab. Den sørgende kan ligefrem opleve det, som omhan befinder sig i en helt ny geografi, som Julian Barnes,en anden engelsk forfatter, har udtrykt det:

"Man synes atorientere sig efter et af den slags landkort fra det 17. århundrede,hvor man finder Tabets Ørken, Ligegyldighedens Sø(vindstille), Fortvivlelsens Flod (udtørret), SelvmedlidenhedensSump og Erindringens Grotter (underjordiske)."

Både Lewis og Barnes havde, i lighed med Grundtvig, oplevet atmiste deres kone.

Hvordan skulle Grundtvig komme overens med det tab,han havde lidt? Maries død var vitterligt en stor ulykke forGrundtvig. I dag ville han formentlig være blevet rådet tilen samtale med en psykolog eller en præst.

Grundtvig gjorde noget andet: Han faldt – helt bogstaveligt– i snak med Gud. Det skete i digtet "Venneviv", som hanskrev til Maries fødselsdag den 4. august 1854, en månedstid efter hendes død. Her aflagde Grundtvig rapport fra denindre dialog mellem sig selv og Vorherre.

Han havde, skrevhan, fået bud med brevdue direkte fra Paradis. Ingen ringereend Vorherre sagde tillykke med den lille søn. Gud fik ogsåøje på Grundtvigs Marie, en blomst og en fugl, en vennevivså fager. Blomsten duftede alt for sødt, og fuglen sang alt forklart til de jordiske haver, lød det fra Vorherre. Marie varganske enkelt så dejlig, at Gud ville have hende igen:

Jeg elsked hende først, og hun elsked mig igjen
I mig hun den rette har fundet;
Den Gang du hende fæsted, da sagde hun dig frit:
Til mig er for evig hun bundet.

Grundtvig havde kun haft Marie til låns. Hun havde hele tiden været Guds, og nu havde han taget hende tilbage. Iden store ulykke lå også en lykke gemt. Vorherre formanedeGrundtvig om, at det var i orden at græde, men ikke atblive vred.

Han skulle ikke knurre, som Grundtvig udtrykkerdet med en formulering, der associerer til, hvordan folketforholdt sig i ørkenen i beretningen om israelitternes 40års ørkenvandring på vej til det forjættede land.

Den vredeutaknemmelighed, som ligger i at knurre, ville være til skamfor både ham selv og Vorherre. Til gengæld lovede VorherreGrundtvig, at han ville blive mødt af kærlighedens stemme,når han til sin tid kom til himlen, hvor der også var beredten plads til ham.

Men græde kunne Grundtvig – og det gjorde han. Hangræd for sin blomst og for sin fugl; han knurrede ikke, detforbyde Gud. Han kunne ikke misunde Gud hans Paradisog være fortrydelig over, at Gud holdt af Marie. Til gengældglædede han sig over at se ned i vuggen, hvor Marie smiledetil ham gennem den lille Frederik Lange.

Det er svært for en læser i dag at forestille sig, at Grundtvigikke skulle have både knurret og været vred over detdybt uretfærdige, der var overgået ham. Han bemærkede joogså umiddelbart efter Maries død, at det var knap nok, atman stille kunne finde sig i "Herrens Førelser", når det gjaldttabet af en hustru.

Og når han lod Vorherre tale til sig omikke at knurre, så er det vel også et udtryk for, at han følte,at han netop var i den Tabets Ørken, som Julian Barnes laderindgå i sorgens nye geografi. Som en fugl i ørkenen var hanuden sin veninde. Men det var åbenbart ikke en vrede, hanfandt det værd at opholde sig ved.

Det var ikke hans sag at skælde ud på Gud. Det var detikke her, da det værste var overgået ham, og det var det hellerikke på andre tidspunkter. Efter 1810 var han så forvissetom, at han var i sikker favn hos Gud, at det ikke siden rigtigtvar et spørgsmål, der optog ham. I Grundtvigs univers varerfaringen af tryghed hos Gud langt større end vreden.

At erindre en afdød
Grundtvigs digte om Marie efter hendes død er et studiei det, Søren Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger beskriversom den kærlige erindring af en afdød.

Dette kærligtat erindre en afdød har en vis lighed med den kærlighed,forældre har til et barn, fordi det lille barn heller ikke gørgengæld. At give et menneske livet og at erindre en afdød,det er ifølge Kierkegaard de to største velgerninger, et menneskekan øve. Både i fødslen og i erindringen er der noget,der bliver til, opstår.

Hos Grundtvig får denne kærlige erindring af den afdødeogså en stærkt sanselig dimension. Når han sørgende betragternaturen, de grønne skove, de røde roser, havet, bakkerne,det sydsjællandske landskab og de steder, han og Marie sammenhar gået, da forsvinder farverne, og verden går i blåt.

"Alting blaaner som Kiærminder", skriver Grundtvig. Blåer også himlens, havets og øjets farve. Kærminden er enlille blå blomst, der til forveksling ligner forglemmigej, somGrundtvig – på grund af navnet – knytter stor betydning til.

Der er kærminder her og der og alle vegne hos Grundtvig.Han er vild med kærminden. Ikke umiddelbart for denskvaliteter som blomst eller biologisk vækst, men som naturenshistoriske symbol, der knytter forbindelse mellem fortidog nutid. Som sådan dukker de også op på vigtige steder iforfatterskabet. Lige før ismuren, der blokerer forbindelsentil fortiden, smelter i digtet Nyaars-Morgen, bevæger kærmindernesig som

En tonende Bølge,
Kjærmindelig blaa,
Et underfuldt Øie,
Af Dugg fra Det Høie,
En Sol-Favn, et levende Speil.

Den blå blomst er symbolet på den kærlige erindring afdet forgangne i nutiden, også erindringen af Marie. NårGrundtvig græder over sin døde hustru, vander tårerne erindringen,så den står klarere og finere, så den lever. Grådener også med til at skabe den forvandling, som den kærligeerindring sætter i verden. Det sker helt konkret: Når digterenstårer falder på de blå kærminder, "gienfødt da stigerDuften/Fra Roserne i fjor".

Hvor der er gråd, findes forvandlingens mulighed. Deter en forvandling, som finder synæstetisk udtryk. Farverforsvinder, dufte opstår. Synssansen, den bevidste og distanceredesans par excellence, ophæves i lugtesansen, erindringens nærsans. Samtidig sker der også en form for destillering.Marie genopstår for Grundtvig i erindringens forfinede sanselighed.Det, der står tilbage, er det mest betydningsfulde. "Når den anden dør", skriver filosoffen Peter Kemp, "falderalt det banale bort, og tilbage bliver i erindringen det væsentlige,det uigentagelige, det uerstattelige i personen".

Forfatteren Katrine Marie Guldager er inde på noget lignende,når hun peger på, at det er, "som om kærlighedenhelt automatisk vender tilbage til sin oprindelige, usplittedeform", når nogen dør.

Erindringen er en aktiv proces. Nogle minder træder ibaggrunden, mens andre trækkes frem. Denne erfaring aferindringens karakter som en slags mentalt destillationsapparatbekræftes af nyere hjerneforskning, som ved hjælp afhjernescanninger har påvist, hvordan mønstre af genfremkaldteerindringer undertrykker andre erindringsmønstre,der forsvinder og går i glemmebogen.

Hos Grundtvig kommererindringsprocessen allerede til udtryk i hans tale vedkisten, hvor det er samhørigheden, han husker. Senere erdet hænderne og især hendes smil, han tænker på. Marie varuerstattelig, og det var tåbeligt at sige, at et smil fra eller tiliverden ikke gør nogen forskel:

Sødt var det Smil,
Sødeste Kvinde Marie,
Dobbelt jeg føler dets Savn
Hver gang jeg nævner dit Navn.

De kærminder, der vandes med tårer, bliver håndgribeligeudtryk også for mellemværendet mellem den døde og destadig levende, en form for kommunikation på trods af døden.Kærligheden dør ikke, selv om den elskede afgår veddøden.

Uddraget stammer fra kapitlet "OPSTANDELSE: Hun er ej død".

Birgitte Stoklund Larsen.