Grundtvigsk teolog: ”Ændringer i gudstjenesten bør ske langsomt”

Der er brug for autoriteter i folkekirken, der trækker linjer og sætter grænser for eksperimenter med gudstjenesten, mener grundtvigsk teolog Morten Kvist

Landets biskopper har åbnet for en debat om gudstjenestens liturgi. Skal højmessen laves om under indtryk af de mange eksperimenter med gudstjenesten, der i disse år finder sted? Skal der være en nogenlunde ensartet højmesse landet over, altså en autoriseret gudstjenesteform, og hvem skal i givet fald bestemme, hvordan den skal være? Disse spørgsmål og flere andre er sat i spil.

Det står ikke helt klart, hvad der i dybere forstand har udløst biskoppernes initiativ. Er det et spørgsmål om autoritet og demokratisering, at menighedsråd og valgmenighedsbestyrelser selv vil bestemme? Er folk i almindelighed kommet så langt væk fra traditionen, at liturgien virkelig er blevet ubegribelig? Er det fordi, de mange gudstjenestelige eksperimenter nu viser sig frugtbare, og en ny og anderledes højmesse kan anes i horisonten? Er de mange eksperimenter drevet af præsters virketrang? Er det først og fremmest præsterne, som mener, at folk ikke kan forstå en gudstjeneste?

Sådanne halvt skjulte spørgsmål spiller med i debatten, som ellers hviler på statusrapporten ”Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke”. Spørgsmålene kan næppe besvares fyldestgørende, men skal alligevel stilles, for derved at indbygge en vis tøven i trangen til at forandre.

Hvorfor?

Fordi gudstjenesten i sin kerne har udvist en helt enestående holdbarhed, og det vil være hovmod på epokens vegne at se bort fra denne holdbarhed. Hvis vores epoke er ”det senmoderne”, så medfører det, at ”det moderne” har indskrænket sig selv og har givet fornyet plads til religion og eksistentielle anliggender, som politik, politisk teori, økonomi og så videre ikke har noget at sige om.

Det åbner for den overvejelse, om en del af fornyelsestrangen i virkeligheden hører ”det moderne” til og altså er for sent på den? At en del af eksperimenterne med andre ord er bagudskuende og gammeldags og fra den tid, da ”det moderne” dikterede det meste? Tillader man sig at tænke denne tanke, bliver man lidt forsigtig på epokens vegne.

Hvad er da kernen i højmessen?

For at besvare det spørgsmål skal vi forstå, at en menighed altid befinder sig i en situation svarende til Jesu disciple. Gudstjenesten er et møde med Kristus (det hellige). Det er kvinderne og disciplene, man skal identificere sig med, ikke Kristus. Det er ud fra disciplenes reaktioner (og andres), vi skal forstå vore egen stilling i forhold til tro, håb og kærlighed.

Ligesom Det Nye Testamente afspejler en meget stor variation i disse møder, således vil gudstjenesten i kraft af de forskellige tekster selvfølgelig gøre det samme. Skulle der være møder med Kristus, som ikke findes beskrevet i Det Nye Testamente, eller har mennesker gjort erfaringer, som kun svagt genkaldes deri, kan man inddrage andre, moderne eller senmoderne tekster.

Det sker allerede i form af salmer og bønner, men kan i princippet udvides til enhver tid, hvis teksterne ellers er gode nok. Og målestokken for ’god nok’ vil på lidt længere sigt uundgåeligt blive de kendte og gennemprøvede tekster, hvis holdbarhed jo er bevidnet. Og så hører det i øvrigt med, at heller ikke alle nytestamentlige tekster kan bruges!

Samtidig ligger noget fast. Det er, hvad Kristus pålagde disciplene, som de offentligt tog til sig fra første færd (hvornår det så måtte kunne dateres til). Det er en bekendelse til den treenige Gud, Fadervor, dåb og nadver. Af disse er det kun ordlyden af Fadervor, dåbsbefalingen og indstiftelsesordene, som ikke kan laves om, fordi de har autoritet som ord af Kristus. Det har ligeledes mange andre udsagn i Det Nye Testamente, men disse har ikke samtidig høj liturgisk status.

At der altid har været dåb er ubetvivleligt, men de skriftsteder, der har omgivet og begrundet dåben, har været forskellige. Forskellige bekendelser har været brugt op gennem historien, og igen: Har man trang til at formulere noget bedre end de nuværende, kan man jo prøve. Der skal altså være en bekendelse (til den treenige Gud), for at der er en højmesse.

Om liturgisk udvikling og forandring gælder det, at det altid er gået langsomt og med blik på det, som ikke kan undværes. Sådan bør det stadig være. De eksperimenter, som skal finde sted, nye tider, nye former og så videre må have det uundværlige for øje og dermed også den ramme, som da allerede vil være udstukket.

Man kan godt bede eksempelvis en kunstner om at prædike, men han skal kende præmisserne: At vel er prædikenen gudstjenestens frie ord, men den bliver til i et møde med Kristus, og at bekendelse, Fadervor, dåb og nadver rangerer over hans prædiken. Det eneste, som ikke er underlagt denne præmis, er ’meddelelser’, som rettelig burde finde sted i våbenhuset efter gudstjenesten.

Man kan i det hele taget gøre så meget, og føler man trang til at eksperimentere, så er det nok nødvendigt at gøre det – uden at forlade det uundværlige. Der skal dertil være en autoritet til at trække linjer og sætte grænser, så at den til enhver tid herskende epoke aldrig får helt frit spil. Denne autoritet ligger i øjeblikket hos biskopperne. Det er svært at se den ligge andre steder, men biskoppernes forvaltning af deres autoritet, står til enhver tid til debat.