"Gud giver i påsken afkald på sin guddommelige magt for at være vores medmenneske"

Jesus kom ikke for at vise os, hvor elendigt menneskelivet er, og hvor lykkeligt det kan blive, hvis bare man har gode evner og magt nok. Han kom for at vise os, at under alle omstændigheder kan livet gå an, mener præst Thea Laukamp.

Der findes sikkert et hav af mulige forklaringer, hvis man er optaget af at afdække begrundelsen for, at påskens gudstjenester ikke er ligeså velbesøgte som julens. Jeg er i den forbindelse stødt på udsagn om, at Kristi opstandelse ikke ”siger moderne mennesker noget”.

Hvis det er tilfældet, så er der ikke så meget, man kan gøre ved det. Personligt opsøger jeg heller ikke sammenhænge, der intet siger mig.

Det er dog min påstand, at påsken har én helt central pointe: Gud har helliget menneskelivet, som det er. Og denne enkle pointe opfatter jeg som almenmenneskelig. Den er gyldig for ethvert menneske i enhver tid. Det moderne menneske er ingen undtagelse. Det menneske, der ikke opfatter sig selv som troende, er heller ingen undtagelse.

Alle mennesker oplever glæde, sorg og frygt

Selv om vilkårene for livet kan siges at være yderst forskellige ud fra det ydre at dømme, så er de grundlæggende livsvilkår ens for hvert eneste menneske: Vi fødes, vi lever, og vi dør.

Og mens vi lever, er det et helt ufravigeligt vilkår, at hver og én, uafhængigt af hvem man er, eller hvor man bor, til tider vil føle glæde, vrede, sorg og frygt. Det er de almenmenneskelige vilkår for livet. Hvis man på den måde kan se bort fra ydre skel, så er vi mennesker i virkeligheden ikke så forskellige.

I Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus gøres det klart, at sådan var livet såmænd også for Gud, da han valgte at dele livet med menneskene.

I det ydre var hans liv unægtelig helt anderledes end mit. Han var mand, han var jøde, han levede i en helt anden tid, men de store linjer har vi tilfælles. Han fødtes, han levede, og han døde, og mens han levede, erfarede han glæde, vrede, sorg og frygt, ligesom jeg.

I påskeugen alene er både Jesus og dem, han omgiver sig med, igennem hele det følelsesregister. Blandt andet derfor er påsken den vigtigste højtid i den kristne kirke, for går man i kirke på alle påskeugens dage, står det centrale budskab klart frem: Alt det, som livet indebærer for os af godt og ondt, har Gud følt på egen krop.

Vi er aldrig alene i det, der overgår os

Derfor er det helt almindelige menneskeliv helligt; det tilhører Gud. Det betyder, at livet aldrig er vores egen sag, og at vi aldrig er alene i det, der overgår os. Ikke engang, hvis man i sin sorg måtte opleve sig selv som frit faldende i en afgrund af gudsforladt tomhed.

Det er særligt, når man netop oplever sig selv i frit fald, at et andet ufravigeligt vilkår for livet kommer til udtryk. Nemlig det, at enhver af os indimellem ønsker tilværelsen helt anderledes; vi kan i perioder have svært ved at acceptere livet, som det er.

Måske er der småting, vi gerne vil ændre på. Måske er der noget galt med os, som ikke lige lader sig ændre. Måske er vi kommet ud for ulykkelige hændelser, som vi ønsker usket. Ofte længes vi efter noget andet end det, vi har og er i.

Vi vil så gerne ”udleve vores fulde potentiale” og ”blive den bedste udgave af os selv”, som det hedder med kvalmende udtryk – som om, det kan lade sig gøre.

Jesus gav afkald på sin magt

Så er det, at man dårligt kommer udenom, at Jesus Kristus, udover at være helt almindelig, også var ualmindelig. Fordi han var Gud, havde han en magt, som ingen af os har, og som vi kan længes efter; nemlig magten til at ændre det, der ikke lader sig ændre.

Den magt kunne Jesus jo have misbrugt til at gøre tilværelsen lettere for sig selv. Han blev da også flere gange fristet af at misbruge sin magt. Men han lod være.

For Jesus kom ikke for at vise os, hvor elendigt menneskelivet er, og hvor lykkeligt det kan blive, hvis bare man har gode evner og magt nok. Han kom for at vise os, at under alle omstændigheder kan livet gå an. Både med dets glæde, sorg, vrede, frygt og afslutning er livet, som det skal være.

Gud gav i sit menneskeliv afkald på sin guddommelige magt for i alt at være vores medmenneske.

Efter døden gjorde Gud så sin magt gældende, da han lod Jesus genopstå påskedag. Det er traditionelt den trossandhed, man siger, kristendommen står og falder med

Der er altid en ny begyndelse

Mange tror, at ligesom Jesus delte det almindelige menneskeliv med os på jorden, så skal vi efter døden få del i hans opstandelse – på trods af, at det aldrig synes at ske på jorden. Det er dog min erfaring, at en del moderne kristne ikke deler den opstandelsestro.

Men hvis man alligevel kan tro på, at påskens budskab også er, at der for enhver afslutning findes en mulig begyndelse, og at der derfor altid er håb for selv det mest fortvivlede menneske, så vil jeg nu mene, at også det er frugtbar jord at lade påskens ord falde i.

Thea Laukamp er præst.