Stender: Gud er blevet både feminin og terapeut

Ligesom de første kristne satte livet på spil med deres kirkegang, er kirkegang fortsat farligt. Går evangeliet ind under huden på en, har man nemlig ikke lyst til længere at sikre sit liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det og gøre noget for andre, mener sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Søren Staal

Kirken er blevet et sted vi går hen for at få det bedre med os selv; et sted hvor præsten tager imod med kys og kram. Men Gud skal frygtes, mener sognepræst Poul Joachim Stender

For nogle år siden kom en undersøgelse, der tilsyneladende dokumenterede, at det skulle være sundt at gå kirke. Man havde fundet ud af, at kirkegængere levede længere. I en tid hvor der satses på at få et så langt liv som muligt, var det gode nyheder for kirken. Gå i kirke det er sundt!

Tidligere kristne havde været enormt ambitiøse. De satsede på et evigt liv med deres kirkegang. Nutidens kirkegængere er parat til at nedskrive forventningerne. De er tilfredse med fem til seks ekstra leveår.

LÆS OGSÅ: Stockholm-syndromet i den moderne kirke

Undersøgelsen er helt hen i vejret. Det er livsfarligt at gå i kirke. Kun en tåbe frygter ikke gudstjenesten. Ligesom de første kristne satte livet på spil med deres kirkegang, er kirkegang fortsat farligt. Går evangeliet ind under huden på en, har man nemlig ikke lyst til længere at sikre sit liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det og gøre noget for andre.

Medmennesker er forstyrrende
Gud er i dag blevet både feminin og terapeut. Man går ikke i kirke for at få det godt med Kristus eller sit medmenneske. Men med sig selv. Man leder efter at få den indre fred med sig selv i stedet for at stifte fred med andre. Det hele kommer til at handle om en selv.

Derfor er mange stærkt irriteret, hvis de kommer til en kirke, hvor der er barnedåb. De tvinges til at være i kontakt med andre mennesker, der har lyde og kan lugte og kan være urolige. Det er enormt forstyrrende at have medmennesker omkring sig, når man skal høre om næstekærligheden.

LÆS OGSÅ:Folkekirken mangler mandehørm og motorolie

Trangen til terapi i stedet for evangelium har også skabt en ny præstetype. De feminine, terapeutiske præster. De nusser hyggeligt om menigheden. Hver eneste kirkegænger bliver modtaget med kys og omfavnelse i kirkedøren. Og hyggen giver kirkegængerne en fornemmelse af at have en hyggelig og sød og ufarlig Gud, som kan bruges til at fremme deres velbefindende.

Gud skal frygtes
Tidligere tiders kristne frygtede Gud. Mødet med Gud Herren er i Biblen altid forbundet med frygt. Han var farlig, maskulin. Når man gik i kirke, var det for at tilbede Gud, ligesom de vise mænd kom til Jesusbarnet for at tilbede ham. Vismændene kom ikke til nyfødte barn julenat for at få det bedre med sig selv.

Hvis kirken hopper med på terapibølgen, fremmer det kun den kredsen om sig selv, som præger os mennesker i dag. Gud Herren bliver dresseret. En skødehund vi kan få til at lave de terapeutiske tricks, vi ønsker for at fremme vor egen veltilpashed.

LÆS OGSÅ: Sognepræst: Gud er en far, der handler som en mor

Men det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for at blive vist bort fra os selv og hen til Gud og hinanden. Ikke for at få det godt med os selv. Men for at få det godt med evigheden og hinanden.

Poul Joachim Stender er præst og forfatter.