Folkekirkens liturgi til debat: Hvor fast eller fri bør gudstjenesten være?

Folkekirkens liturgi er på den ene side fælles for alle sogn og på den anden side op til fortolkning for den enkelte præst. I en rapport om folkekirkens liturgi behandles spørgsmålet om, hvor fast eller fri gudstjenesten bør være fremover

Som oplæg til liturgiarbejdet foreligger der to rapporter fra de tre fagudvalg, biskopperne har nedsat. Det ene udvalg arbejder med selve gudstjenesten: Hvordan fejrer vi gudstjeneste i dag? Hvordan gør vi det bedst i fremtiden?

Den anden rapport behandler spørgsmålet om, hvem der bestemmer i spørgsmålet om ændringer af gudstjenesten: Hvad skal være frit, og hvad skal være fast?

Hvad er en gudstjeneste?

Rapporten om gudstjenesten begynder med en overvejelse om selve synet på, hvad en gudstjeneste er. Herefter følger en gennemgang af gudstjenestens forløb og den gældende højmesseordning, læsningerne, prædikenen, bønnen og salmesangen samt dåbens og nadverens plads i gudstjenesten.

Dernæst handler den om gudstjenesten som fællesskab, om rummet gudstjenesten foregår i, samt andre gudstjenester. Rapporten slutter med at anbefale en oprettelse af et liturgisk center til videre forskning og uddannelse.

Et centralt spørgsmål er, hvad meningen med en gudstjeneste er; hvorfor holder vi overhovedet gudstjeneste? Rapporten præsenterer fire svar:

1) For det første er gudstjenesten gave-givning. Det vil altså sige, at vi ”holder gudstjeneste for at lovprise og takke for, at Gud har vist sin kærlighed gennem sin søn Jesus Kristus”.

2) For det andet er gudstjenesten videregivelse. I gudstjenesten gives evangeliet videre til livsmod og tro.

3) For det tredje er gudstjenesten relationer. Gudstjenesten er både et møde med Gud og med hinanden.

4) For det fjerde er gudstjenesten skikkelse. Det vil sige, at gudstjenesten i sit ydre, i sin æstetiske form, må svare til tid og rum.

Derfor er spørgsmålet, hvordan selve liturgien bærer gudstjenestens mening frem.

Gudstjenesten i den danske folkekirke er i høj grad præget af salmesang. Det er en salmesangsgudstjeneste, hvor ”troen synges ind”, og sangen skaber fællesskab. Rapporten ser det også som noget afgørende, at menighedssangen holdes ved lige. Det er derfor vigtigt at fastholde den stadige fornyelse af salmesangen.

Gudstjenestens faste elementer skal sikre en genkendelighed

Den anden rapport handler om autorisation og frihed i folkekirkens liturgi. Faggruppen definerer autorisation på følgende måde:

Ved autorisation forstås dét, som er fastsat ved lovgivning og udgangspunkt for det gejstlige tilsyn og dermed bindende for præster og menighedsråd i forhold til højmesser, der som udgangspunkt fejres i alle sogne eller pastorater hver søndag.

Autorisationen gælder således det obligatoriske ved kirkens gudstjenesteforløb. Med andre ord: Hvad der skal siges og gøres.

Hvad der autoriseres, hører til kirkens såkaldte indre anliggender, som Folketinget ikke har noget at gøre med. Det skal der ikke lovgives for. Det er dronningen som folkekirkens overhoved, der alene autoriserer eksempelvis ritualer til brug for dåb og nadver, tekstrækker, der prædikes over, kollektbønner, salmebog samt oversættelsen af Bibelen.

Vil man i en menighed afvige fra det autoriserede ritual, skal man søge sin biskop i stiftet om tilladelse. Hvis man skifter fra et autoriseret ritual til et andet autoriseret ritual, vedtages det af menighedsrådet. Folkekirken har eksempelvis tre autoriserede nadverritualer, som menighedsrådet kan vælge imellem.

Faggruppens argumenter for autorisation er først og fremmest genkendeligheden; at folkekirken har samme ritualer overalt. Dernæst giver det gudstjenesteordningen og ritualerne juridisk gyldighed. Derudover sikrer autorisationen, at der værnes om det læremæssige indhold, folkekirken hviler på.

Hvor stor en frihed skal præster have til at forme liturgien?

I realiteten er det præsterne – med eller uden menighedsrådets tilslutning og ansøgning til biskoppen – der plukker og ændrer i selve liturgien, bruger alternative kollektbønner, inddrager nye salmer, der ikke er i Den Danske Salmebog og så videre.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå autorisationsbegrebet i dag. Hvad og hvor meget skal autoriseres? Og hvad er i den forbindelse biskoppens opgave som tilsynsførende?

Sagen er også, at mange menigheder og præster har et stærkt ønske om at tilrettelægge højmessen, så den i højere grad kan opleves som meningsfuld, nutidigt relevant og dynamisk.

Rapporten anbefaler, at man flytter fokus fra det genkendelige til selve gudstjenesten som en ”teologisk og performativ helhed”. Det nævnes, at biskoppens tilsyn handler om ”at have blik for kvaliteterne i det enkelte sogns måde at gøre tingene på og at hjælpe til, at blikket løftes, så det enkelte sogns arbejde har sammenhæng med folkekirkens store fællesskab”.

Første del af rapporten, der behandler spørgsmålet om autorisation og frihed, opstiller tre modeller for autorisation:

1) Den konservative, hvor man beholder den nuværende højmesseordning fra 1992.

2) Den frie, hvor kun selve strukturen i højmessen skal være det faste og genkendelige.

3) Mellemvejen, hvilket her er en autorisering af selve strukturen samt de centrale led i højmessen – eksempelvis nadveren.

Ændringer i liturgien har teologiske konsekvenser

Lindevang sogn indgår i rapporten som et eksempel på et liturgisk frisogn eller forsøgssogn. Siden tilladelsen blev givet i 2011, har menighed, menighedsråd og præster i dette sogn arbejdet med en revision af højmessen.

Intentionen, skriver sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, har været ”at løse op for et sprog, der opleves som stivnet og formelagtigt eller en teologi, man har fundet, gik imod gudstjenestens øvrige forkyndelse”. Der er derfor givet forslag til ny ordlyd og nyt indhold i forhold til dåbsbøn, nadverindledning, nadverbøn, lovprisning og kollekter.

Forslagene til dåbsbønnen er et slående eksempel på, hvordan en ny formulering også ændrer teologien. Det er netop i dåbsbønnen, at meningen med dåben formuleres, nemlig at vi heri bliver Guds børn og får Helligånden samt syndernes forladelse og det evige liv.

Lindevangkirkens forslag lyder:

Gud, vores far! Tak for kærlighedens kilde, som du skaber verden med. Lad den overrisle den lille pige som nu skal døbes, så hun mærker din velsignelse, og får kræfter til at gro.

Tegn korset på hendes hjerte, så hun ved, at du aldrig forlader hende, men at hun er forenet med livets Herre og dødens overmand. Mind os alle om igennem hele livet, at vi er dine og hører hjemme i det rige, hvor de mindste er de største, og håbet varer ved ind i din evighed. Amen.

Er barnet ikke et Guds barn før dåben? – spørger mange. Den anfægtelse har man prøvet at komme udenom i den nyformulerede bøn. Men dermed afsvækkes det sakramentale, nemlig dåben som begivenhed og Guds handling, ”hvori han gør os til sine børn”.

Tilspørgelsen om forsagelsen er iøvrigt udeladt i Lindevangkirkens forslag til dåbsritual. Debatten om dåben er da også intens – fordi det ikke mindst er her, at den folkekirkelige teologi er på spil.