LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

De nye former for gudstjeneste taler til nutidens mennesker

De nye gudstjenesteformer er ofte præget af at være orienteret mod en målgruppe eller et tema. Der lægges vægt på at få skabt nogle gudstjenesteformer, som taler til nutidsmennesker, mener ph.d. og cand.theol. Jette Rønkilde. Billedet er fra en pinse-friluftsgudstjeneste. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Tendenserne i de nye gudstjenester er, at de trækker kropslige, musikalske, kunstneriske og sproglige former med ind i kirkerummet, som også kan genfindes i samfundet generelt, vurderer ph.d. og cand.theol. Jette Rønkilde

Gudstjenestelivet er under forandring, og har været det en del år efterhånden. Meditationsgudstjeneste, ART-gudstjeneste, PULS-gudstjeneste, yoga-gudstjeneste, Taizé-gudstjeneste, spaghettigudstjeneste, musikgudstjeneste, friluftsgudstjeneste, jagtgudstjeneste og frimesser – der er rigelig med eksempler at tage af. Gudstjenestelivet i majoritetskirken, folkekirken, er blevet mangfoldigt, ligesom samfundet i øvrigt er det.

Tendenserne i de nye gudstjenester er, at de trækker kropslige, musikalske, kunstneriske og sproglige former med ind i kirkerummet, som også kan genfindes i samfundet generelt. Man kan sige, at de nye gudstjenesteformer skaber rum for samtidsreligiøsitet. Sekulariseringen i Danmark betyder ikke, at religionen mister sin betydning i samfundet – men at den finder nye udtryksformer.

Gudstjenester med afsæt i mennesket

De nye gudstjenesteformer er ofte præget af at være orienteret mod en målgruppe eller et tema. Der lægges vægt på at få skabt nogle gudstjenesteformer, som taler til nutidsmennesket. Et andet aspekt er, at nye gudstjenesteformer er motiveret af et ønske om at skabe gustjenesteformer for dem, ”vi normalt ikke ser” om søndagen. De nye gudstjenesteformer har dermed også et missionarisk potentiale.

I et ønske om at skabe vedkommende og relevante gudstjenesteformer, hvor det blandt andet vægtes højt, at gudstjenestedeltagerne aktivt tager del i og får medejerskab over gudstjenesten, kan man også spore, at gudstjenesten ikke længere alene er i hænderne på en liturgisk ’elite’ som eksempelvis præsten.

De nye gudstjenesteformer er med til at sætte gang i en form for liturgisk bevægelse. Den bevægelse sker på flere niveauer. Dels kommer flere i kirke, dels bliver flere engageret i planlægningen af gudstjenesten, dels deltager flere i gudstjenesterne ved for eksempel at have en konkret rolle at spille i liturgien, dels nye former og ny brug af kirkerummet.

Men ved at tage afsæt i mennesket, menneskers behov, længsler, relevans, medinddragelse, oplevelse med mere er faren nærtliggende, at de nye gudstjenesteformer kan blive for eventprægede og ikke formår at sige eller give gudstjenestedeltageren mere, end de selv beder om. På den anden side kan de nye gudstjenesteformer også forstås som en måde at give gudstjenesten tilbage til folket.

Nye gudstjenester præger folkekirken indadtil

De nye gudstjenesteformer er også med til at præge folkekirken indadtil. Folkekirken går fra at være forholdsvis monokulturel i sin gudstjenesteform med højmessen som den primære gudstjenestetype – til at være mere diversitetskulturel i sit gudstjenesteliv med mange forskellige gudstjenestetyper. Det er en tendens, som også afspejles i samfundet generelt. Det forskyder også forståelsen af, hvad menighed, eller med et mere præcist ord forsamling, er. For med de nye gudstjenesteformer opstår der nye forsamlinger. Samtidig er det værd at overveje, hvordan de nye gudstjenesteformer forholder sig til søndagens gudstjeneste.

Der skal værnes om søndagens gudstjeneste

Teologisk og historisk er der en interesse i fortsat at værne om søndagens gudstjeneste. De nye gudstjenesteformer må derfor ikke forstås som konkurrerende med søndagens gudstjeneste. Deres mål er heller ikke nødvendigvis at lede ind til søndagens gudstjeneste. Derimod er de supplerende og kan være med til at udvide forståelsen af, hvad gudstjeneste er for en størrelse.

Kristendommen har aldrig været en statisk størrelse – og gudstjenestelivet må naturligvis give mulighed for at lade kristendommen finde relevante og meningsfulde udtryk.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d., vikarpræst og skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.