Ansættelse i folkekirken

Både menighed og stat kalder præsten til sognet

I dansk sammenhæng er svaret på ret kaldelse et samvirke mellem centralmagten (kirkeministeriet) og de lokale repræsentanter for menigheden (menighedsrådet). Foto: Paw Gissel Foto: Paw Wegner Gissel

Et menighedsråd skal pege på den præst, de gerne vil have, mens Kirkeministeriet formelt skal ansætte. Begge dele medfører krav til præsten

For at blive ansat som præst i Den danske Folkekirke hedder det, at en præst skal være ”rettelig kaldet” af en menighed. 
 
Kaldet giver præsten mandat til at udføre sine embedsopgaver som gudstjenesten, foretagelse af vielser, begravelser og undervisning.

I den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrift Den Augsburgske Konfession står der, at præsteembedet er indstiftet til at forkynde evangeliet og en række sakramenter for at troen kan nås.
Yderligere står der, at ingen bør lære offentligt eller forvalte sakramenter medmindre de er rettelig kaldet.

SE OGSÅ Den augsburgske bekendelse 

Det er altså ikke nok, at en præst har en indre fornemmelse af kald til præsteembedet. Det kald skal kombineres med et "ydre kald" fra en forsamlet menighed, som ønsker den pågældende præst som præst. 

I dansk sammenhæng er svaret på ret kaldelse et samvirke mellem centralmagten (Kirkeministeriet) og de lokale repræsentanter for menigheden (menighedsrådet).

SE OGSÅ Guide til folkekirken

Under vejledning af stiftets biskop og sognets provst indstiller den kaldende menigheden præsten til embedet på baggrund af præstens ansøgning, prøveprædiken og samtaler. Derefter ansætter Kirkeministeriet så, formelt, dén præst, menigheden peger på.

Herefter bekræfter biskoppen valget ved at ordinere og give kollats (overdrager embedet), og den kommende præst accepterer sin opgave og underskriver sit præsteløfte.

Præstens ansættelse og arbejdsvirkelighed er altså spændt ud mellem "kaldet" og overdragelsen af præsteembedet i kirkeligt regi og den formelle ansættelse af kirkeministeriet. 

Det sidste kommer blandt andet til udtryk i det forhold, at præster i den danske folkekirke siden 1969 for det meste har været ansat på tjenestemandens vilkår, det vil sige at præster er statsansatte på særlige vilkår.

At staten ansætter præsten betyder, at aflønninger af almindelige sognepræster er en statsopgave. 40% af præsters løn betales af tilskud fra staten og resten betales af fællesfondsmidler.

Den kaldende menighed og Kirkeministeriet kan hver især stille en række krav, både til faglige og personlige forudsætninger hos den, der kaldes til præst.

Der bliver blandt andet stillet krav om udførslen af tjenstlige pligter, som præsten er forpligtet til at udføre. Det betyder, at man kan tale om tjenesteforsømmelse, hvis de ikke udføres. 

Et udpluk af disse er: Faste gudstjenester, vielser, konfirmationsundervisning, begravelser, sjælesorg, menighedsrådsmøder, administration (herunder evt. kirkebogsføring).

Derudover kan der stilles krav til tjenstlig anerkendte pligter, som er opgaver, der i varierende grad kan høre med til den lokale forventning til præsten, men disse opgaver kan ikke betragtes som tjenesteforsømmelse, hvis ikke de udføres. 

Eksempler på disse opgaver kunne være forældreaftner, studiekredse, kontakt til og betjening af skoler og institutioner, kirkekaffe, foredragsaftner, kirkehøjskoler, udflugter, konfirmandlejr, kirkeblad, gudstjenester (ud over sognets faste).

Opdelingen af folkekirkepræstens arbejdsopgaver i tjenstlige pligter og tjenstligt anerkendte opgaver er lavet af Den danske Præsteforening i 2005.

At den formelle kaldsmyndighed ligger i et ministerium ses som en sikring af præstens, og dermed forkyndelsens, uafhængighed. Man tilgodeser præsternes forkyndelsesfrihed og en vis uafhængighed af menighedsrådet.

Uafhængigheden er yderligere sikret igennem menighedsrådsloven, hvor det hedder, at præsten i udøvelsen af sin pastorale forpligtigelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning er uafhængig af menighedsrådet.

Dog skal det ikke forstås som en total separation mellem præsten og menighedsrådets virksomhed. I lovgivningen er der nemlig et ideal om samvirke mellem præsten og menighedsrådet.

Kilder:
Felter, Kirsten Donskov (2012): Guds tjener – og statens. I: Lisbet Christoffersen; Hans Raun Iversen; Nielse kærgård; Margit Warburg (red.) (2012): Fremtidens danske religionsmodel. København: Forlaget Anis. Bech-Hansen, Sabine; Helle Christiansen; Jacob Brønnum (2005): Præst i Den danske Folkekirke: Embedet og arbejdet. I: Præsteforeningens blad, 18. marts 2005. Nr. 11. Udgivet af Den danske Præsteforening.