Folkekirken er fritænkernes værn mod overdreven religiøsitet

Folkekirken giver plads til fritænkere.

Forfatterne til bogen "Grænser for Gud" har ikke forstået, at de protestantiske lande allerede er de frieste i verden, fordi der netop i den evangelisk-lutherske kirke skelnes mellem lov og evangelium

Michael Jarlner og Anders Jerichow, begge medarbejdere ved dagbladet Politiken og forfattere til bogen "Grænser for Gud" forstår ikke, at deres bog giver anledning til kritik.

I sidste uge forsøger de to forfattere i et indlæg i Weekend-avisen at demonstrere deres følte intellektuelle overlegenhed over for disse kristne anmeldere og andre kritikere, der efter forfatternes mening er blevet forfærdelig bange for deres bog.

Jeg melder mig gerne som en af bogens kritikere. Jeg er ikke bange for Jarlner og Jerichow, men jeg er bange for virkningerne af deres uvidenhed. En uvidenhed, som jeg ikke er den eneste anmelder, der har peget på.

Både Niels Højlund og redaktør på Information David Rehling påpeger forfatternes uvidenhed, der er til at få øje på hele loven igennem.

Jarlner og Jerichow bekender sig til den moderne illusion om, at politik og religion kan adskilles, og religionsudøvelse henvises til det private rum. Forfatterne har overhovedet ikke sans for, at hvis man fortrænger religion totalt, opstår der bare et tomrum, der udfyldes af magthaverne.

Se blot til ideologierne i Sovjetunionen og i den såkaldte tyske demokratiske republik, hvor kommunismen erstattede religionen, og hvor der netop som i en religiøs stat blev lovgivet også om borgernes holdninger, mens de politiske rettigheder var mere eller mindre fraværende.

Det selvmodsigende er, at Jarlner og Jerichow, der ønsker enhver forbindelse mellem stat og kirke ophævet, ikke tager ved lære af deres egne eksempler. Sjovt nok udbreder de sig netop om, hvordan religionen i USA politiserer, og politikken bliver religiøs. På samme måde påviser de, hvordan de sekulære stater indfører ufrihed med forbud mod for eksempel religiøse symboler i Frankrig og forbud mod religiøst parti i Tyrkiet. Men disse eksempler formår forfatterne ikke at bruge kritisk imod deres egne teser.

Jarlner og Jerichow kan ikke se forskel på lovreligion og kristendom. Ikke på noget tidspunkt nævnes det, at den folkekirke, som forfatterne vil skille fra staten, fordi de tror, at religionen derved kan blive en privat sag, netop er evangelisk-luthersk med det særkende, at der skelnes mellem lov og evangelium, der netop ikke skilles.

Folkekirken skal sættes fri, hedder det. Selvmodsigelsen er, at ikke kun folkekirken, men alle frikirkerne bliver mindre fri end nogensinde.

Religionsfriheden erstattes af en statskontrol af religionen, som ikke har haft sin lige i flere hundrede år i Danmark. Det foreslås, at alle forkyndere skal søge om tilladelse til at forkynde. Der foreslås statslig overvågning af frikirkernes økonomi. Der foreslås forbud mod, at frikirkerne hviler på anden økonomi end den lokale.

Slut med 156 års frihed til at forkynde religion uden tilladelse fra staten. Slut med 156 års ret til at være frikirke uden indblanding fra staten. I stedet for at sætte folkekirken fri, som man påstår, bliver alle kirker til et statsanliggende.

Staten ønskes religiøst neutral, ja, det hævdes, at religionen sniger sig lydefri ind på skolen. Og da religionen altså skal være privat, må den helt ud af skolen. Det må vel betyde, at den danske tradition med ret til frie skoler med forskellige religiøse tilhørsforhold, skal forbydes. Kort sagt: Bogen er gennemsyret af åndelig tvang.

Forfatterne tager afstand fra, at andre opstiller fjendebilleder. Men bogen er en lang kamp mod fjendebillederne Gud og religionen, som man altså vil sætte grænser for helt i modsætning til vore forfædre, der kæmpede for den grænseløse åndsfrihed inden for lovens rammer.

Forfatterne har ikke forstået, at de protestantiske lande allerede er de frieste i verden, fordi der netop i den evangelisk-lutherske kirke skelnes mellem lov og evangelium, det verdslige og det kirkelige regimente, og at trosfriheden og åndskampen også i det offentlige rum er en naturlig konsekvens af denne skelnen.

Bogen er en lang krænkelse af åndsfriheden, og forfatterne vil ikke forstå, at netop folkekirken dæmmer op for, at staten bliver religiøs, og kirken politisk.

Det forstod selv ateisten Viggo Hørup. Han var ikke til at sparke ud af folkekirken, selvom han var fritænker. Da han af Nationaltidende blev opfordret til at træde ud af folkekirken, skrev han selv en artikel den 8. januar 1893 under overskriften "efter Dem kære." Han agtede at blive i folkekirken, som, han mente, var fritænkernes bedste værn mod overdreven religiøsitet. Lige mine ord.