Guide

Guide: Gå på opdagelse i kirkens rum

Kom på en guidet tur igennem en dansk sognekirke. Find ud af, hvorfor der hænger et skib i loftet, og hvorfor døbefonten er formet, som den er. Udforsk kirkerummet i billedserien, og læs mere i artiklen Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Kirken, den er et gammelt hus, lyder en salmetekst. Kirkerummet er fyldt med symboler og historie. Hvad gemmer der sig bag ord som knæfald, kor og alter? Bliv klogere på, hvad du ser, når du træder ind i kirkens rum

At træde ind i en dansk sognekirke kan føles som at træde ind i et fremmed land. Kirkerummet ser anderledes ud, end de rum vi normalt færdes i, og tingene har mærkelige og uforståelige navne. Ligesom når man er på ferie i Langtbortistan, kan man have behov for en guide og oversætter.

Denne artikel forsøger at gribe kirkegængeren under armen, og guide vedkommende gennem kirkerummet, så alt det uforståelige kan blive forståeligt og kendt.

Se oversigten over kirken her og gå på opdagelse i rummets betydning nedenfor:

Grafik: Anne-Sofie Christensen & Marcus Strøm-Hansen

1. Våbenhuset - indgang til fredens hus

Når man træder ind i kirken, kaldes det første rum for våbenhuset. Det er et skærmende rum, som i gamle dage blev bygget, så man kunne lægge sine våben dér. Våbenhuset symboliserer, at vi ”afvæbner os,” lægger alt det fra os, som ikke hører til i Guds nærvær.

I dag fungerer det mest som en entré, hvor kirkegængerne kan hænge deres overtøj eller drikke kaffe efter gudstjenesten. Men tidligere havde det en helt anden og meget vigtig funktion. Kirken blev set som et fredens hus, og derfor ville man ikke have våben inde i kirken. Dem kunne kirkegængerne så lægge i våbenhuset, inden de trådte ind i selve kirkerummet.

2. Kirkeskibet

Fra våbenhuset træder man ind i kirkens største rum, hvor kirkebænkene står ned langs begge sider. Dette rum kaldes for et hovedskib, og det er der en symbolsk mening i.

Et skib er noget, der er i bevægelse mod et bestemt mål. Skibet er et billede på, at vi altid er på vej, og at livet er en rejse. Jesus gik på vandet, men mennesker må sejle og bruge kræfter for at komme frem. Det kræver en god kaptajn og en dygtig besætning at styre et skib midt ude på havet, da vejret pludselig kan slå om og havet vise sig fra sin mest grusomme side.

Samtidig symboliserer det, at vi selv er på rejse, en evig livsrejse, og at vi også i vores liv må krydse farefulde vande. Kirken danner rammen om vores livsrejse og er på den måde et fredhelligt sted, hvor vi kan hvile undervejs.

Ofte hænger der i loftet et modelskib. Modellen er tit bygget over et virkeligt skib, som har sejlet på de rigtige have. Modelskibene er næsten altid gaver fra sømænd, som har overlevet et skibbrud eller en frygtelig storm, og som gerne vil takke Gud for, at de overlevede. Derfor finder man også de ældste modelskibe ude i kystbyerne.

I større kirker vil der være både hovedskib, midterskib og to sideskibe. Disse former sig samtidig som et kors, hvor sideskibene udgør korsarmene. I middelalderen var det vigtigt, at kirken på én og samme tid udgjorde et kors og symboliserede et skib.

3. Orgel

Selvom orglet kan spores helt tilbage til oldtiden, var det først omkring middelalderen, at man begyndte at bygge orgler i de danske kirker. Før da bestod musikken af sang, gerne ledsaget af et munkekor.

Da Martin Luther under Reformationen lagde stor vægt på at oversætte salmerne til nationalsprogene og indførte menighedssangen, blev orglets position som kirkens instrument styrket. Det skulle spille melodien, som folk kunne synge med på.

Denne tyske tradition for menighedssang tog danskerne i særlig grad til sig. I dag spiller Den Danske Salmebog med mere end 700 salmer en vigtig rolle i gudstjenesten.

Folkekirkens sangbog er Den Danske Salmebog. Den indeholder sange, der fortæller om Gud eller henvender sig direkte til ham. Sang kan skabe en følelse af fællesskab og er et af de elementer i gudstjensten, hvor kirkegængeren kan tage aktivt del. Den første salmebog blev udgivet i 1569 og har rødder helt tilbage til de første kristne menigheder, derfor har salmebogen også stor betydning for kirkens identitet og selvforståelse.

Det er i udgangspunktet præsten, der vælger salmerne til gudstjenesterne, så de passer til dagens bibeltekst og prædiken. Numrene på de salmer, præsten har valgt, bliver hængt op i kirkeskibet på små tavler, der er strategisk placeret, så alle kan se dem.

Organisten spiller på orglet til salmerne. Han spiller også et stykke musik for at markere gudstjenestens begyndelse og afslutning. Det kaldes præludium (forspil) og postludium (efterspil).

De fleste forbinder i dag orglet med kirken, men de færreste ved, at det i flere århundreder var forbudt at bruge orglet i kirken. Orglet var et pragtinstrument, der kun hørte den verdslige verden til. Først omkring 1100-tallet begyndte orglet at dukke op i kirkerne.

Et orgel har et eller flere manualer (tangentrækker), der kan betjenes enten med hænderne eller fødderne. Orglet fungerer ved, at der pustes luft gennem en række piber i forskellige størrelser. Et orgel er det største musikinstrument, der findes, og det kan bestå af op til 10.000 piber.

Selvom de fleste kirker har et orgel i dag, kunne man for kun 100 år siden stadig støde på små middelalderkirker, som ikke havde et orgel. Det er blevet udbredt mange steder også at have et klaver eller flygel, som kan supplere kirkens musik ved særlige lejligheder.

4. Prædikestolen

Siden Reformationen har de danske kirker været præget af prægtige prædikestole. Nogle gange er det tydeligt at se, at de er ”tilføjet” i de små middelalderkirker, for de er ikke altid proportionale med det oprindelige rum.

Når præsten holder sin tale i kirken, står han på prædikestolen. Prædikestolen er en talerstol, der er hævet over jorden. Det er den af praktiske årsager. Den hævede prædikestol gør, at alle kan se præsten, og at hans stemme går klart og tydeligt igennem uden mikrofon.

I mange ældre kirker er der en væg bagved stolen eller hængt en kasse af træ, kaldet en himmel, op over stolen for at forstærke lyden. I Danmark blev prædikestolene først almindelige omkring reformationen, hvor der var stort fokus på, at det, der blev sagt, skulle kunne forstås af alle.

Prædikestolen er ofte placeret i højre side af kirken ved et vindue for at få mest muligt lys ind til præsten. Den er næsten altid lavet af træ og udsmykket med udskæringer eller bibelske figurer.

Prædikestolens indførelse er vidne om en ny teologisk forståelse, nemlig at det er fortolkningen af Ordet, altså evangeliet, der er det centrale i gudstjenesten. Man kan, når man som besøgende bevæger sig rundt i kirkerummet, meditere lidt over, hvilken forskel det har gjort, at prædikestolen blev indført ved Reformationen.

5. Døbefont

Døbefonten er et centralt sted i kirken, dér hvor børnene føres til dåben og dermed bliver indlemmet i menigheden og medlemmer af folkekirken.

Døbefonten står som regel centralt i kirken mellem alteret og menigheden, men i gamle dage var det almindeligt at stille den tæt ved indgangen for at vise, at vejen ind i kirkens fællesskab gik gennem dåben.

I folkekirken bliver børn og voksne døbt ved døbefonten. Når man bliver døbt i kirken, bliver man ikke kun rent juridisk medlem af folkekirken, men man bliver også en del af fællesskabet i kirken, et Guds barn, og får Helligånden.

Gennem dåben skænkes et ”vandmærke” i det enkelte menneskebarn for at vidne om Guds velsignelse og den evige pagt. Vandet har en vigtig symbolik i sig selv, både som billede på renselse, og på Jesus, Guds søn, som det levende vand, der styrker og nærer os. Vandet er det livgivende, foruden hvilket vi ikke kan leve.

Gamle døbefonte, som den der ses i billedserien, er hule under vandfadet. I middelalderen dykkede man børnene helt ned under vandet, når man døbte dem. De kolde og fugtige kirker medførte, at mange børn blev syge, og derfor er det kun hovedet, der bliver gjort vådt i dag.

6. Alteret

Når man bevæger sig videre gennem rummet og op mod alteret, træder man ind i en del, der ofte er lidt mindre end resten af kirken. Dette rum kaldes for koret, da det før i tiden var her, kirkesangerne stod. Koret afskærmer alteret og danner ofte et lille rum i sig selv, især i middelalderens kirker. Alteret var dengang placeret længst væk fra menigheden, og blev betragtet som det helligste sted i kirken.

Efter Reformationen opererede man ikke længere med denne skelnen mellem ”helligt” og ”almindeligt”. Man kan derfor i mere moderne kirkebygninger opleve, at koret ikke længere eksisterer, og at alteret at placeret midt i kirken som en del af selve skibet.

Som regel er alteret vendt mod øst, idet kirken som skib sejler mod øst. Der skal altid ligge en bibel på alteret.

Ved alteret foregår nadveren, hvor præsten deler brød og vin ud til kirkegængerne. De kristne holder nadver til minde om det måltid, Jesus spiste sammen med sine disciple, natten før han blev henrettet. Traditionelt set repræsenterer brødet og vinen Jesu legeme og blod og er det synlige udtryk for, at Jesus er til stede i kirken.

Alteret er også en reference tilbage til Det Gamle Testamente, hvor jøderne ofrede dyr på altre for at få tilgivelse for deres synder. I dag behøver de kristne ikke længere at ofre dyr i kirken, fordi Jesus ifølge Det Nye Testamente var det sidste offer, der giver de kristne tilgivelse for deres synder.

I de fleste kirker er der en altertavle bag ved alteret. Traditionen med altertavler stammer tilbage fra middelalderen, hvor de bibelske motiver fungerede som små historier for de kirkegængere, der hverken læste eller forstod kirkens daværende sprog latin.

Altertavlerne har også ændret karakter efter Reformationen. I middelalderens kirker, hvor de gamle altertavler endnu er bevarede, ser man ofte trefløjede altertavler, som kunne åbnes og lukkes ved særlige højtider, især ved påske. Disse altertavler var – på linje med kalkmalerierne – ofte billedlige beskrivelser af centrale motiver omkring Jesu liv, død og opstandelse, og det er ikke usædvanligt, at Maria, Jesu mor, spillede en stor rolle i motiverne.

Efter Reformationen blev altertavlerne ofte til ”katekismus-tavler,” hvor centrale skriftsteder, eller måske Fadervor, var afbilledet. Senere igen kom billederne tilbage. I 1700-tallet var det ofte med svulstige og overdådige motiver. I nutidens moderne kirkekunst ses en stor kreativitet med hensyn til altermotiver og ikke mindst et ønske om at fortolke Biblens indre sprog på ny måde.

7. Alterskranke eller knæfald

Foran alteret finder man som regel et knæfald, hvor menigheden ”bøjer sig,” når nadveren skal uddeles. Knæfaldet kan have mange udformninger og hører også til protestantisk tid.

Knæfaldet er udformet som den en halvcirkel, hvor alle sidder på den samme bænk og om det samme bord. På den usynlige halvdel af cirklen sidder der, ifølge traditionen, mennesker og engle fra Himmelen. På den måde bliver nadveren ikke kun noget, der foregår nu og her, men den rækker også symbolsk ind i evigheden.

Præsten har, inde bag ved alterskranken, sit eget lille knæfald, hvor han eller hun bøjer sig i knæ. Det sker både ved ind- og udgangslæsning og under nadveren.

Man kan sige, at alterskranken er den sidste rest af det, som skiller det hellige fra det dagligdags. Pilgrimme og andre andagtsøgende vil ofte falde på knæ ved alterskranken og meditere ved alteret en stund.

8. Kalkmalerier

Er det en kirke fra middelalderen, man besøger, kan man ofte se kalkmalerier. Nogle steder blev de overmalet under Reformationen, men de er blevet genrestaurerede og ”fremkaldt” fra deres skjul under de gamle kalklag, som heldigvis har beskyttet dem.

Kalkmalerierne kan være et stort under at se. En af de helt store mestre var "Elmelundemesteren," der især har sat sine kunstneriske fodaftryk på Lolland-Falster og Møn.

Kalkmalerierne fortæller historier fra Bibelen og er malet direkte på kirkens vægge. Kalkmalerierne tjente flere formål: Ligesom med altertavlen har kalkmalerierne, udover at være smuk kunst, fortalt bibelhistorierne for dem, der ikke kunne forestå latin eller ejede en bibel.

Ofte er det de samme motiver, som går igen i kirkerne, og besøger man mange kirker med kalkmalerier, falder man efterhånden ind det helt særegne univers, som malerierne udgør. De er hele prædikener i sig selv, der giver anledning til fordybelse.

Ved Reformationen blev rigtig mange kalkmalerier ødelagt, men mange af malerierne blev bare kalket over og er siden hen blevet fundet og restaureret. De fleste kalkmalerier er lavet omkring 1100-1600-tallet.

9. Lystænding

Mange moderne kirke har for at skabe plads til bøn og andagt etableret et sted, hvor man kan tænde lys, hvilket er en tilbagevenden til en tradition før Reformationen. Man vil kunne møde lysglober, lyskors eller lystræer i mange kirker i dag.

Måske kan man se disse lystændingssteder som et forsøg på at bygge bro til en mere kontemplativ tradition og skabe rum for stille meditation, sorgbearbejdelse og bøn.

Behovet for lystændingssteder har især vist sig i forbindelse med store kriser og katastrofer, såsom skibet Estonias forlis tilbage i 1990´erne og efter terrorangrebet ved World Trade Center i 2001. Disse ”rum for lys og bøn” er kommet for at blive, og de vidner om, at der også i moderne tid er brug for kirken som et sted, hvor sjælen kan falde til ro og hvile.

10. Kirkeklokker

Kirkeklokkerne ringer ved solopgang, solnedgang, og når der foregår noget i kirken. Før den tid, hvor ure var almindeligt, havde klokkerne den vigtige funktion at kalde menigheden til gudstjeneste. Kirkeklokkerne har også været brugt til at advare folk om ulykker som brande og oversvømmelser, eller til at fortælle om glædelige begivenheder, som da de i 1945 kimede i hele landet for at fortælle om Danmarks befrielse.

Kirkeklokkernes ringning slutter ofte af med tre gange tre slag, der under katolicismen skulle minde tilhørerne om, at det var tid til at bede Ave Maria. Med Reformationen blev der lagt ny betydning ind i klokkeslagene, og de tre gange tre slag skal nu minde tilhørerne om treenigheden: Gud, Jesus og Helligånden.

De senere år har der været stor debat omkring, i hvilken anledning kirkeklokkerne skal ringe. Kan man ringe med klokkerne for klimaet, eksempelvis?

11. Kirkebøsse

I kirkebøssen kan menigheden lægge penge til at hjælpe fattige eller andre mennesker i nød - det, der også kaldes at give almisser. I gamle dage gik pengene ofte til de fattige og syge i sognet. I dag går indholdet af kirkens sparebøsse til forskellige formål fastsat af kirken, for eksempel til Folkekirkens Nødhjælp eller det lokale herberg.

Dele af denne artikel blev udgivet 1/9 2010. Artiklen er udvidet og nyskrevet den 26/7 2018.

I våbenhuset lagde kirkegængerne i gamle dage deres våben, inden de gik ind i kirken. I dag bruges rummet mest til overtøj eller kirkekaffe efter gudstjenesten. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Det største rum i kirken kaldes skibet. Det skal minde kirkegængerne om, at kirken er ligesom et skib, der bevæger sig frem mod et mål. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Her ved alteret foregår nadveren, hvor præsten deler brød og vin ud til kirkegængerne. Nadveren skal minde om det måltid, Jesus spiste sammen med sine disciple, aftenen før han blev henrettet på et kors. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Ved knæfaldet knæler kirkegængerne under nadveren. Knæfaldet er ofte udformet som en halvcirkel. Tanken er, at knæfaldet hænger sammen med en usynlig halvcirkel, hvor mennesker og engle fra Himlen sidder sammen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Der skal altid ligge en bibel på alteret i danske folkekirker. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
I folkekirken bliver børn og voksne døbt ved døbefonten. Rent juridisk bliver man medlem af folkekirken, når man bliver døbt. Men når man bliver døbt, bliver man også en del af fællesskabet i kirken og modtager Helligånden. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Folkekirkens sangbog er Den Danske Salmebog. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Numrene på de salmer, der skal synges, vises på en tavle som denne. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kirkeklokkerne ringer ved solopgang, solnedgang, og når der foregår noget i kirken. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen
Kirkens "entré" er våbenhuset, hvor man i gamle dage kunne lægge sine våben, før man trådte ind i kirken. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
Et modelskib svæver under loftet med de mange kalkmalerier i Fanefjord Kirke. Foto: Elizabeth Knox-Seith
Et af de større orgler findes i Trinitatis Kirke i København. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
Organisten akkompagnerer de danske salmer med musik fra Koralbogen. Foto: Adam Garff
I nogle middelalderskirker kan prædikestolen se overdimensioneret ud, fordi den først er bygget langt senere. Her er det en højmesse i Ganløse Kirke. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift
Prædikestol i Trinitatis Kirke i København. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
Alteret i Skt. Petri Kirke, København. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
De ældre altertavler er ofte tredelte og kan klappes sammen. Her i Varnæs Kirke. Foto: Leif Tuxen
Uddeling af nadverbrød ved alterskranken. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift
I Fanefjord Kirke på Møn er der malerier fra den berømte Elmelundemester. Foto: Elizabeth Knox-Seith
Kalkmalerier fra Vallensbæk Kirke. Foto: Adam Garff
Lysglobe i Vor Frue Kirke, København. Her kan man tænde fyrfadslys og sætte dem på globens ringe eller i sandet under globen. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
Flere steder bruges lystænding til at hjælpe kirkegængeren med at finde ro og bede. Foto: Adam Garff
En mere beskeden form for lystænding ses her i Skt. Petri Kirke, København. Foto: Inge Haandsbæk Jensen
Kirkebøsserne har fulgt med tiden, og mange steder kan man i dag også give en skilling via Mobilepay. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift