De blev konfirmeret i 1968 – nu fejrer de guldkonfirmation

Det at fejre 50 års jubilæet for sin konfirmation er en udbredt tradition i Sønderjylland. To af årets guldkonfirmander måtte udføre et større detektivarbejde for at finde de andre, men da det lykkedes, var gensynsglæden stor

"Altså, hvis nu der kommer en storkonflikt, så bliver vores konfirmation helt uden musik – og så er det især den manglende salmesang og manglende orgelmusik, som vi vil huske konfirmationsdagen for om 50 år, når vi skal have vores guldkonfirmation."

Sådan lød det fra en af årets unge konfirmander til konfirmationsforberedelsen i Ensted sogn i Sønderjylland, hvor Anne-Mette Damkjær Larsen er præst. I Ensted Kirke, som ligger i nærheden af Aabenraa, er det en tradition, at man har guldkonfirmation hvert år. Her mødes de, der blev konfirmeret for 50 år siden, til en kirkelig ceremoni, og i år skete det søndag d. 15. april.

Her som mange andre steder i Sønderjylland er de unge konfirmander meget bevidste om, at de om 50 år skal fejre deres guldkonfirmation, som er en skik med sønderjyske rødder. Anne-Mette Damkjær Larsen kendte ikke skikken, da hun i sin tid kom til Ensted som præst. Men hun kan nu fortælle, at traditionen stammer tilbage fra dengang landsdelen var tysk, altså fra krigen i 1864 og indtil genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920. For i Tyskland er det normalt at fejre guldkonfirmation, oplyser hun.

Det er ganske få kirker nord for Kongeåen, som tilbyder guldkonfirmation, men i Sønderjylland er der en stærk traditionen for at mødes i kirken i 50-året for sin konfirmation og få et Guds ord med på vejen.

Sådan foregår det
Anne-Mette Damkjær Larsen fortæller, at dagen begynder med morgenmad - kaffe og rundstykker - i sognegården, hvor jubilarerne kan få hilst og snakket med hinanden inden jubilæumsgudstjenesten:

”Derefter skal vi over i kirken, som er pyntet med gule blomster. I år var det påskeliljer. Vi stiller så op to og to, og når gudstjenesten begynder, går guldkonfirmanderne ind i kirken til musikken. Der er reserveret bænke til guldkonfirmanderne, så de kan sidde sammen.”

Anne-Mette Damkjær Larsen havde på forhånd ladet guldkonfirmanderne være med til at vælge salmer, så man i år sang ”I østen stiger solen op.” Den blev også sunget i sin tid til deres konfirmation for 50 år siden.

Derefter starter selve det ritual, som udgør guldkonfirmationen: Efter prædiken, kirkebøn og meddelelser holder Anne-Mette Damkjær Larsen en lille tale for guldkonfirmanderne, hvor hun knytter nogle begivenheder fra deres konfirmationsår sammen med et par betragtninger om livet, troen, håbet og kærligheden. I år nævnte hun Olsenbanden, 68-oprøret og to store musikhits fra 1968, nemlig "Lille sommerfugl" af Bjørn Tidmand og "Hey Jude" af The Beatles.

Derefter rejser guldkonfirmanderne sig op, og Anne-Mette Damkjær Larsen læser konfirmations-velsignelsen, som den lød i kirken i 1968:

"Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som fordum har antaget dig til sit barn i den hellige dåb og gjort dig til arving til det evige liv. Han opholde dig i denne din dåbs nåde indtil din sidste stund. Han give dig bestandighed i din tro – din sjæl til salighed."

Efter endnu en salme er der altergang, hvor guldkonfirmanderne går til alters først, så de kan knæle sammen:

"Det står dem selvfølgelig frit for, om de vil deltage, men de fleste vil gerne være med. Vi sang også igen i år 'Du som vejen er og livet,' nummer 484 i salmebogen, til sidst i gudstjenesten, da den har været brugt som konfirmationssalme her i Ensted,” forklarer Anne-Mette Damkjær Larsen.

Guldkonfirmand Margit Haue
En af guldkonfirmanderne i Ensted Kirke var Margit Haue, der pånær nogle få år i Sønderborg har boet hele livet i Stubbæk, som landsbyen i nærheden af Ensted Kirke hedder. Hun var den ene af de to, som var med til at arrangere begivenheden og ikke mindst udføre "noget af et detektivarbejde," som hun kalder det, for at opspore de 32 konfirmander, der blev konfirmeret henholdsvis den 21. april og den 28. april i 1968:

”Især pigerne var svære at finde, fordi mange jo havde giftet sig til et nyt navn. Men det lykkedes os, og vi var i alt 25-26 på selve dagen. Der kunne have været flere, hvis ikke det var fordi, at et par stykker var så uheldige at få influenza,” siger hun og fortæller, at guldkonfirmationen fyldte meget mere end højtideligheden i kirken og morgenkaffen med præsten.

Mange guldkonfirmander kom rejsende langvejs fra og overnattede hos familie i området, og bagefter var der middag i det lokale forsamlingshus, rundvisning på skolen og besøg hos den lokalhistoriske forening. Der var også enighed om at prøve at holde kontakten, så man kunne mødes igen engang i fremtiden.

Margit Haue husker tydeligt sin egen konfirmation hjemme hos moderen med den nærmeste familie. Selv bor hun, så hun kan se Ensted Kirke, hvor hun i dag kommer til gudstjeneste cirka en gang om måneden:

”Jeg har også fået mere tid til at dyrke min kristne tro, nu hvor jeg er gået på efterløn efter et langt arbejdsliv, først som revisor og så bogholder. Så jeg er meget glad for vores præst Anne-Mette, som snart har 10 års jubilæum her. Hende vil vi gerne beholde i mange år, for hun er så god. Det var hun også i denne anledning, hvor hun lod os vælge en salme. Vi valgte 'Du som har tændt millioner af stjerner,' for den er så smuk,” slutter hun.

Guldkonfirmand Peter Dam
En anden guldkonfirmand er Peter Dam. Han har siden konfirmationen i 1968 været verden rundt og boet og arbejdet flere steder, inden han slog sig ned i Egå ved Aarhus, hvor han i dag efter mange spændende år i shipping-branchen er pensionist, men stadig nyder bølgerne, da han har en sejlbåd.

”Jeg husker selvfølgelig min konfirmationsdag dengang med kirke, taler, sange, middag og gaver, men jeg husker næsten konfirmandundervisningen bedst, især sodavandsfesterne for os kommende konfirmander. For nok blev det aldrig til mere end lidt dæmpet belysning og et kindkys under dansen, men det var skønt alligevel,” fortæller Peter Dam og siger, at det faktisk var en større og bedre oplevelse at blive guldkonfirmeret end at blive konfirmeret.

”Det var fantastisk at møde alle kammeraterne igen og opleve, hvordan vi bare kunne tage tråden op og fortsætte, som om der var gået én dag siden sidst og ikke 50 år. Jeg kunne godt unde andre at opleve det samme,” siger han og fortæller, at han også fik udvekslet telefonnumre med nogle af de gamle venner, så de kan ses fremover.

Guldkonfirmationen fandt sted i forbindelse med den almindelige gudstjeneste, hvor der også var barnedåb, hvilket Peter Dam var meget glad for, for det illustrerede så fint, hvordan livet og slægterne fortsætter:

”Ja, det er ligesom Troels Kløvedal Reich skriver det i sin nyeste bog 'Alle mine morgener på Jorden': 'Vi får hele livet foræret, når vi bliver født, og vi skal aflevere det hele igen, når vi dør.' For sådan er det. Livet har en udløbsdato, og vi skal skønne på det, mens vi har det. Dét bliver man også mindet om på sådan en guldkonfirmations-dag."