Debat

Hvordan kan halloween passe til kirken?

Til halloween skal vi fortælle om Kristus, der overvandt den død, der er så skræmmende, at vi kun kan forholde os til den ved at grine ad den eller klæde os ud, mener præst Christian Roar Pedersen. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Den kommercielle del af halloween er trist og mere skræmmende end et lille barn i den ondeste monsterdragt, men halloween kan hjælpe os med at forholde os til livets mørke sider, mener præst Christian Roar Pedersen

For nylig sad jeg og læste om dødsangst i en bog, mens mit fly var ved at lande. Der kom en turbulens så vild, som jeg sjældent har oplevet det før i et fly. Vi blev banket rundt. Op, ned og til siden. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Styrter vi ned, mens jeg læser om netop angsten for at dø? Der var noget komisk over det.

Leg med døden

Døden er jo ellers ikke noget at grine af. Men netop med humoren kan vi forholde os til det svære. Det, som vi ellers ikke kan få over vores læber. I sjælesørgeriske samtaler har jeg oplevet, hvordan vi pludselig kan sidde og smile og grine midt i det ubærlige.

Leg er udtryk for det samme. Legen kan være en måde at forholde sig til det svære på. Vi kender det også fra tv. Vi elsker at se gyserfilm. Eller bare kriminalkommissær Barnaby. Der er intet mere hyggeligt end et godt mord og et glas rødvin en fredag aften.

Halloweens popularitet har sine rødder i legen med døden. Ideen om, at der denne ene dag om året er kontakt til de døde og de mørke kræfter, er der ikke mange børnefamilier, der tror på. Alligevel klæder de sig ud som skeletter, zombier og kvinder med knive gennem hovedet. Fordi halloween giver en mulighed for at bryde ud af hverdagens stramme rammer og beskæftige sig med de mørke sider, uden det rigtig er farligt. Det er bare noget, vi leger.

Konkurrencesamfundets zombier

Halloweens bragende succes er samtidig udtryk for et åndelig forarmet folk. Som forbrugere i konkurrencesamfundet løber vi som zombier efter alt, hvad butikskæderne kaster foran os. Vi tager det hele til os: Mors dag, halloween, Black Friday.

Alt sammen er det en undskyldning for at bruge penge, og hvis vi kan bruge penge, giver vores travle arbejdsliv pludselig mening. Så er der en grund til alle timerne væk fra familien: Vi skal have råd til at købe ting. At vi ikke selv kan se, hvor lavt vi synker, er ufatteligt. Men belønningscenteret i hjernen er stærkt, og jeg skal selv ned og købe et par nye vintersko snart. Jeg har jo fortjent det, med alt det jeg knokler.

Kirken har et ansvar

Den kommercielle del af halloween er trist og mere skræmmende end et lille barn i den ondeste monsterdragt. At folket er blevet så åndeligt forarmet, bærer kirken et ansvar for. Vi har ikke været dygtige nok til at give folket ordentlig åndelig føde. Det kan vi beklage fra nu af, og indtil klimaforandringerne oversvømmer vores flade land. Det kommer der ikke noget ud af. Vi skal i stedet tage skeen i den anden hånd og spørge, hvordan vi kirkeliggør denne nye højtid. Plat, som den er.

Mange kirker laver børnearrangementer til halloween. Det er en god idé. Så bliver halloween for børn og allehelgen for voksne. På den måde supplerer de to hinanden. Samtidig er det en balancegang. Vi må som kirke stå ved, at vores budskab er Guds sejr over død og djævel.

Græskarmænd med lys i kan ikke overvinde det mørke, men de kan blive symboler på, at vi stiller os på det godes side. Men hvordan så med lille Anton i djævlekostume? Den går jo ikke. Det skal vi have mod til at sige. Men hvis børnene møder op i kirken i djævlekostumer, skal vi ikke låse dem ude af kirken. Ligesom vi heller ikke vil smide Ida i sit fe-kustume ud til fastelavn.

Ordet skaber, hvad det nævner. Vi skal turde stole på ordet i vores forkyndelse som kirke. Til halloween skal vi fortælle om Kristus, der overvandt den død, der er så skræmmende, at vi kun kan forholde os til den ved at grine ad den eller klæde os ud. Vi præster skal ikke gå i sort over små børns udklædninger, men vi skal korse os over et plat forbrugssamfund, og frem for alt skal vi ikke invitere mørket ind i kirken.

Jeg har set kirkelige halloweenarrangementer, som er gået helt over gevind i blod, splat og mørke. Disse fejlskud skal have bryske verbale tæsk tidehvervs-style, indtil de retter ind og holder fokus på Kristus som verdens frelser. Det er fra ham, frelsen kommer, og ikke fra Bilkas bugnende forbrugskatedraler.

Christian Roar Pedersen er præst, debattør og foredragsholder