Analyse

Hans Egede var elsket af samtidens grønlændere

Statuen af Hans Egede i Nuuk blev i juni 2020 overhældt med rød maling som et led i diskussionen om kolonitiden. Foto: Hans Peter Kleemann/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var i år stærkt på tale at fjerne Hans Egede-statuen fra Nuuk. Det var den by, han selv grundlagde som en dansk koloni under navnet Godthåb, få år efter sin ankomst til Grønland i 1721. Næste år er det således et jubilæumsår, og hvem ved, om statuen ender med alligevel at blive fjernet?

Overfor nutidens Egede-kritikere skal der her nævnes en række forhold, der understreger Egedes positive betydning for grønlænderne.

Positiv betydning for grønlændernes sprog
Da Hans Egede med kone og fire børn rejste til Grønland, var han indstillet på at bo blandt dem, og lære deres sprog. Han gik straks i gang med at lære sproget ved at spørge sig for hos grønlænderne. Han boede i deres huse og lod mange af dem bo i sit eget hjem, for at han selv og børnene kunne lære sproget.

I Nordamerika forsvandt oprindelige folk i 1800-tallet og assimileredes, men det gik modsat i Grønland. I Vestgrønland havde de 100 år efter Egedes ankomst et skriftsprog, en litteratur og en national identitet, og alle kunne læse og skrive på deres oprindelige sprog. Det var ikke mindst Egedes ære og skyldtes den grundlæggende luthersk-kristne tanke, at man skulle kunne høre evangeliet og læse Bibelen på sit eget sprog. Derfor gik Egede derfor i gang med at lære sproget og så hurtigt som muligt få oversat Bibelen og kristne skrifter til grønlandsk. På grund af Egedes indsats var grønlandsk også det første inuit-sprog, der blev studeret filologisk.

Positiv tilgang til Grønland
Egede skrev årsberetninger til den dansk-norske konge og udgav store bøger om Grønland og missionsarbejdet deroppe. I dem hyldede han landet. Klimaet var ikke specielt usundt deroppe, og hans egen familie blev ikke syge. Vejret i Grønland kunne være ubeskriveligt dejligt, og han gav eksempler på en god høst deroppe. Bøgerne berettede om gode muligheder for hvalfangst, som især hollændere tjente godt på. Det nævntes som vidnesbyrd om et stort potentiale for det dansk-norske koloniprojekt. Egede slog også optimistisk på lovende erhvervsmuligheder for jagt, fiskeri og landbrug, ligesom der flere gange omtales muligheder for udvinding af stoffer fra undergrunden.

Grønlænderne selv foretrak at handle med Egede og hans folk, der ikke udnyttede dem, som hollænderne gjorde. Når Hans Egede kom til en ny boplads, blev han ofte modtaget med glæde og måske endda velkomstsange.

Han elskede grønlænderne – og de elskede ham
Egede var i Grønland i 15 år og fik lige fra starten en god indgang hos den grønlandske befolkning med sin fremtoning og undervisning. Ikke kun ifølge sine egne skrifter, for en af hans teologiske kritikere, den tyske herrnhutermissionær Christian David, der boede i Godthåb i perioder, skrev om Hans Egede: ”Alle Mennesker, også Hedningerne, elsker ham og har respekt for ham”.

Han er blevet beskyldt for at have medvirket til at udrydde en oprindelige kultur, men ind i det billede hører, at for eksempel hans modstand imod bigami simpelthen var til gode for mennesker, ikke mindst kvinderne. Han fulgte dem rundt på deres skiftende bopladser, og underviste dem der, mens de fortsatte deres fangertilværelse – derved bekræftede han dem også i deres egen erhvervskultur, hvor tidligere danske missionsforsøg havde bestået i at føre grønlændere til Danmark og fordanske dem!

Han omtalte grønlænderne som venlige mennesker, der var lette at omgås, hos hvem man kunne sove trygt om natten, hvad han ikke altid kunne hos dansk-norske soldater og kolonister. Han tog fra første færd uden videre ind hos dem og boede der, hvilket en hollandsk kaptajn undrede sig over.

Hans Egede beundrede grønlændernes dygtighed inden for deres erhverv, og selvom han opfattede dem som stakkels enfoldige mennesker, fandt han ud af, at de havde lige så let ved at lære som hans egne børn. Han var hurtig til at uddelegere opgaver til dem, og betalte allerede 1726 grønlandske drenge for at undervise andre grønlandske børn. Også pigernes dygtighed fremhævede han.

Barn af tiden, men hvem er ikke det?
Egede var et barn af sin tid. Hans missionsmetode var præget af enevældens kirketænkning, ud fra hvilken målet var at gøre hele befolkningen til lutherske kristne og medlemmer af en landsomfattende kirke. Reelt ville han udvikle Grønland, så det blev sidestillet med Danmark-Norge i kongens riger og lande.

Som et resultat af hans virke kom alle grønlænderne ind i en landsomfattende folkekirke med barnedøbte medlemmer, hvilket var enestående i arktisk missionshistorie. Endnu i dag har Grønlands Stift forholdsvis flere folkekirkemedlemmer end stifterne i Danmark.

Ud fra tankegangen i en moderne anti-kolonisationsbevægelse ville det have været bedst, hvis Egede var blevet hjemme i Norge. Så bør man dog tænke lidt over, hvordan Grønlands fremtid mon ville være blevet under hollandske eller engelske kolonisatorer? I samtiden var grønlænderne ikke i tvivl om, hvad de foretrak.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.