Katolik: Harry Potter er en gave til mig som mor og kristen

Jeg er ikke bange for, at mine børn kommer i kontakt med onde ånder, når de ser Harry Potter-film. Tværtimod ser jeg Harry Potter som en påmindelse om at tale med mine børn om vores kristne tro, skriver katolik Malene Fenger-Grøndahl. En katolsk skole i USA har netop bandlyst bøgerne

For et års tid siden så jeg samtlige Harry Potter-film sammen med mine to ældste døtre på dengang 10 og 12 år. Min ældste datter havde læst en enkelt af bøgerne og ville gerne se filmene, fordi der på det tidspunkt var en større Harry Potter-bølger blandt hendes klassekammerater.

Vi så filmene over et par uger, og undervejs talte vi meget om filmene. Hvem var vores yndlingskarakterer? Hvilke skuespillere kunne vi godt lide? Hvad handlede filmene om? Hvilke dele af dem var mest uhyggelige? Men også dybere spørgsmål om, hvad ondskab er, hvor den stammer fra, og om det enkelte menneske kan bekæmpe ondskaben i sit eget og andres liv?

Store spørgsmål, som det var en gave for mig som mor og kristen, at vi kom til at tale om. Svære spørgsmål, som jeg selvfølgelig som mor og kristen har god grund til at tale med mine børn om – ja, det er min pligt.

Og nej, jeg behøver naturligvis ikke Harry Potters univers af god og ond magi, troldmænd, hekse og kostskoleintriger som anledning til at tage den slags samtaler med mine børn. Men mange af de samtaler, jeg har haft med mine døtre om den slags, er faktisk vokset ud af vores møde med populærkulturelle værker.

Derfor opfatter jeg Harry Potter-universet som en gave til mig som mor og som kristen. Jeg ønsker på ingen måde, at mine børns skole bandlyser Harry Potter-bøgerne, sådan som en katolsk privatskole i USA har gjort for nylig med henvisning til, at forbandelserne og trylleformularerne i bøgerne kan risikere at fremkalde onde ånder i det menneskes tilstedeværelse, der læser teksten.

Bøgerne og filmene giver en – ganske vist langtfra entydigt kristen – udlægning af begreber som ondt og godt, synd, fortabelse, fristelse, svigt, kærlighed og offervilje. Og selv om jeg syntes, at filmene blev noget ensformige og med kedsommeligt udpenslede og vulgære kampe mellem godt og ondt, var jeg glad for at få et indblik i det univers, som min ældste datters kammerater var så optaget af.

Jeg fik mulighed for at tale med mine døtre med afsæt i noget, der optog dem. Og det mindede mig om, at det ikke er nok at tage mine børn med til messe, synge salmer og bede fadervor med dem. Jeg skal også turde koble de kristne tekster og messens liturgi på deres erfaringer af ondt og godt, kærlighed og svigt.

Det er ingen selvfølge, at den kristne grundfortælling og den kristne verdens- og menneskeforståelse bliver indpodet i mine børn via skolen eller populærkulturen. Undervisningen i katolsk kirke gør sit, men som mor må jeg også gøre mig umage for at gøre kristendommen præcis så nærværende og livsvigtig, som Harry Potter-universet virker på mange børn.

Ikke ved at omskrive Bibelen til en fortælling om magi og troldmænd, men ved at minde mig selv og mine børn om, at Jesu død og opstandelse er et spørgsmål om liv og død - også nu og her. At det onde er en realitet, som truer os, og at vi skal overgive os til Guds kærlighed og lade vores vilje bøje efter hans.

Og ja, jeg er indimellem bange for det onde og dets indflydelse i mit og mine børns liv. Det kan liste sig ind i vores tanker og gerninger ad mange veje, også via bøger og film. Men modgiften hertil er ikke at forbyde film og bøger. Det er at se på dem fra et trygt og sikkert sted – i forvisning om at være elsket af den Gud, hvis kærlighed allerede har sejret over det onde.

Malene Fenger-Grøndahl er katolik, journalist og forfatter.