Sognepræst: Helligånden er uhåndgribelig for mange

I takt med, at verden bliver mere og mere kaotisk, er der opstået et naturligt behov for nærvær og fordybelse, mener sognepræst Poul A. Beck. Det nærvær kan ifølge ham findes ved at åbne sig for Helligåndens fylde, hvilket han inviterer sine læsere til med bogen ”Tag Ånden ved hånden”

Forestil dig et glas med mudret vand. Prøv så en gang at lade glasset stå uden at gøre noget. Med tiden vil mudderet synke til bunds, så vandet igen bliver klart. Netop roen er ifølge Poul A. Beck essentiel for at kunne se verden klarere:

”Kirken har roen og kan blive bedre til også at finde langsomheden. Når man gør tingene langsommere, vil man også kunne se klarere – som med det rene vand”, siger han.

Behovet for mental renselse er blomstret op de sidste 20 år med et større udbud af praksisser som mindfullness og meditation. Men fordybelsespraksisser er intet nyt fænomen:

”Kristendommen har en dyb og lang tradition for at meditere. Lige siden oldkirken. Det at fordybe sig og finde ro er så gammelt som troen selv”, fortæller Poul A. Beck.

I en tid, hvor alting går hurtigere og hurtigere, og hvor vi i stigende grad skal præstere, er der en endnu større grund til at søge fordybelse i Helligånden. Når vi vender os mod Helligånden, virker den ofte gennem os, siger han:

”Vi bør ikke præstere ud over det, vi kan. På sigt giver det kun stress og udbrændthed. Det har vi rigeligt af. Helligånden giver os meget, som man kan give videre, og samtidig får man mere tilbage. Det er Helligånden, der virker gennem os på denne 'win-win'-måde”.

Ved siden af sit virke som præst holder Poul A. Beck både foredrag, leder retræter og udgiver bøger. Senest har han udgivet bogen ”Tag Ånden ved hånden”, som er en åndelig guide til Helligåndens fylde. Ifølge forfatteren selv skal bogen ikke forstås som en selvhjælpsbog, men snarere en ”Gudhjælpsbog”:

”Bogen er en kristen ”Gudshjælpsbog”, fordi vi er blevet så vant til, at vi selv vil og kan alting. Men her handler det mere om at tage imod den hjælp, som Gud giver os på daglig basis”.

Ifølge Poul A. Beck er alt, man behøver at gøre, at vende sig mod Helligånden og udfolde Åndens liv. Kunsten er at lade Helligånden handle og ellers tage tingene i et sundt tempo.

”Når vi finder ro, så vil mudderet i vandet falde til ro. Men hvis vi hele tiden er urolige og gør det ene og det andet, fx lige tjekker de sociale medier, ordner mails eller haster afsted, så bliver vandet mudret igen. Ved at vi hele tiden haster gennem livet, så kommer vi ikke til klarhed ”.

Kirken taler ikke nok om åndeligt liv
Helligånden bliver som en del af treenigheden ofte glemt. Det skyldes, ifølge Poul A. Beck, at dens livsrum ofte bliver begrænset til kirken og til præstens prædiken:

”Vi har ofte glemt Helligånden. I Vesten har vi meget fokus på, at når præsten prædiker eller forretter nadver, så gøres Helligånden virksom. Men på den måde bliver Helligånden nemt også indskrænket til kirken. Det er synd, når den også virker i vores almindelige liv”.

Selvom Ånden naturligvis er i kirken, så bliver den ofte begrænset og stift præsenteret, ifølge Poul A. Beck. Det sker for eksempel, hvis præsten skynder sig igennem de dybe og utrolig smukke bibelske ord fx Fadervor - i stedet for at give sig den tid, som ordenes fylde naturligt lægger op til:

”Det tager ikke lang tid at sige Fadervor, men der kommer en anden dybde, hvis man beder den stille og roligt”.

Den holdning er han tilsyneladende ikke ene om, eftersom flere og flere opsøger retræteledere som ham selv for at opleve den Ånd, der i kirken fremstilles indforstået og fremmed for mange.

”Jeg møder hele tiden folk, der vælger at komme til åndelig vejledning. Det er ikke sjælesorg, det er ikke coaching, men det er en samtale om det åndelige liv. Der kommer rigtig mange, som desværre oplever sig fremmede overfor det, der foregår i kirken”, siger han.

Som en modvægt til kirkens hurtighed brænder Poul A. Beck for at praktisere sin tro i et langsommere gear. Det gør han ved at sætte ord på Ånden:

”Kirken taler ikke meget om åndeligt liv, selvom vi har et sprog for at tale om vores indre liv. Biblen er for eksempel tydelig ved at sige, at Helligånden tager bolig i os. Det sker ikke ved, at vi skal anstrenge os, men ved at tage imod det liv, der allerede foregår”.

Heldigvis behøver der ikke at være lang vej at gå, før Helligånden bliver mere håndgribelig også i kirken. Rummet er nemlig allerede skabt til eftertanke:

”Rummet til roen er noget, kirken allerede har, den skal bare give tid til det også”.