Billedserie: Hele verden fejrer de hellige tre konger

Den traditionelle epifani-parade med de tre vise mænd: Caspar, Melchior og Balthasar, i Madrid i Spanien den 5. januar 2011. I Spanien kommer de vise mænd med julegaverne til børnene denne dag.

Den 6. januar er det helligtrekonger. Se hvordan begivenheden markeres rundt i verden

I Matthæusevangeliets, kapitel to, fortælles om tre vise mænd fra Østerland, som i Jerusalem søger jødernes nye konge. Fortællingen om de hellige tre konger, der drager ud for at hylde det nyfødte Jesusbarn, kender de fleste.

Den 6. januar er det helligtrekongersdag og -aften, og verden over hyldes Kaspar, Melchior og Balthasar. Navnene er kommet til i en sen tradition, men historien er afbildet i talrige malerier gennem tiden.

Over hele verden har man i mange år hyldet kongerne. I den katolske kirke afholdes den såkaldte 'Epifanifest' ('tilsynekomst'-fest). I Mexico klæder folk sig ud som vise mænd og vandrer gaderne tynde, og i Frankrig har man opkaldt en kage efter dem.

Vi har her samlet en lille billedserie i anledning af dagen.

Mænd udklædt som de tre vise mænd rider på kameler under en procession på Hradcanske-pladsen i Prag den 5. januar 2011. Foto: David W. Cerny
Baltasar, en af de tre vise mænd, hilser på folkemængden under en helligtrekongersprocession i Pamplona, Spanien, den 5. januar 2011. 'Cabalgata de Reyes' er et optog, der afholdes på epifani-aftenen, den 5. januar. Under optoget kaster de tre konger slik ud til de fremmødte. Foto: Villar Lopez
Oaxaca City, Mexico. I Mexico hyldes helligtrekonger med manér. Her er tre dukker udstillet på et kunthåndværksmarked. Foto: Miriam Reik
Helligtrekonger-parade i Calle Ocho, Miami. Foto: Jeff Greenberg
Mexico City den 10. december 2002: Udklædt som de hellige tre konger demonstrerer disse tre mænd mod et forbud mod at klæde sig ud som de tre vise mænd og gå optog i byens centrum. Traditionelt mødes folk fra nær og fjern ved juletid for at fejre de hellige tre konger. Men politikere havde vedtaget, at de skal henvises til en park. Det vil Kaspar, Melchior og Balthasar ikke finde sig i. Foto: Omar Torres
Pave Benedikt XVI modtager børn klædt ud som de hellige tre konger 1. januar 2009. Foto: Tiziana Fabi
Udklædt som de hellige trekonger rides optog gennem Manilla på Filippinerne. Filippinerne er det største kristne land i Asien, og det sted, hvor julefejringen fortsætter længst. Optoget er netop i anledning af julens afslutning, den 4. januar 2009. Foto: Jay Directo
Sidste hånd lægges på Kaspars skæg, inden han sammen med sine to kompagnoner skal på optog i Mexico City, den 3. januar 2010. Den 6. Januar fejrer tusindvis af katolikker helligtrekonger-fest i byen. Foto: Alfredo Estrella
De nu færdigudklædte vise mænd går optog gennem Mexico Citys centrum den 3. januar 2010. Foto: Alfredo Estrella
Billede fra forestillingen H3K, som bygger på Shakespeares "Helligtrekongersaften", med blandt andre Lars Mikkelsen som skuespiller. Stykket blev sat op på Republique Teatret i 2009. Foto: Christian Als
"Galette des Rois" (kongernes kage, red.), hedder kagen på billedet. Den er en traditionel julespise i mange lande. Kagen er ofte dekoreret med små bibelske plastikfigurer og refererer til fortællingen om de tre vise mænd. Men pas på tænderne. Foto: Alain Caste
I Brasilien er der simpelthen et fort, der hedder "De Tre Vise Konger". Foto: Gerard & Margi Moss
De tre hellige konger er et yndet motiv. Her er det en illustration fra et bibelmanuskript fra det 17. århundrede. De hellige konger ses her afbildet med en engel, Jomfru Maria og Jususbarnet - og korte ben. Foto: The British Library.
Også den populære maler, Leonardo Da Vinci, har haft de hellige konger som motiv. Her ses et forstudie til maleriet. Foto: The Granger Collection, New York.
Tre alternative konger fra den amerikanske film "Three Kings" fra 1999. "Kongerne" spilles af George Clooney, Mark Wahlberg og Ice Cube og handler om tre amerikanske soldater, som i slutningen af den persiske Golfkrig leder efter guld stjålet fra Kuwait. De tre må se i øjnene, at der er mere brug for deres hjælp, end de tror. Foto: Arkivfoto