Henrik Højlund: En konfirmand blev budbærer for evangeliet
Drengen bøjede sig ned og samlede en stor klump sne op. Han rakte den frem mod mig og sagde uden et smil: ”Du må gerne tvære den ud i hovedet på mig.” Det gjorde valgmenighedspræst Henrik Højlund ikke, men hændelsen fik stor betydning for ham efterfølgende
Jeg tror på engle. Nede i Etiopien har den ortodokse kirke en meget omfattende angelologi – englelære. Det tror jeg ikke så meget på. Men engle som virkelige tjenere af Gud – det tror jeg på. Jeg har aldrig set en. Men jeg tror, at jeg et utal af gange – uden min viden – er blevet beskyttet og reddet af sådan en.
Men englehjælp kan måske også erfares på andre måder. Som et gudsindgreb på andre områder end det rent beskyttelsesmæssige. Som budbærere for eksempel.
Måske var det det, jeg oplevede, da jeg for 25 år siden havde mit første konfirmandhold. Det var i Nordnorge. Jeg var blevet sognepræst i en lille bygd 250 km nord for polarcirklen. Jeg så for mig, at jeg var som skabt til konfirmander. Jeg kom lige fra en stilling som studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Unge mennesker – det kunne jeg. Troede jeg. Det gik også fint de første to gange. Derefter røg disciplinen, og jeg var fortabt. Det var op ad bakke de næste fem år med konfirmander.
På det første hold var der tre piger, som gang på gang fik mig op i det røde felt. Deres attitude var: ”Det her er røvkedeligt”, og jeg dumpede gang på gang som pædagog. Der var også i klassen en dreng, som kort forinden havde mistet sin far. Jeg fik af hans klasselærer at vide, at han kunne være ret vanskelig. Det gik modsat. Jeg fik et fint forhold til ham. Måske fordi jeg selv mistede min far i samme alder, og vi derfor havde noget sammen.
I en time ud på vinteren fik de tre piger endnu en gang mit sind i kog. Uheldigvis havde de fået ovennævnte dreng med sig på holdet. Jeg endte med at råbe ”ud!” til dem. Og desværre måtte drengen også med. Jeg gjorde timen færdig, og da jeg kom ud, stod de minsandten og ventede pænt i sneen. Jeg gik hen til dem for at afslutte sagen, men før jeg fik sagt noget, bøjede drengen sig ned og samlede en stor klump sne op. Han rakte den frem mod mig og sagde uden et smil: ”Du må gerne tvære den ud i hovedet på mig.”
Det gjorde jeg ikke, men efterfølgende tænkte jeg over, hvorfor han sagde det. Jeg tror, det handlede om, at han var lige så ked af, at vores gode forhold havde lidt et knæk, som jeg var. Så han ville skaffe forsoning mellem os – ved at tildele sig selv en straf, som jeg skulle udføre.
Det fik mig til at tænke på evangeliets grundhændelse, Jesus på korset, som netop handler om straf og forsoning. Man ser det for sig: Mennesket stilles ved tidernes ende foran Gud, og i et nu bliver det klar over, hvor meget fejl det har taget af Gud, sig selv og alt muligt andet. Og lige der har mennesket en eneste trang: At blive forsonet med Skaberen. Og det er villigt til at påtage sig en hvilken som helst straf, bare det kan gøre forholdet godt igen. Men der siger Gud: Jeg har allerede straffet en. Og den straffede – ja, det er på en mærkelig måde Gud selv.
Vi skal fejre det om kort tid, at Gud blev menneske. Og til påske fejrer vi, at han selv tog straffen på korset. Omtrent som hvis jeg havde taget snebolden fra konfirmanden og havde tværet den ud i mit eget ansigt.
Jeg har genfortalt denne historie mange gange. Den er blevet til et varigt lys for mig. Konfirmanden blev en budbærer for mig. En bærer af budskabet om Guds forsoning med mennesket. En budbærer for evangeliet.