Julekalender

Henrik Wigh-Poulsen: Julesorgen bliver til glæde, når vi synger i kirken juleaften

”'Oh fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes', står der i salmen. Ved juletid kan kontrasten mellem det, man føler, og det man synes, man forventes at føle, være stor", fortæller biskop og kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen. Foto: Lisette L. Hedegaard

17. december: Grundtvigs salme "Velkommen igen, Guds engle små" har flere lag i sig og tager de blandede følelser, man kan have i juletiden, alvorligt, fortæller biskop og kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen

Min yndlingsjulesalme er ”Velkommen igen, Guds engle små” af N.F.S. Grundtvig, og jeg vælger den altid juledag, når jeg har gudstjeneste.

Jeg godt lide, at der er flere lag i den. Det første lag er det umiddelbart genkendelige. Der er en tone af noget familiært fra Grundtvigs eget liv – ”vi puslinge har i hver en vrå” - altså at børnene ligger og sover i deres værelser.

Jeg har altid set scenariet for mig, at Grundtvig på det tidspunkt var småbørnsfar med små penge og store forventninger til julen, men også med en bekymring for, om han kunne leve op til det hele. Midt i det rammer julemorgens stille glæde, og man hører julens budskab som godt nyt til fattige mennesker. Da mærker man, at det handler om at vokse sammen med barnets glæde i stedet for at fortabe sig i egne spekulationer.

Mange af julesalmerne er i den grad knyttet til ens personlige erindringer fra tidligere års jul. Den her salme får mig af en eller anden grund til at tænke på en af mine første juleaftener som præst. Jeg var nervøs og anspændt ved alt det nye og det forventningspres, jeg bildte mig selv ind, der var. Da havde vi også ”puslinge”, altså vores førstefødte søn, som ikke var meget for at sove om natten og drømme sødt om Betlehem. Jeg blev mere og mere nervøs over udsigten til ikke at få sovet natten op til juleaftensdag, så jeg gik arrigt ovenpå for at lægge mig i et af gæsteværelserne i den seng, hvor min kone havde stillet risengrøden, som skulle afkøles, før den kunne blive til risalamande. Gryden røg på gulvet og indholdet ud i sengen. Det blev en dårlig nat.

For at det ikke skal være løgn, fik knægten sin finger i klemme i kirkebøssen samme aften, så han skulle køres på skadestuen, og min svigerfars mor døde. Men alt dette til trods glemmer jeg aldrig den første juleaften i landsbykirken med festen, glæden og alle dem, der ønskede glædelig jul i kirkedøren.

Det andet lag i salmen handler om kirken og menigheden. Grundtvig skrev salmen, mens han var præst i Frelserkirken i København. Han blev tit forstemt og trist ved juletid. Han syntes, det stod sløjt til med kirkens tilstand og menighedens julefejring, og at det i det hele taget var en fattig omgang her i ortodoksiens mørke, i enevældens halvtomme pragtkirke med store betonengle.

Men i ”Velkommen igen, Guds engle små” fornemmer man, at der er kommet et slags gennembrud, en stille glæde bobler frem i Grundtvig og han forudgriber den ”mageløse opdagelse”, han senere havde: Nemlig at kristendommen lever i kraft af menigheden, bønnen og gudstjenesten. Englene, Guds engle, ikke dem af beton, men de små vævre, allestedsnærværende engle svæver og vandrer nu på ”salmens tonestige” i menighedens sang.

I salmens andet lag er ”puslingene” den danske menighed, som bærer drømmen om kristentroens genfødelse i deres hjerter. Men nu hvor de sidder sammen og synger i kirken er drømmen jo gået i opfyldelse og blevet til virkelighed. For da er menigheden og menighedens tro levende her og nu.

”Oh fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes”, står der i salmen. Ved juletid kan kontrasten mellem det, man føler, og det man synes, man forventes at føle, være stor. Bekymringer, tristhed, gammel sorg – der er så meget, der kan komme mellem en og juleglæden. Men glæden er jo ikke noget, vi skal finde i os selv, men den der kommer til os med barnet i krybben.

De største julesalmer er jo ikke skrevet ud af en nisseglad veloplagthed, men af den, der kender til både julesorgen og den dybere glæde, evangeliets budskab bringer. Det har H.A. Brorson også fat i i salmen ” I denne søde juletid”, hvor vi synger:

”Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe.”

Henrik Wigh-Poulsen er biskop over Aarhus Stift og kongelig konfessionarius.