Herrens Veje, afsnit 10: Anden sæsons flotte drama fejlede, da det kom til troen

Det er en markant bedre sæson af Herrens Veje, vi dette efterår har været vidne til, skriver sognepræst Henrik Højlund. Men seriens grundlæggende problem er stadig, at den fremstiller en kristentro, som hviler på den enkeltes egen trosintegritet

Anden sæson af Herrens Veje er efter min mening bedre end første. Det skyldes dens langt bedre menneskelige drama. Seriens trosmæssige plot er dog stadig sært og forskruet, og jeg har svært ved at koble mine egne trosmæssige og præstelige erfaringer på.

Far-søn dramaet i sæsonens finaleafsnit gjorde mine øjne våde. ”Børn skal ikke trøste deres forældre”, siger Johannes Krogh til sin søn, Christian, på vejen, hvor den anden søn, August, gik ud foran en lastbil og blev dræbt. ”Måske skulle du se mig som noget andet”, svarer Christian. Johannes fortsætter: ”Jeg har været en forfærdelig far”. ”Nej, du var også en fantastisk far. Du kunne alt muligt. Du var Gud for os”, siger Christian.

Det er knivskarpt og stærkt bevægende essensen af en forælders nødvendige selverkendelse og abdicering, og det er essensen af et voksent barns frisættelse. Dér fandt jeg stor genkendelse.

I det præstelige og trosmæssige var genkendelsen mere overfladisk. Eller mest af alt: Genkendelsen meldte sig med modsigelsen som fortegn.

Johannes er indkaldt til tjenstlig samtale med tanke på fyring. Hvis man tænker på summen af hans handlinger og opførsel gennem de to sæsoner, er der en vis logik i, at det måtte ende sådan. Ikke desto mindre har man stadig en vis antipati mod systemets folk, biskop og sekretærer, plus Johannes’ egen menighedsrådsformand med flere. Der er en ubehagelig kølig, formalistisk distance hos dem.

Jeg har selv prøvet det en gang. Det var nok ikke ligefrem med fyring som mål, men jeg genkender den formalistiske kølighed. I en kirke, som man forbinder med noget helt andet end et firma, som blot følger paragraffer og procedurer, føles det ekstra ubehageligt, når ledelsen pludselig agerer som et koldt system.

Modsigelsen meldte sig i flere dele, også i dette sidste afsnit. Johannes har fået en ny rolle som lærer på præsteuddannelsen Pastoralseminariet. Her sætter han med banden og svovlen en ung præstespire på plads over for hele holdet på en måde, som overskrider enhver normalpædagogisk indsigt. Det skal formentlig nok forestille at vække vores sans for Johannes, men hvis jeg talte sådan til dem, jeg er prædikenvejleder for på Pastoralseminariet, var jeg blevet fyret dagen efter.

Modsigelsen gælder også, da Christian holder udendørs gudstjeneste på et sted, hvor der skal bygges kirke og i sin prædiken ikke kan komme på andet end nogle gennemført almenreligiøse begrundelser for at fortsætte med kirkebyggeriet. Begge dele og flere andre lignende ting i afsnittet og i hele serien lider under den forestilling, at tro, når alt kommer til alt, hænger på én eneste ting: den enkeltes egen trosintegritet. Den enkeltes evne til at bære troen oppe med egen personlig kraft. Denne forestilling gør adskillige gange i løbet af serien tro til et slags egotrip, et gennemført subjektivt baseret foretagende, som jævnligt – i skikkelse af Johannes og August - slår ud i det glade vanvid. Andre gange – i Christians buddhistisk inspirerede form – i mere sympatiske udtryk. Men altid konsekvent subjektivt baseret.

Hvis det var summen af mit mandat som præst i folkekirken, så holdt jeg op i morgen. Min egen trosstyrke er en højst upålidelig sag. Men ham, jeg tror på, holder på den lange bane. Derfor – alene derfor – tør jeg fortsætte som præst.

Henrik Højlund er sognepræst i Kingos kirke, Nørrebro.