”Herrens Veje” afsnit 10: På din maske skal jeg kende dig

I sidste afsnit af ”Herrens Vejes” første sæson viser Augusts eksempel, at troen ikke kan bruges som flugtvej, når et menneske forsøger at flygte fra sig selv. Tværtimod er det i troen, vi kommer til os selv, skriver sognepræst Julie Damlund

"På din maske skal jeg kende dig"

Sådan lyder et berømt citat fra en af Karen Blixens noveller. I det sidste afsnit af ”Herrens Vejes” første sæson er der masker, der falder. Hemmeligheder afsløres, men hvad gemmer sig bag maskerne?

Ole Sarvigs digt ”Kristus i kornet” sætter tonen og stemningen for hele afsnittet. Digtet illustreres med kornmarker og pinsesol, men ordene har en ildevarslende dommedagsklang:

Jeg så det i morges ved fem-tiden
da Kristus kom
den blege time, da børn fødes,
da brande bryder ud.

Det er fødsel og død, altings ophør og altings begyndelse, livets mest gådefulde og smertefulde overgange.

Maskefald
Elisabeth, Christian og August er alle skrupforvirrede. De er i deres følelsers vold, de er ikke andet end følelser og det begrænser deres udsyn og deres handlemuligheder. Det er en sigende detalje, at man aldrig ser medlemmerne af familien Krogh arbejde med noget konkret og håndgribeligt. Christian overlader alt det praktiske til Amira og møder bare op som sig selv til sine foredrag. August har samme tilgang til embedet som gadepræst, og man ser ham ikke læse en bog eller forberede en prædiken. Elisabeth er gymnasielærer, men har tilsyneladende aldrig en stil, der skal rettes.

De tre forsøger sig med forskellige masker, der skal holde dem oppe som skaller om et blødt materiale. Christian prøver buddhismen, men orker ikke at gå helhjertet ind i det. Til trods for hvad han skriver i sin bog, er han lige så meget styret af følelser, som før.

Han er et blankt lærred, der venter på at nogen skal male på ham: Hans far, en kæreste, en buddhistmunk. I sidste afsnit ser vi ham for første gang træde i karakter, da hans kæreste Nanna vil, at han skal vælge familien fra. For første gang træffer han et valg, som handler om andre end ham selv. For første gang ser vi Christian acceptere, at han har den familie, han har.

Elisabeth går den modsatte retning og vælger familien fra til fordel for sin nye kærlighed, som hun ellers lige har kasseret. Vi mangler endnu at se, om der er bund i hendes kærlighed til Liv, eller om hun bare er et redskab i den frigørelse, som Elisabeth ikke tidligere har magtet.

Augusts kamp
August er den ulykkelige skæbne, der ikke formår at gøre sig fri. Hans valg af præstegerningen handler udelukkende om at få anerkendelse og accept af sin far. Han har ikke sin fars tro, men postulerer sig frem. I afsnit ni så vi, hvordan Augusts gudsbillede er forvredet til ukendelighed. Han købslår med Gud og kender ikke, eller har ikke tro på, nådens Gud, der ikke er til at handle med, fordi han allerede har givet alt.

Det var Augusts søgen efter en tro, der kan mærkes, der i sin tid drev ham ud som feltpræst. Det skæbnesvangre øjeblik, da August affyrede sit våben mod en civil, er igen fremkaldt af hans næsten sygelige tørst efter at høre til og blive anerkendt. Som i Christians tilfælde er han uden kerne, uden det indre kompas, der kunne have hjulpet ham med at handle og vælge.

August bruger troen som et skjold. Han holder de store ord op foran sig, som en undskyldning for at svigte sine nærmeste og undlade at forholde sig til den skyld, han bærer på.

Sønnerne betaler prisen
Johannes hjælper ham villigt på vej. Han ser ikke det lidende menneske. Han vil ikke se det, for i Johannes’ øjne er sagen større end mennesket. Og her ligger den stærke patriarks største svigt: Han har fejlet i forhold til at gøre sine sønner til mennesker. Elisabeths svigt er lige så stort, for hun har ladet det ske. De to sønner betaler prisen som forkrøblede skyggeplanter.

Augusts eksempel viser, at troen ikke kan bruges som flugtvej, når et menneske forsøger at flygte fra sig selv. Tværtimod er det i troen, vi kommer til os selv. Sagt med en tanke, som netop Ole Sarvig har formuleret: Gud blev menneske, for at vi skulle blive til som mennesker, og det menneskelige trænge igennem verden.

Selv Augusts’ imponerende tungetale afsløres som et fortvivlet forsøg på at hælde sig selv ned i den støbeform, hans far har overladt til ham: Det viser sig, at August kopierer sin farfar, som han fangede på video som barn. Christians fravalg af Nanna til fordel for at hjælpe sin bror giver håb.

For August derimod er der ikke længere nogen udvej. Han må gå til grunde. Vi ser ham gå igennem kornet – som Kristus i digtet - sammen med alle de døde, de lidende og de sørgende. Med ord fra et andet digt af Sarvig: ”De, der har mistet alt, som I, vil Kristus tage bolig i”.

Håbet for August udgøres af Emilie, som bærer deres barn. I sidste øjeblik vælger hun aborten fra og forlader hospitalet. Da vi forlader Emilie, befinder hun sig mellem fødsel og død. Eller med digtets ord: I den blege time, da børn fødes og brande bryder ud.

Julie Damlund er sognepræst i Lundehus Kirke og Taksigelseskirken i København.