”Herrens Veje” afsnit 3: Kritikernes kynisme får baghjul i rørende menneskeligt afsnit

Provsten Johannes (i midten) kan ikke bare afskrives som en narcissistisk drukkenbolt, hvis forskelsbehandling af sine sønner allerede har nået gammeltestamentlige højder, skriver sognepræst Thea Emilie Laukamp Nielsen om DR-seriens tredje afsnit. Foto: Tine Harden/DR

Man skal ikke dømme et værk uden at have set det i sin fulde udstrækning. Men sognepræst Thea Emilie Laukamp Nielsen blev trods irritation over overdramatisering alligevel rørt af personskildringerne i tredje afsnit af "Herrens Veje"

Forestil dig et ukendt maleri, som er skjult bag et forhæng. Du letter på forhænget, ser maleriets nederste hjørne og konstaterer, at du ikke kan lide det. Det er uretfærdigt overfor værket.

På samme måde med DR-serien ”Herrens Veje”: Selv om vi ikke engang er nået halvvejs gennem den endnu, er der allerede blevet skrevet mange anmeldelser og refleksioner over serien. Flere af dem, jeg har læst, er knapt blevet offentliggjort, før de efter visningen af næste afsnit igen er uaktuelle.

Hvert afsnit af serien indeholder det ene brud på De 10 Bud efter det andet - selvom serien dog ikke er bygget op over dekalogen, som først antaget. Og det fik heldigvis heller ikke lov til at forblive upåtalt, da August både velsignede våben og senere selv greb til dem og dræbte en civilist.

Kritikernes kynisme har fået lov til at optage en del plads på det sociale medie Facebook. Men det var helt forventeligt. Jeg har heller ikke selv været overvejende positivt stemt fra begyndelsen. Nok har jeg ikke delagtiggjort hele Danmark i mine anfægtelser, men det er alligevel lidt pinligt at have udtalt sig kategorisk afvisende over noget, man ugen efter sidder og bliver dybt berørt af. Også selv om mine udtalelser faldt i et mere afgrænset forum end Facebook.

For nu har jeg set tredje afsnit af serien. Jeg er både berørt og lidt flov over tidligere udbrud -men der er stadig mulighed for, at jeg senere vil blive flov over at have ladet mig berøre!

Det er meget sandsynligt, at ”Herrens Veje” og dens persongalleri skiftevis vil berøre og irritere mig, indtil historien er fortalt til ende. For serien er en fortælling om mennesker, om deres indbyrdes forhold og om det besværlige vilkår at leve sammen med andre, at have ansvar og at skylde andre noget. Og sådan er det med mennesket: Vi er sammensatte og kan både være årsag til glæde og irritation. Vi indeholder en masse ondt og overrasker dog en gang imellem hinanden med, at vi også kan gøre noget godt.

En helhedsvurdering af et enkelt menneske, der foretages før dét menneskes historie er fortalt til ende, kan aldrig blive andet end en fordom. Tag familien Krogh: Familiens overhoved, provsten Johannes, kan ikke bare afskrives som en narcissistisk drukkenbolt, hvis forskelsbehandling af sine sønner allerede har nået gammeltestamentlige højder.

Og August indeholder langt mere råddenskab end man først kunne forestille sig af en moderne Abel, der i udgangspunktet tror, at Gud er kærlighed, indtil nye erfaringer fortæller ham, at også Gud er mere kompleks og sammensat end først antaget.

Og gad vide, om det ikke også nok skal vise sig, at Elisabeth er mere end blot en hengiven mor og en tålmodig præstefrue, der med visdom vejleder manden, hun står bag? Og Christian mere end et omvandrende nederlag, der ikke tror på venskab, ikke tror på Gud, ikke tror på en skid?

Så jeg satser på, at jeg de næste uger igen vil blive enormt irriteret på Adam Prices overdramatisering af realistiske scenarier, mens jeg i næste øjeblik beundrer hans følsomme skildring af mellemmenneskelige relationer, som kommer til udtryk gennem både manuskript, instruktion og formidabelt skuespil.

Thea Emilie Laukamp Nielsen, sognepræst i Darum sogn, feltpræst og præstebarn.