Herrens Veje, afsnit et: Sorgen er ikke et bjerg, du kan lægge for dine fødder

I anden sæson af Herrens Veje ser man en familie i sorg med forskellige måder at håndtere det på - og forsøg på at undvige smerten. Men sorgens fællesskab er vigtigt, for det vidner om kærlighed, skriver præst Iben Palle Hansen i en refleksion over første afsnit

Herrens Veje er tilbage. En søn fattigere, for August døde i en ulykke, og nu skal familien forsøge at klinke skårene med Christian som eneste præstesøn af faderfiguren Johannes Krogh.

Jeg forstår ham godt – Christian. Ham, der blev tilbage, ham, der nu må se sig selv alvorligt i øjnene for måske endelig at komme overens med der, der hele tiden har ligget og ventet i form af hans families, og især hans fars, forventninger. Det, han må tage på sig. Det, der lå og var bestemt.

Forventningerne kommer til udtryk ikke alene i hans navn, Christian, men også i det indlysende i hans væsen, der hele tiden har ligget så åbenlyst og ventet på at folde sig ud, som et frø i den forårskolde muld. Christian – navnet betyder "tilhængeren af Kristus" – den søn, vi alle har ventet på skulle finde hjem, til sin familie, sit hjem og sig selv.

Jeg forstår ham. For han har ikke lyst til at tage det indlysende valg. Ingen af os ønsker at være indlysende. Vi vil meget hellere være originale, ikke træde på kendte stier, så hellere de uberørte, og slet ikke i fars fodspor. Christian lever af at være coach og selvhjælpsguru og synes næsten at forsøge at berolige sig selv: Træk vejret, find dit fokus, vær nærværende. Men hans erkendelse er måske den, han – og nok også vi - frygter: Han er nu langsomt ved at opdage, at alt det du er, er du også, fordi nogen har været her før dig og at du derfor er bærer af langt mere, end det, du selv kan fortælle.

Også du er nogens barn. Og selv den landskamp af en navnefest, som den enken Emilie i trods mod familien holder for sit og Augusts barn, kan ikke tage fra deres tosomhed, at også de er Guds børn, uanset om dåbens vand er der eller ej.

Gud virker nemlig i mere end bare det stille. Gud virker i natsværmerens vinge, i torden og i vind og åbenbart også i de elektriske installationer, hvis man skal tro Adam Price. Men hvor går man hen, når livet og døden slår så hårdt, at vi næsten går i stykker? Af alle de veje, vi mennesker kan vælge, er det altid en gåde, hvorfor vi vælger dem, der fører os længst væk fra hinanden. Hvorfor ende i armene på en tyndhåret ejendomsmægler, som præstekonen Elisabeth gør, frem for en trøstesløs elsket, fortabt i længselsfuld ensomhed, der også bærer vidne om det, der var? Hvorfor tage et dannebrog i hånden og synge simple børnesange til navngivningsfesten, når vi kan holdes over dåben og bæres gennem livet i skyggen af en kærligheds vinge - som del af en fælles fortælling om menneskers liv og vilkår?

Hvor klichefyldte de mange versioner af sorg, som familien Krogh præsenterer for os end er, er det virkeligt sande midt i alt dette, at sorgen hverken kan eller skal undgås. For der ligger et nødvendigt fællesskab i sorgen: Den fortæller dig, at kærligheden var der, og at den stadig er der, selv efter den er blevet hjemløs. Sorgen bliver derfor den måde, hvorpå vi stadig kan holde kærligheden i live blandt de levende.

Som præst ser jeg det ofte og gentager det: Du skal sørge. Og vi skal sørge sammen. Psykoanalytikeren Sigmund Freud betragtede sorgen som noget, vi skulle igennem, så vi kunne ende med at frigøre os fra den elskede, der nu ikke var her længere. Men Freud kunne ikke tage den sandhed fra os, som Søren Kierkegaard så skarpt formulerede i ”Sygdommen til døden”: At sorgen er den direkte forbindelse til kærligheden, og erindringen i virkeligheden den reneste form for kærlighed.

Derfor er sorgen dybt nødvendig at holde fast i og at gå ind i. Den bliver det navn, vi i fællesskab må fortælle hinanden: Os, der blev tilbage. For sorgen er ikke et bjerg, du kan lægge under dine fødder, men et hav, hvori vi alle må søge at finde vejen hjem.

Iben Palle Hansen er sogne- og hospitalspræst ved Brønshøj Kirke og Bispebjerg Hospital.