"Herrens Veje" afsnit fem: Ikke et menneske, men fem milligram stesolid

Er man Guds barn eller diagnosens barn? Tv-seriens yngste præst August vælger at være sidstnævnte, når han går til syndsbekendelse for fem milligram stesolid, mener Marie Høgh. Foto: Tine Harden/DR/Leif Tuxen

Det femte afsnit af "Herrens Veje" viser præster, der slås med familiære skærmydsler, druk, tvivl og anfægtelse, så det får virkelighedens præsters forfængelighedsbarometer til næsten at eksplodere, skriver sognepræst Marie Høgh

Vi skriver år 2017 og alligevel har folk ofte deres præfabrikerede forestillinger om, hvordan en præst er eller bør være. Det gælder ikke mindst hvilke meninger, man kan tillade sig at have som præst om alt lige fra utroskab og skilsmisser til klimapolitik og integration.

Det får seriens forfatter Adam Price og hele hans kulørte persongalleri rusket godt og grundigt op i. Men det morsomme er, at Herrens Veje tilsyneladende også rammer en flanke af forfængelige præster, der sidder hjemme i sofaen søndag aften og ømmer sig over kirkens rygte (og ikke mindst deres eget), mens præsters utroskab og vaklende hjerter, kvartalsdruk eller bare alkoholforbrug, familiære skærmydsler, tvivl og anfægtelse trasker over skærmen i primetime, som var de helt almindelige mennesker.

Uha - forfængelighedsbarometeret er ved at eksplodere. Og det får præster til i et eller andet selvforsvar at sige de mest tossede ting. For eksempel kunne Christian Roar Petersen i sidste uges omtale af Herrens Veje ikke se en ”god kerne” i seriens præster. Gud fri mig vel - ”en god kerne”.

Men netop fordi Adam Price ved, at præsters ”kerner” er fuldstændig ligeså rådne og fulde af fejl som alle andre menneskers inderste indre, skildres sjælesorgssamtalerne så aldeles fremragende. I sjælesorgssamtalen sidder du overfor en præst, et menneske med livet mellem hænderne – og et levet liv, der (bogstavelig talt) larmer i baggrunden, som Johannes Krogh i seriens femte afsnit.

For sådan møder præsten sit medmenneske: Med kristentroen i hjertet, der er sandheden om ethvert menneske og med sit eget slidte menneskeliv under overfrakken. I en samtale fra hjerte til hjerte på kirkebænken i huset med de høje sale, der kan rumme alt det, vi ikke kan, betror den vordende brud sin angst til Johannes.

Kan jeg leve op til forpligtelsen overfor det menneske, jeg lover at elske og ære i medgang og modgang? Der er jo dage, hvor det ikke er så lige til at elske, så må man ære, respektere og være tro. Det river og slider i Johannes. Ud fra det anfægtelsens mørke, han selv prøver at finde vej i, svarer han bruden lidt mere højrøstet, end de anbefaler på folkekirkens efteruddannelse modul tre i sjælesorg, som Johannes i øvrigt med sikkerhed ikke havde kunnet fordrage. Men han giver hende sandhedens trøst, nemlig at vi er ”utålmodige, for rodløse og egoistiske”. Ja, vel er vi det, for vi søger en storhed, intet menneske kan give os. Sådan er det, det gør vi – nogen bærer en større uro end andre.

Men sandheden om ægteskabet er, som Johannes siger, at det kræver opofrelse og udholdenhed at ville et andet menneske, for vi skal ikke trække hinanden igennem vores idiotier. Kan du ikke det, så lad være, altså med at gifte dig.

Nej, selvfølgelig skal man ikke lade være.Det er også konklusion, Johannes når frem til senere i afsnittet,mindre i oprør, men ikke mindre ulykkelig. Kom sæt sig dig et øjeblik, siger han insisterende til bruden, der vil aflyse brylluppet. Johannes har en sandhed på hjertet, han absolut må sige hende: ”Du kommer til at såre ham.” Ja, det gør vi. Ikke fordi vi vil, men fordi vi er mennesker.

Men som Johannes siger er spørgsmålet, om vi overhovedet vil ofre det, der skal til. Ofre lidt af dig selv, lidt mere end du tør. Bære over med hinanden, bære hinanden videre – skubbe din egen angst til side, tage den elskedes hånd og bære ham eller hende over angsten ind i kærligheden. Og omvendt vil du måske en dag, som Johannes med hatten i hånden, håbe på, at din elskede vil ofre så meget af sig selv, at vedkommende bærer dig over dit svigt – dine fejl - og vove at lade kærligheden gå et skridt videre, selvom man stod ved det umiddelbare sidste.

Jeg har særlig hæftet mig ved sjælesorgssamtalerne i femte afsnit, fordi de viser, hvordan man som præst gang på gang bliver sat overfor et menneske, hvis livssituation ligger så ubærligt tæt op ad ens egen. Men det er præstens opgave, og vi skal tage den på os, selvom livet skælver under os.

Vi har intet at skyde ind imellem os og det menneske, der sidder ved siden af. Hverken moral eller piller. Men alene evangeliet. Troen på Gud. Og så dit Fadervor. Psykiateren med det tilbagestrøgne hår i det klinisk rum har et arsenal af piller. Der lugter af håndsprit, han skyder en diagnose ind mellem dig og ham. Du er klient, diagnosens barn. Hos præsten er du menneske, Guds barn, der ligner præsten med den rådne kerne og det fortumlede liv – med den fortrolige stemme som du tillidsfuldt opsøger.

Men hvad fik August til at fortælle psykiateren (der med garanti ikke holder sin tavshedspligt) sit hjerteanliggende, sandhed og anfægtelse? Tillid? Tro? Nej. Fem milligram stesolid.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse Kirke