Herrens Veje, afsnit ni: Den kristne finder sin frihed i kontroltabet

Når sorgen rammer, kommer også kontroltabet. Her er det oplagt at gribe ud efter kontrollen på andre områder, men man må i stedet finde fred i at være kontrolløs i Guds hænder, skriver præst Andreas Kammersgaard Ipsen i en refleksion over Herrens Veje

Siden starten på sæson 2 har jeg undret mig over, hvorfor Herrens Veje tilsyneladende havde valgt at springe let og elegant over det mest interessante kapitel af familien Kroghs tragiske historie, nemlig forløbet i umiddelbar forlængelse af Augusts død. Men nu, i det hidtil mest intense afsnit, får vi endelig et indblik i den rå og ufiltrerede sorg, som lammer og splitter familien i tiden mellem død og begravelse. En sorg som ikke kan sættes på formel eller forudsiges, men som altid kun kan erfares i nuet. En sorg der kun kan være, som den er.

Skildringen af denne sorg og de medfølgende konflikter er både gribende og realistisk. Jeg har helt tæt på oplevet, hvor forskelligt mennesker kan reagere på chok og sorg. Herrens Veje formår i dette afsnit at indramme nogle af de almindelige og naturlige reaktioner og også at sætte fokus på noget af det, som ofte ligger bag de meget forskellige reaktioner på sorg: oplevelsen af kontroltab i erkendelsen af virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed.

Vi ser, hvordan Johannes Krogh desperat, men forgæves, forsøger at genvinde noget af den tabte kontrol ved at diktere planlægningen af begravelsen. Når vi mister kontrollen i mødet med dødens ultimative virkelighed, så er det menneskeligt at søge noget, et eller andet, som vi i det mindste har en smule kontrol over. For at vi ikke skal føle os komplet fortabte.

Man plejer at sige, at man ikke kan få tandpastaen tilbage i tuben. Det kan man nu godt, hvis man er grundig nok, men meningen i udtrykket er alligevel til at forstå: Det som er sket, kan ikke u-ske. Det som er sagt eller gjort, kan ikke u-siges eller u-gøres. Dette faktum kan man kalde for ”tandpasta-princippet”. I hverdagen kan vi for det meste håndtere og leve med tandpasta-princippet gennem kontrol: Vi varer vores mund, spænder sikkerhedsselen og sørger for at spise sundt. Så længe vi på den måde føler, at vi er i kontrol, føler vi også, at vores liv fungerer.

Men når vi pludselig står ved kanten og stirrer ned i døden uigenkaldelige afgrund, når vi bliver overfaldet af tandpasta-princippet, så mister vi også ethvert håb om kontrol. Vi kan kæmpe for at genvinde den, som Johannes gør, men ultimativt er den udenfor rækkevidde. Og netop her er det, at det kristne evangelium kan gøre en forskel. Ikke ved at gøre smerten i tabet mindre, men fordi et menneske ved tro på Jesus allerede har erfaret det mest fundamentale kontroltab i livet.

Kernen i kristendommen er ikke, at vi får hjælp til at mestre livet, men at vi får lov til at opgive enhver form for mestring og i stedet overgive os til Guds hånd. At vi erkender vores fortabthed og overgiver os til Jesus, som er frelser for det fortabte. At vi erkender vores synd og tillader Gud at tilgive os af ren, ufortjent nåde.

En kristen lever i, og finder sin frihed i, det vedvarende kontroltab, som følger med at være et barn af Gud. På det mest fundamentale og eksistentielle plan kan en kristen ikke miste mere kontrol eller opleve sig mere fortabt, end han/hun allerede har gjort ved omvendelse og tro på Jesus. Det giver ikke en fribillet ud af sorgen, men det kan give rum til at være i sorgen uden at gå til grunde, for jeg har allerede erfaret på det mest fundamentale plan, at kontrollen slet ikke var min til at starte med.

Derfor er det mit håb for familien Krogh og alle andre, der oplever lignende sorg, at de må finde denne fred: At være ultimativt kontrolløse i Guds hænder og have visheden om, at han, i sidste ende og som den eneste, er i stand til at få tandpastaen tilbage i tuben og overvinde virkelighedens ubarmhjertige uigenkaldelighed.

Andreas Kammersgaard Ipsen er præst i Tarm Frimenighed