”Herrens Veje” afsnit ni: Soning med en ”selfie”-stang

For hvis skyld søger et menneske soning? Hjælper August og Johannes af de rigtige grunde - eller er vi ude i et "selfie"-projekt, spørger provst Kirsten Jørgensen efter at have set niende afsnit af DR's præsteserie

Det er selvfølgelig urimeligt flabet at give niende afsnit af ”Herrens Veje” denne overskrift. En lille time i selskab med August, der veksler mellem at befinde sig i religiøs ekstase og en hjerteskærende pine, burde nok mane til en alvorligere og mere respektfuld overskrift.

Temaet er alvorligt nok: Soning. Og det er min overskrift sådan set også, for afsnittets fremstilling af kompleksiteten i et gigantisk teologisk tema er fremragende, når det peger på, hvor svært det er at skelne mellem selvkærlighed og næstekærlighed.

Soning betyder at fortryde en synd, forbrydelse eller fejl og forsøge at rette op på sin ugerning. Det store spørgsmål, dette afsnit stiller, er, for hvis skyld et menneske søger soning. Når vi gør det, gør vi det så af de rette grunde? Spørgsmålet stilles af bipersonerne; psykiateren Daniel og ikke mindst af kirketjener Svend; ham, der repræsenterer den stille, ikke-flamboyante tro, hverdagstroen. De er de nøgterne hverdagsmennesker. Det er dem, der spørger August og Johannes, om de nu hjælper af de rigtige grunde. Eller er vi ude i et "selfie"-projekt (at tage et billede af sig selv, red.)?

August er så plaget af sin skyld, drabet på en uskyldig kvinde, at det bliver en besættelse for ham at finde soning. Et liv for et liv. Han forsøger at slå en handel af med spøgelset i sit liv. Hvis han redder den unge dreng, flygtningen Hakim, så vil kvindentilgive ham, at han tog hendes liv og gjorde en dreng forældreløs.

Hvor går grænsen mellem hans oprigtige omsorg for den nødstedte næste og hans egen interesse i at slippe af med sin dæmon? Er Hakim virkelig det tilfældige nødstedte mennesker, der er havnet på hans dørtrin, som Johannes lidenskabeligt fremstiller det? Eller bliver Hakim et instrument i Augusts kamp for at slippe af med den største synd – at have taget et andet menneskes liv? En soning på "selfie"-stang.

Det sidste er selvfølgelig et dobbelt forræderi af det nødstedte menneske. August erfarer, at man ikke kan forhandle med spøgelser. De ligger på hovedpuden ved siden af os. Synd kan ikke fikses, forhandles - kun tilgives.

På fremragende vis får niende afsnit fremstillet det menneskelige grundvilkår, at det er svært at slippe for sig selv. Misantropen ville sige, at der slet ikke findes ægte næstekærlige handlinger, for det er umuligt at se bort fra menneskets egeninteresse. Handler jeg godt, falder det altid tilbage på mig selv som en behagelig kildren af mit bekræftelsessyge jeg.

Det er den kristne fortællings dybe indsigt, at det menneskelige erudspændt mellem egenkærlighed og næstekærlighed i et forhold, der aldrig går op. Det er ikke et problem, der skal løses, men et vilkår, der skal leves. Et vilkår, som Gud ikke har løst os fra, men forløst os i.

Som Johannes siger til August i kirken; Kristus har ofret alt for dig. Og jeg tilføjer; Kristus er netop den eneste, der har kunnet gøre det uden egenkærlighed. Derfor er bønnen til Kristus det eneste, der – måske – kan slippe os ud af selfie-møllen. Synd kan ikke fikses. Kun tilgives. Det har August ikke forstået endnu. Derfor render han stadig rundt om sin egen pine i stadig mere anstrengende cirkler og prøver selv at være Jesus, som han kommer til at sige til psykiater Daniel.

August har mange kloner i vores virkelige verden. De er ikke så ekstreme, hverdagens mennesker, der prøver at være fuldkomne. Men hver dag står så mange af os op med en forventning om at blive det, der så rædselsfuldt hedder at være den bedste udgave af sig selv.

Vores syndsbevidsthed er kæmpe stor, selvom vi ikke kalder den sådan. Vores stræben efter soning med vores egen menneskelighed er nidkær, selvom det heller ikke er sådan, vi omtaler vores perfektionstrang.

Vi skulle hellere tage ved lære af Johannes-billedet. For i al sin larmende uperfekthed så er der noget sandt menneskeligt over Johannes. Og så smukt er det, at afsnittet netop åbnes med, at han træder ind i noget rituelt for at sone sin egen synd over for Elisabeth. For hvad er scenen i badeklubben andet end et renselsesbad, en dåb, en genfødsel, som de begge ordløst giver sig ind under. Han, med sin topmave og midaldrende ben og let forvirrede blik. En skæv og smuk scene, med lige dele dybde og smil i mundvigen. Og det virker.

Kirsten Jørgensen er provst på Frederiksberg.