"Herrens Veje" afsnit otte: Et styrtdyk ned i det maskuline egos selvdestruktion

I "Herrens Veje" er de manglige egoer i centrum. Selv Augusts kald som gadepræst handler om hans egen soning, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen. Foto: Tine Harden/DR

I "Herrens Veje" møder vi ikke en folkekirke i krise, men en afbildning af radikaliseret tro og tre store mandlige egoer, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen om det nyeste afsnit af DR's præsteserie

Når læger ser lægeserier, sidder de og tager sig til hovedet over, hvor urealistisk det er. Sådan har det også været som præst at følge med i ”Herrens Veje.”Men som Adam Price mindede os præster om ved et seminar i sensommeren: Så spændende er jeres hverdag jo heller ikke! Sandt nok. Der må skrues lidt op for blusset og smøres lidt mere på. Masser af smør.

Der er ikke meget "cheasy" over seriens præstefamilie. De brager ud gennem skærmen med stor karisma og drager os ind i deres kaotiske følelsesliv, så vi føler os genkendt i alt vores eget bøvl. Det er som udgangspunkt seriens store styrke, at den tør tage livtag med liv, der ikke går op, og hvor der ikke findes lette løsninger. Hvor man både elsker og hader hinanden, og hvor man er spændt ud mellem kærligheden til sin familie og ønsket om at løbe skrigende væk. De svære indbyrdes relationer skildres med stor præcision og sans for, at det aldrig er sort eller hvidt.

Samme nuancerede billede gives ikke af troens verden. For hvor er den almindelige danskers tøvende, blufærdige religiøsitet? Hvor er den stilfærdige tro, der bare gerne vil holde en dør åben? Hvor er den svale agnostiker og den rationelle kulturkristne? Den eneste tro, vi møder, er radikaliseret tro, ekstremt udtrykt hos både Johannes Krogh og hans to sønner. Og det virker så fremmedgørende, at det har fået mange anmeldere til at kalde serien en afbildning af en folkekirke i krise. I mine øjne handler ”Herrens veje” ikke om en kirke i krise, men om en familie i krise. En familie med tre store mandlige egoer.

Afsnit ottes overskrift er et Luther-citat: ”Den, der går forbi sin næste, går forbi Gud”. Her bliver Augustsom nyudnævnt gadepræst konfronteret med det dilemma, at en illegal flygtning har brug for hans hjælp. Det har referencer til virkeligheden, hvor præster har givet husly til udviste asylansøgere og har oplevet sig fanget mellem det at være præst og tjenestemand.

Fanget mellem deres kristne forpligtelse til at hjælpe et medmenneske i nød og deres forpligtelse til at overholde landets love. Der findes ikke nogen løsning på det dilemma. Man må følge sin samvittighed og samtidig være klar over, at det kan få nogle konsekvenser. Om det får det for August, vil vise sig.

Det interessante er, at det slet ikke er det etiske dilemma, der er i centrum. Det er August. Han viser sig at være bærer af det samme forbandede ego som sin far. Han ville ikke være præst i Brovang kirke, for der er han bare ”søndagsunderholdning”. En søndag gik han amok og råbte til de stakkels kirkegængere, at det hele er tomhed! Det faldt ham ikke ind, at det måske ikke var tomhed for kirkegængerne. Det faldt ham ikke ind, at det hele ikke handler om ham. Nu er han gadepræst, og her blandt gadens udsatte får han fuld dækning for sin trang til at føle sig nødvendig.

Og det har han brug for. Han bærer på en tung skyld. En måde at sone den på er at mærke kravet og dyrke det helt ud i den ekstreme situation, hvor han tager den syge flygtning med hjem. Hans ellers meget tålmodige kone Emilie låser sig inde på badeværelset og begynder at græde. Vi aner, hvordan en ny Elisabeth fødes. En kvinde, der må leve med, at hendes mands følelser og stemninger og altdominerende skyldfølelse altid vil vægte mere end deres fælles liv. Mere end hende.

Vi har ondt af Christian og August. For de skal kæmpe så hårdt for at blive fri af deres dominerende, grænseoverskridende far. Christian har udgivet en bog om at finde freden i Nepal, hvor han lærte at trække vejret ordentligt af en buddhistisk munk. Men mere fredelig er han ikke, end at han gør alle omkring sig urolige med sin passivt aggressive bedreviden.

”Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.” Sådan lyder det hos profeten Ezekiel. Og det er også den røde tråd i ”Herrens veje.” August og Christian er ikke som deres far, men deres egoer buldrer lige så stærkt derudad. ”Vi har de samme lorte-gener,” siger August til Christian: ”Vi føler for meget, vi vil så meget”.

Rundt omkring de tre mænds larmende indre og ydre kampe danner sig en beskyttende mur af kvindelig driftsikkerhed. De inkarnerer tilsammen mændenes værste frygt: Den kvindelige leder med orden i penalhuset, hende der forlader dig for at blive lesbisk, og den kedelige vedligeholder af husstanden med sin tavse bebrejdelse. De er bifigurer i det store drama. Men fordi al kraften suges ind i de tre mænds centrum og truer med at ende med et brag, kan man ikke andet end sige: Gud ske lov for bifigurerne.

Eva Holmegaard Larsen er sognepræst i Nødebo sogn.