Herrens Veje, afsnit otte: Skyld og lidenskab følges ad

Scenerne med provsten Johannes Krogh og hans barnebarn fremstår nærmest bevægende i denne sene del af serien. Det er som om, den tilkæmpede selvforståelse bliver til den skænkede eksistensforståelse ved barnet og dåben, skriver biskop emeritus Kjeld Holm om ottende afsnit af serien. Foto: Tine Harden/DR

Herrens veje har udviklet sig til et kammerspil, hvor det ydre drama er blevet et indre. Der skal dog både liv og lidenskab til, hvis Christians speciale om Kierkegaard skal få ham til at forstå sig selv i sin eksistens, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

De første ret mange afsnit af "Herrens Veje" kunne jeg ikke få et forhold til. De lod mig kold i deres forvirrede blanding af mange historier, hvis indre sammenhæng, jeg i hvert fald ikke var i stand til at udgrunde.

Men det har ændret sig henad vejen, og de sidste to afsnit, og i særdeles det seneste, har udviklet sig til et kammerspil, hvor det ydre drama er blevet til et indre, hvor kamppladsen er blevet forlagt til det indre menneske.

”Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke”, som det hedder i et berømt citat fra Martin A. Hansens ”Løgneren”. Det er ”dette yderste”, Christian er ankommet til, fordi han åbenbart har gennemskuet tomheden i sine tidligere bestræbelser på at skabe positive stemninger for mennesker og på en arbejdsplads. Dermed er det i virkeligheden en hvas kritik af alle selvudviklingsbestræbelser i erhvervs- og privatlivet ved at optimere selvoptagetheden.

Christians ”omvendelse” hænger også sammen med det svigt, han føler i forhold til August, den afdøde bror, og dermed er Søren Kierkegaard, også Martin A. Hansens inspirator, bragt i spil. Det virker ikke, som om Christian har studeret ham særligt dybdeborende, så ville han nok mere have beskæftiget sig med ”Frygt og Bæven” end ”Sygdommen til Døden”, og faderen Johannes Krogh gør rigtig opmærksom på, at man ikke kan forholde sig abstrakt-akademisk til Kierkegaards tanker. Der skal liv og lidenskab til. Netop lidenskaben udtrykker Johannes i sin færd, netop i den kierkegaardske betydning, nemlig det at ville eksistere, men også at ville forstå sig selv i sin eksistens.

Den forståelse tydeliggøres for Johannes gennem hans barnebarn, og scenerne med ham fremstår nærmest bevægende i denne sene del af serien. Det er som om, den tilkæmpede selvforståelse bliver til den skænkede eksistensforståelse ved barnet og dåben.

Alt dette fatter den noget karikerede missionsmand ikke. For ham er lidenskaben ikke rettet mod livsmening, men mod læresætninger hentet fra Biblen.

Men Johannes bliver mere og mere troværdig i sine lidenskabelige bestræbelser på at blive et sandt, og ordentligt menneske. Elisabeth efterlades i sin overspændte, grænsende til det hysteriske, religiøsitet. Måske er der en åbning til en sandere menneskelighed i scenen, hvor hun læser korrektur på sønnens speciale. Måske finder hun på den måde, gennem de daglige gøremål, en vej tilbage til både sig selv og et fællesskab med de nære.