"Herrens Veje" afsnit seks: Christian får sin prædikestol, og en machomur brydes ned

De fortabte sønner og deres far er de bærende billeder i sjette afsnit af DR-serien "Herrens Veje," skriver teolog og centerleder Birgitte Graakjær Hjort

Som i ethvert godt drama udvikler begivenhederne sig til nye højdepunkter. I ”Herrens veje” på DR1 har vi nu bevæget os fra jul til påske, og ligesom i kirkeåret – uden sammenligning i øvrigt - har hovedpersonerne i DR-serien gennemlevet mangt og meget i mellemtiden, men én ting er sikkert: dramaet når i påsken nye højder!

Et af de helt store temaer i seriens sjette afsnit er, at den fortabte søn i skikkelse af Christian er vendt tilbage. Han har ikke brugt rejsen i det fremmede til at skeje ud. Han er blevet buddhistisk munk. Han er kommet til sandhedserkendelse i det fremmede. Indtil nu har han leget med tanken om munkeliv. Og i det nye afsnit identificerer han sig direkte med rollen og praktiserer meditationsøvelser i den danske strandkant til vandets rytmiske skvulp.

Mest interessant er det, at Christian folder sig ud som en slags prædikant. Den præstesøn, der hverken fik sin teologiske eksamen, sin ordination eller sit embede, får i afsnit seks ikke desto mindre tildelt en slags prædikestol i kraft af foredragene, der pludselig vælter ind. På bedste bibelske vis bliver han fundet. Opdaget. Og godt hjulpet på vej af medierne, som han ellers nyligt i nogen grad har forsaget, bliver han promoveret og fra flere sider tilskyndet til at træde op på den ”prædikestol”, som foredragssituationen repræsenterer.

Den hjemvendte Christian er igennem den buddhistiske munk og klosterets meditationsøvelser blevet ledt til en nyvunden ro, forstår vi. Bag roen og det krampagtige forsøg på at gøre sig fri af vrede ligger der imidlertid en ualmindelig passioneret iver efter at overbevise sine nye tilhørere om den sandhed, han selv har erkendt. Christian har set lyset. Han er mere frelst end de fleste præster. Og han gør det til sit livs mission at omvende andre. Han har fundet sin prædikestol. Han taler med glød og nidkærhed, når det summarisk udtrykkes: ”Gør som mig!”

Ud over at blive ”fundet” og promoveret som foredragsholder hjælpes han på vej til også at udgive et manuskript om sin faderbinding. Måske er Christian igennem foredrag og udgivelse på vej til at opnå den berømmelse, som faderen ikke fik, da han stillede op til bispevalget uden at vinde det. Vi ved det ikke. Så vi må hænge på de kommende søndag aftener for at blive klogere.

Faderbindingen og den dysfunktionelle far-søn-relation er massiv for begge sønner. I de tidligere afsnit er de to brødre blevet portrætteret i deres forskellighed: den ene gør, hvad faderen siger, den anden det modsatte. Den ene giver faderen taletid i sit liv, den anden undgår kontakt. Den ene slår knuder på sig selv for at leve op til faderens forventninger og følge i præsteslægtens spor, mens den anden agerer rebel. Den ene er daglig kollega til Johannes, og den anden skjuler sig i sommerhuset.

Men bag forskellighederne gemmer der sig en usund binding og skiftende forsøg på opgør med faderen. Johannes' gudsbillede tilsammen med hans aversion mod antidepressiva har viklet August ind i faderens net i en sådan grad, at han skal helt ned i narkomaniens rendesten for at erkende behovet for samtale og medicin. Han ryster, ser syner og er på sammenbruddets rand. Her kommer hans bror, den andenhjemvendte søn, ham til hjælp. Som faderen har sin Svend, har August sin Christian, der følger dem skridt for skridt på vejen til forløsning. Og som i lignelsen om de fortabte sønner er de to sønner fælles om at være fortabte. Lidt på skift. Og lidt på hver sin måde. Men ligesom det er et fælles menneskeligt vilkår i lignelsen, sådan også i DR’s serie.

Den machomur, som Johannes har bygget op mellem August og krisehjælp, bliver sten for sten brudt ned af Christian, der dermed ikke alene fremstår som den, der vil frelse verden i skikkelse af sine tilhørere, men også sin nærmeste i skikkelse af lillebroren.

August finder modet frem til at levere det længe ventede første kirkelige opgør med sin far, da han ser sin far Johannes dybt i øjnene. Han erklærer, at han synes godt om den pædagogiske præstekollegas ” pose” til brug i konfirmationsforberedelsen. Han abonnerer med andre ord ikke på faderes didaktiske tilgange til konfirmander eller måder at være præst på. Og han leverer det personlige opgør, da han langt om længe giver sig hen til den nødvendige medicin og professionelle hjælp. Det sidste sker dog indtil videre i hemmelighed, men vi fornemmer nok, at skridtet er taget.

Sandheden serveres på et sølvfad, når det siges, at sønnerne oplever, at Johannes både er svær at elske og svær at hade, både er generøs og smålig. I sådanne beskrivelser kan vi genkende os selv og hinanden. Det er ikke sort eller hvidt, men sort og hvidt. Det er i det hele taget en af seriens styrker, at denne kompleksitet får god plads.

Birgitte Graakjær Hjort er teolog og center- og afdelingsleder af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.