Herrens Veje, afsnit seks: Kan de døde ej opstå?

Der er masser af gengangeri og folketro i sjette afsnit af Herrens Veje. Det til trods for, at kristentroen lader de døde hvile i fred i deres grav, så bevidstheden om dem ikke skal blive som "kræft i ånden" for de levende, skriver sognepræst Nana Hauge

De døde hjemsøger de levendes verden i denne sæson af Herrens veje. De kan åbenbart ikke finde fred i deres jordsenge. De er ikke forløst. Det kan de kun blive, når deres mellemværende med de levende er løst, når de levende sætter dem fri.

På trods af at radioen er opfundet, er der en gammel folketro om, at de døde ikke hviler i deres grave, ikke stedes til hvile efter døden, men er henvist til evig søvnløshed i Hel eller endnu værre som gengangere på jorden. Denne folketro er tankevækkende levende i Herrens veje.

Gengangeri og evig søvnløshed har ellers ikke meget med kristentro at gøre, men at dømme ud fra tv-serien har disse tanker tydeligvis overlevet 1000 års kristen tro på, at den døde kan hvile i fred i sin grav.

Hvil i fred, siger vi nemlig i kirken. Denne enkle velsignelse stammer fra den kristne tanke om døden som en fredfyldt tilstand i modsætning til den hedenske sjæletro, hvor den døde ikke har ro. Den døde sover i sin kiste og har derfor heller ikke brug for gravgaver længere, sådan som den hedenske grav har det. Gravgaverne skal hedningen netop bruge, fordi sjælen ifølge den hedenske tro ikke stedes til hvile efter døden.

Martin A. Hansen skriver i sit værk ”Orm og Tyr”, at forestillingen om, at den døde ikke hviler efter døden, rystes med den nye tro – kristendommen – med fortællingen om gudesønnen, der ”nedfaren til dødsriget” kæmper mod døden, sejrer over den og tømmer de dødes rige for de arme hvileløse sjæle.

Vi kender forestillingen om Kristus i dødsriget fra N.F.S. Grundtvigs gendigtning af det oldengelske Cædmons kvad fra det 7. århundrede. Heri kan vi læse, at Kristus som en mægtig stormende kriger efter langfredagsnat fór ned til dødsriget og tømte det.

”Nedfaren til dødsriget” lyder det i trosbekendelsen - med denne ene linje er de døde nu befriet for dødsrigets søvnløse helvede, når den magtfulde Hvide Krist frigør de dødes kummerfulde skygger. Sådan kommer befrielsen, skriver Martin A. Hansen videre, fra hele tiden at skulle forholde sig til sin dødeskæbne. Døden er ikke længere menneskets opgave. De døde sættes fri og skal ikke skabe sig nogen dødeskæbne - en umenneskelig opgave, som undertiden førte til en sygelig grublen, der blev som ”kræft i ånden” for de levende.

Den almægtige Gud forvarer nu de døde, indtil Han, når menneskehedens historie er omme her på jorden, henter dem hjem til sig. Graven er nu ikke længere en bolig, og kisten er ikke en færge, der sejler på de mørke vande på vej til dødsrigets land. Nej, kisten er en seng. Den døde sover. Døden er som et blund.

Ganske vist ændrer opstandelsestanken ikke ved, at mennesket skal dø, men døden har med opstandelsestanken fået en guddommelig modstander, og har døden ikke det, bliver livet et liv i dødens skygge. For den, der lever uden et håb om noget stærkere end dødens tilintetgørelse, han må leve med døden hver dag, som man siger. Han må bygge sit hus i den skygge.

Netop det gør alle karaktererne i Herrens veje, de bygger hus i dødens skygge. Kirken står ellers midt iblandt dem. Kameraet strejfer korset med den korsfæstede (og opstandne) Herre. Men Guds ord med dets befrielse fra dødens magt synes ikke at lyde her.

Nej, Herrens ord er forsvundet fra hans hus, og i stedet er det fyldt med den forvirrede provst Johannes Kroghs nye projekt, som lyser langt væk af at være et forsøg på at gøre bod og retfærdiggøre sig selv, snarere end at udspringe af oprigtig omsorg for medmennesket. De hjemløse bliver således endnu et middel i Johannes Kroghs kamp for at komme til rette med sig selv og sin Gud. Men min næste skal ikke elskes, fordi jeg får det godt ved det. Næsten må aldrig blive et middel for mig til at opnå sjælefred. Næsten skal i stedet hjælpes og elskes for sin egen skyld, og fordi Gud byder det.

Det bliver heller ikke Guds ord, der kommer til at forløse gengangerne og de hjemsøgte. Det kunne man ellers forvente i en tv-serie, der forsøger at skildre kristendom og kirke. Men nej, det bliver folketroen i skikkelse af en klog kone. Dette understreges yderlige ved slutscenen: Påskeblomsten er visnet. Opstandelsens symbol og pant har ingen kraft her, det er visnet. Mennesket er overladt til sig selv og sin sjæleuro. Til retfærdiggørelse ved gerninger, til kloge koner og sindsstemninger, og ikke mindst til den forbandelse, gengangeriet er, både for de levende og døde.

Eller peger de visnede påskeliljer på noget andet? Vil de alligevel springe frem i golde egn, som Grundtvig skrev? Har vi noget at betyde? Venter vi på påskemorgenrøde?