Herrens Veje, afsnit syv: Skylden og det kolde gys

Emilies nye kæreste, den jødiske psykiater Daniel, får en hård medfart hos provst Johannes Krogh, der afskyer hans insisteren på at tale om det, der gør ondt. Foto: Tine Harden/DR

Det kan være berusende for sjælen med et koldt bad, så den vågner op til dåd. Det erfarer Johannes i seneste afsnit af Herrens Veje. Spørgsmålet er, om hans søn Christian tør det samme, overvejer sognepræst Kristoffer Garne

Provst Johannes Krogh bryder sig ikke om at vinterbade, men indvilliger dog i seneste afsnit af Herrens Veje i at tage med sin kone Elisabeth en tur ud i det kolde gys. ”Det er koldt”, siger han, hvortil fruen svarer ”det er sundt – for dine tanker”. Men Johannes er ikke overbevist: ”Jeg synes, mine tanker havde det bedre før”, svarer han.

Der i saunaen, efter det kolde gys, kan han dog få snakket med Elisabeth om nogle af de ting, der ellers har været svære at få taget hul på. Så måske var det faktisk sundt for hans tanker med den lille tur i vandet.

Min kone har det som Johannes. Hun synes, det kolde vand er frygteligt. Og det er det vitterligt også, men selv på de dage, hvor jeg ikke kommer til søen eller havet og får hovedet under vand, tager jeg et iskoldt brusebad. For når de første modbydelige sekunder er gået, sker der noget næsten magisk: en brusende følelse af varme og klarhed indfinder sig i kroppen, legemet strækker sig ud, sjælen vågner op til dåd, og tankerne klares.

I denne uges afsnit af Herrens Veje bliver familien Krogh præsenteret for svigerdatterens nye kæreste, Daniel, der er jøde og psykiater – og havde deres afdøde søn August i behandling. Johannes kan ikke magte den åbne samtale, så han giver sig til at skælde ud på psykiatrien og på sit barnebarns potentielle erstatningsfar. Johannes forspilder muligheden for at få et koldt gys, for at få tankerne klaret og tage hul på nogle af de vanskelige emner, som mødet med psykiateren måske kunne have hjulpet med.

Jeg er i færd med at læse en bog af den jødiske psykiater Erich Neumann (1905-1960), hvori han slår til lyd for en ”ny etik”. En af Erich Neumanns pointer er, at vi bliver nødt til at turde konfrontere os selv med vores egne skyggesider. Vi må se den lurende ondskab og vores skyld i øjnene, hvis vi vil gøre os håb om at blive hele mennesker, der kan gøre godt i tilværelsen. Det kan være mindst lige så ubehageligt som en tur i det kolde vand, men det er nødvendigt for, at vi kan komme overens med os selv. Det er for naivt som Johannes at tro, at vi kan gemme problemerne væk og uden videre forbedre os.

Storebroren Christian kæmper med en følelse af skyld over sin lillebror Augusts tragiske død. Han vil derfor skrive speciale om skyld og tilgivelse. I trosbekendelsen afslutter vi med at bekende, at vi tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” Men i Christians samtale med specialevejlederen har han den fine observation, at den kristne tale om syndernes forladelse ikke siger os en skid, og at skylden bliver ved at være der, uanset.

Måske er det også et dårligt ord ”syndsforladelse”? Måske burde vi hellere tale om ”tilgivelse”? Skylden forsvinder ikke på magisk vis, men med tilgivelsen bliver vi givet en mulighed for at leve med og på trods af skylden. Skylden skal ikke tages bort eller gemmes væk. Den skal fastholdes. Vi må turde se i øjnene, hvem vi er, og hvad vi har gjort, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at komme videre, eller måske ligefrem komme til det bedre, i tilværelsen. Det kan være et koldt gys at se sin egen skygge i øjnene, men det er første skridt på vejen mod at hele det brudte.