"Herrens Veje" afsnit syv: Verden er som en fuld bonde

Det syvende afsnit af Herrens Veje tager temaet omkring alle menneskers tendens til at synde op, skriver sognepræst William Salicath. Foto: Trine Harden

En af de syv dødssynder, misundelsen, har sat sin klo i provsten Johannes, og han er ikke alene. Synderne står i kø i seneste afsnit af "Herrens Veje," skriver sognepræst William Salicath

Vi er nu nået over halvvejs i DR’s dramaserie om en moderne præstefamilie, og nu begynder skruen for alvor at stramme til. Konflikterne tilspidses, karakterernes skyggesider dukker op til overfladen, og ”hele verden brænder”, som hovedpersonen Johannes selv udtrykker det.

Det syvende afsnit indledes med et citat af Khalil Gibran, en kristen-libanesisk digter, der var inspireret af både islam og baha’i-religion. Detlyder: ”Vi er som den klare måne - alle har vi en mørk side”. Det handler således om synd.

En af de syv dødssynder, misundelsen, har sat sin klo i Johannes, da han har opdaget, at hans kone Elisabeth er ham utro - og så endda med en kvinde. Dette selvom han i årenes løb ikke har nægtet sig selv et sidespring eller to.

Som den patriark og heteroseksuelle mand han er, mærker Johannes også, at han er ved at blive overflødiggjort, da han aldrig vil kunne hamle op med sine kones kvindelige elsker, lidt tykt symboliseret da elskerinden giver ham en blyantspidser.

Mumlende fremsiger han trosbekendelsen for sig selv: ”Vi forsager djævelen og alle hendes gerninger og alt hendes væsen”. Elisabeth derimod kan, som den moderne kvinde hun er, sagtens klare sig uden Johannes og tager på telttur med elskerinden, selvom hun selv næppe står uden skyld.

I jagt på en dråbe alkohol og en smule fred finder Johannes en flaske absint i ligusterhækken og drikker sig til en alkoholforgiftning og en nærdødsoplevelse. Han bliver fundet bevidstløs af en lille dreng og dennes familie, der er ude at gå tur på kirkegården. Samtidigt har provstisekretæren og kirkesangeren kørt nøgne rundt på en havetraktor, også i en brandert, og ødelagt for 90.000 kroner af folkekirkens ejendom.

Sønnen August har i den sure biskops øjne syndet, da han under en gudstjeneste har givet udtryk for sin tvivl samt ladet sine konfirmander i pædagogisk øjemed sidestille Gud med ”øl og fisse”. En af hans konfirmander bekender også sine synder til ham. Hun er blevet gravid efter at have drukket sig så fuld til en fest, at hun ikke kan huske noget. Og faderen til barnet er ikke engang hendes kæreste.

Mest interessant er den anden søn Christian, der beder om tilgivelse for sine synder. Han har snydt i specialet og været sammen med sin bedste vens kæreste, men han angrer nu sit gamle jeg. Som han siger til vennen: ”Jeg prøver at lægge mit gamle lorte-jeg bag mig”. Dog er han i gang med at udgive en bog, hvori han får taget det længe ventede faderopgør; men da dette opgør kommer til at udfolde sig i fuld offentlighed, minder det mere om en hævngerning, hvilket næppe stemmer overens med hans nyfundne buddhisme. Det viser alt sammen, at synd er et grundvilkår, vi ikke kan komme uden om, selvom vi prøver.

Luther skriver et sted, at verden er som en fuld bonde: Løfter man ham fra den ene side i sadlen, falder han ned på den anden side. Man kan ikke hjælpe ham, hvad end man gør.

Synd kan være svært at acceptere for os moderne mennesker, der tror, at vi kan og skal være perfekte. Hvis vi bare lytter til os selv, elsker os selv højt nok og er den bedste version af os selv, så går det hele nok. Men dette er nu engang en illusion eller et glansbillede af, hvem vi er. Hvis andre mennesker kan finde på at lyve, stjæle og myrde, så kan vi selv under de rette omstændigheder finde på at lyve, stjæle og myrde.

Men her er kristendommen ret realistisk, for her ses vi med de fejl og mangler, vi end må gå rundt med. At vi ikke er perfekte, at vi ikke altid er gode nok, at vi kan være den værste version af os selv, men at vi i Guds øjne alligevel er velkomne.

Det uperfekte, det ødelagte, det splittede, det sårede, det rodede og det fragmenterede kan vi have svært ved at acceptere, ikke bare i hinanden, men særligt i os selv. Derfor er det enormt befriende (tør man sige frelsende?), at vi ikke er så forskellige endda, og at der er ét sted, hvor vi altid er accepterede lige meget hvad, vi får rodet os ud i. Som August fortæller sine konfirmander: ”Gud elsker os allesammen som sine børn. Og man tilgiver altid sine børn”. Vi kan alle blive tilgivet vore fejl og mangler, så vi selv kan gå ud og tilgive, ikke bare hinanden, men også os selv; og da kan vi som den fulde bonde sidde i sadlen omend for et øjeblik.

William Salicath er sognepræst i Eliaskirken